Blichers briller
»St. Blicher på heden i samtale med Peiter Benløs og Linka Smælem«, lyder teksten til Chr. Dalsgaards bekendte maleri. (Fig. 1). Her har vi hedens digter i sit element og sammen med en lille flok af dens frie fugle, de omstrejfende og skyede natmandsfolk - kæltringer, tatere, eller hvad man nu kaldte dem - som han har skildret så varmt og smukt. I »Kæltringliv« omtaler han dem som en nation af rejsende: »De fødes, gifter sig og dør - alt sammen på rejser. At man derfor vil kalde dem omløbere og vagabonder, finder de med rette højst fornærmeligt«. Blicher tager de udstødtes parti. Imod deres påståede løsagtighed stiller han den afbildede familie, taterkvinden Linka, hendes »grumsling« og den invalide mand, som hun trofast bærer på ryggen under deres vandringer. »Hvor vældig er dog den usynlige magt, som har forenet disse tvende væsener - ørkenens, dens vilde naturs vilde børn!«
Af Karen Frifelt
Fig. 1: Uden beskrivelse
Der var ellers ikke megen sympati i datidens samfund for dette folkefærd sammensat af hjemlige rakkere, udenlandske zigeunere og alskens landstrygere. Uviljen er til en vis grad forståelig, for i begyndelsen af 1800-tallet var de noget af en plage i Jylland, hvor de især holdt til og ofte færdedes i flokke, der tiggede, stjal og truede sig til livets ophold. At de samtidig flåede selvdøde dyr, rensede »nathuse«, fejede skorstene og påtog sig andet arbejde, som pæne borgere nødigt gav sig af med, burde have skaffet dem nogen sympati, men gjorde dem kun endnu mere foragtede. Udstødte og frygtede var de blevet et samfundsproblem, til hvis løsning mange forslag blev sat på papiret. Et af de mest radikale gik ud på følgende:
På en bestemt hemmeligholdt dato skal samtlige omløbere pågribes. Derefter foretages en opdeling, idet undvegne forbrydere afleveres til straf, indvandrede sendes ud af landet. Af de tilbageværende udskilles gamle og syge, som anbringes i hospitaler og fattighuse, mens børn fra syv til femten går til opfostringshuset og oplæres i et håndværk, drengene eventuelt i krigstjenesten. For de arbejdsføre anlægges kolonier på to ubeboede øer, den ene for par med småbørn, den anden for ugifte og samlevende par uden mindre børn. Her beskæftiges de internerede under opsyn med havedyrkning og fabriksarbejde. Ægtepar med børn lever familievis, men ellers bor kønnene adskilt. Giftermål tillades, og de pågældende flyttes da til de giftes ø. Skoler er unødvendige, for opvoksende børn sendes bort til offentlig opfostring, men præster besøger kolonierne for at holde gudstjeneste. En militær afdeling er til stede »for at holde orden, forhindre desertion af kolonisterne og al samkvem med uberettigede«. I løbet af en menneskealder ville da, mener forslagsstilleren, den forønskede hensigt være opnået og den beklagelige natmandsskare forsvundet, »idet den ikke grusomt udryddedes, men lempelig sammensmeltedes med det øvrige borgersamfund«.
Forslaget findes i en afhandling om natmandsfolkene, der 1820 indsendtes til den indflydelsesrige embedsmand Jonas Collin - af S. S. Blicher! Det fik dog ingen følger, blev end ikke offentliggjort, manuskriptet bortkom og er først genfundet i dette århundrede. Men Blicher havde andre briller end de rationalistiske. Knap ti år senere, da han i »Kæltringliv« giver en af sine smukkeste skildringer af hedelandets farende folk, har han fundet de menneskelige frem. Og de klæder efter vor mening hans ansigt bedst.
