Bjergkrystaller og helgenskrin

I starten af året 1582 er Sankt Knuds Kirke i Odense under restaurering. Da arbejderne er i gang med arbejdet på højkorets alter, får de uforvarende åbnet op for et minde fra fortiden, som har været skjult i godt et halvt århundrede. Derved får odenseanerne et kort glimt af kirkens vigtigste relikvie fra den katolske tid, nemlig skrinet med helgenkongen Knud den Helliges knogler.

I forbindelse med reformationen omkring 1536 var skrinet blev skaffet af vejen og om ikke glemt så i hvert fald gemt inde i alterbordet. Ved genfundet i slutningen af 1500-tallet blev skrinet især betragtet med antikvarisk interesse. Den gravskrift, som lå i skrinet, blev afskrevet, og skrinet blev af et øjenvidne beskrevet som udført af ”forgyldt kobber rigt udsmykket med bjergkrystaller”. Derefter blev skrinet gemt af vejen igen, muret inde i korets østvæg – dets papistiske skær passede trods alt dårligt ind i den lutherske trosverden.

I 2013 påbegyndtes en arkæologisk udgravning i Odense midtby – få hundrede meter fra domkirken, Sankt Knuds Kirke. Udgravningen strakte sig over flere år og bragte et meget omfattende middelalderligt fundmateriale for dagen, bl.a. to små udskårne og slebne bjergkrystaller (fig. 1). Kan der mon være en forbindelse mellem de to bjergkrystaller og helgenskrinet i domkirken?

Helgenskrinene

Det skrin, som omtales, står i dag atter til fri beskuelse i Sankt Knuds Kirke, side om side med et lignende skrin (fig. 2). Skrinene rummer de jordiske rester af dels Sankt Knud og dels hans bror Benedikt, som begge blev dræbt i Sankt Albani Kirke i 1086. Omkring år 1100 blev Knud helgenkåret af paven som følge af en række mirakler, der var sket ved hans grav. Dermed blev hans jordiske rester til religiøse relikvier, som var mål for valfart og tilbedelse igennem middelalderen.
Benedikt blev ikke officielt helgenkåret fra Rom, men på dette tidspunkt

i tidlig middelalder var det faktisk heller ikke et krav. Både flere middelalderlige skrifter samt eksistensen af hans skrin tyder på, at man lokalt har
dyrket Benedikt som en helgen uanset den manglende helgenkåring. De to brødre fulgtes ad både i livet, i døden og efter døden – selv om Benedikt altid stod lidt i skyggen af sin bror.

Dendrokronologiske dateringer af Sankt Knuds skrin godtgør, at det faktisk er det originale skrin, som blev fremstillet i forbindelse med kongens helgenkåring i 1100. En stilistisk analyse af udsmykningen på Benedikts skrin tyder på, at det er nogle årtier yngre end Knuds skrin, men desværre har det ikke være muligt at udføre en dendrokronologisk datering af dette.

Udsmykning

I dag er skrinene så godt som ribbet for al deres oprindelige pragt og udsmykning, som man altså stadig kunne se i 1582. Egetræsskrinene var oprindeligt helt beklædt med forgyldte kobberplader og anden udsmykning. I dag er kun meget små stykker tilbage af disse kobberplader på Knuds skrin – bl.a. et lille fragment med relief af et vinget dyr med vikingetidstræk. Ellers er der bogstavelig talt kun skyggerne tilbage af reliefferne med religiøse personer, som har prydet hver langside, centreret omkring henholdsvis et kors og en tronende person – formentlig Kristus (fig. 3).

På Benedikts skrin er der bevaret en del elementer af forgyldte kobberlister med ciselerede og stemplede dekorationer samt et par tomme indfatninger til ovale sten (fig. 4).

Et prægtigt skrin

Et par middelalderlige kilder omtaler kong Knuds helgenskrin i dets oprindelige fremtræden som ”prægtigt”, og ”Knytlingesaga” nævner specifikt, at Benedikt hviler i et andet skrin i Odense. Mest detaljeret i omtalen af Knuds skrin er munken Ælnoth (født i England), der selv var til stede, da Knud den Helliges knogler under stor højtidelighed blev lagt i helgenskrinet, og som sidenhen havde sin daglige gang i kirken, hvor skrinet stod. Ælnoth skriver i sin krønike omkring 1120: ”Nu blev på kongens (Erik Ejegod) bud og med råd og støtte af den ærværdige biskop Hubald, der sad på Odense bispestol, for de indsamlede altergaver virket et prægtigt skrin til de hellige knogler skinnende blankt som sølv og i guldets rødlige lue, dertil prydet med dejlige blå og gullige stene.” Skrinet har altså strålet i guld foruden indlagte ædel- eller halvædelsten i forskellige farver.

De blå og gule sten har formentlig været henholdsvis safirer og topaser. På et omtrent samtidigt kors fra Roskilde Domkirke ser man netop safirer og topaser sammen med ædelsten i andre farver samt perler. Det kan give os en idé om, hvordan helgenskrinet har fremstået. De farvede sten var ikke bare smukke, men havde en iboende kraft, som kun blev yderligere styrket af nærheden til helgenens knogler.

Den hellige Knuds kraft var til stede i hver enkelt knogle i hans skelet. Vi ved derfor også, at flere knogler, eller dele af knogler, fra Knud den Hellige blev uddelt til andre kirker, som derved fik del i hans hellige styrke. Man kan sige, at skrinet og udsmykningen opsugede hellig kraft fra de relikvier, det rummede. At se på eller røre ved skrinets forgyldte kobberplader og farvede sten var en måde, hvorpå de pilgrimme, som ikke fik mulighed for at beskue eller håndtere selve helgens knogler, kunne komme i tæt kontakt med relikviernes styrke.

Udenlandsk ekspertise

Erik Ejegod var broder til Knud den Hellige og regerede fra 1095-1103. Ifølge krønikerne var Erik sammen med Knud den skæbnesvangre juli i 1086, men undslap nedslagtningen. Som konge var Erik en af hovedkræfterne bag lobbyarbejdet med at få Knud erklæret helgen. I denne forbindelse er det dog særligt interessant, at Ælnoths krønike nævner, at netop kongen og biskop Hubald stod bag arbejdet med at få udfærdiget helgenskrinet.

Omkring år 1100 eksisterede der flere forbindelser mellem Odense og England på det kirkelige område. Hubald var formentlig englænder ligesom de benediktinermunke, som var blevet indkaldt til Odense for at opbygge et kloster til domkirken og kulten omkring Knud den Hellige. Hubald har givetvis haft forbindelser tilbage til sit hjemland og måske til benediktinerklostret Sankt Albans, nordvest for London.

I dette klosters middelalderlige krønike fremgår det, at en guldsmed og munk ved navn Anketil omkring år 1100 var blevet kaldt til Danmark for at udføre et arbejde for den danske konge, hvis navn ikke nævnes. Hjemme i England havde Anketil netop udfærdiget et nyt skrin til den hellige Sankt Alban, og det er ikke usandsynligt, at netop Knud den Helliges helgenskrin var den danske konges opgave til den engelske munk. Krøniken beretter, at munken forblev i den danske konges tjeneste som guldsmed og møntmester i syv år, før han vendte hjem til sit fædreland. Det er velkendt, at de danske konger i tidlig middelalder gjorde brug af netop engelske møntmestre, så den del af historien har formentlig noget på sig.

Skrin til hverdag og fest

Igennem middelalderen har der hvert år den 10. juli været stor kirkefest i Odense. Det var Knud den Helliges helgendag, nemlig den dag, han var blevet dræbt, og den blev fejret med pomp og pragt af munkene ved Sankt Knuds Kloster.

Vi har bevaret de kirkelige tekster, som munkene anvendte i fejringen inde i kirken – tekststykker, som blev sunget og læst. Alle omhandlede de brudstykker af Knuds legende og henvisninger til hans dyder og gerninger. Knuds helgenskrin må uden tvivl have haft en central rolle i denne fejring, som talte til alle sanser. Skrinet har næppe været åbent til hverdag, men på Knuds helgendag må man forestille sig, at låget har været taget af, så alle tilstedeværende kunne få syn for sagn og beskue de hellige knogler og de farvestrålende silkestoffer, som Knud havde hvilet på siden skrinlæggelsen i år 1100. Munkenes sang og brugen af røgelse har stimuleret høre- og lugtesansen som elementer i den samlede festligholdelse af dagen inden for Sankt Knuds Kirkes mure, der i overført betydning kunne betragtes som ét stort skrin for kongehelgenen.

Procession i byens gader

or de odenseanske borgere var det imidlertid nok en anden del af fejringen, som var vigtigst – nemlig den del af fejringen, som foregik uden for kirken. På Knuds helgendag var hele byen nemlig scene for fejringen. Festen rykkede så at sige ud af kirken og indtog og inddrog byens gader og torve – og her var Knuds helgenskrin også i spil.

Desværre er vores viden om festligholdelsen uden for kirken ikke stor. Dette på trods af, at Knud og hans helgendag var vigtige aktiver for kirken i Odense gennem mere end 400 år, og at Knuds billede senest fra 1460 indgik i byens officielle segl og byvåben (se faktaboks s. 26). Vi ved dog, at der i forbindelse med Knuds helgendag blev holdt et stort marked i byen. En kilde omtaler, at der, som en del af fejringen i 1504, var en procession med tændte lys rundt i byen. Knuds helgenskrin må utvivlsomt have været del af dette optog (fig. 6). Det omtales, at Knuds hovedskal opbevares i et særskilt relikviegemme.

Om Benedikts skrin også er blevet båret i procession, ved vi ikke med sikkerhed, men Saxo skriver i sin krønike, at da Svend Grathe i 1157 sætter Valdemar den Store stævne i Odense, bliver sidstnævnte mødt af et optog af gejstlige, som bærer på helgenskrinene. Man må altså regne med, at skrinene med Knud og Benedikt ved flere lejligheder er blevet taget ud af kirken og fremvist i byrummet. Og det er netop i dette middelalderlige byrum, at de to omtalte bjergkrystaller blev fundet ved arkæologisk udgravning.

Bjergkrystallerne

Begge bjergkrystaller blev fundet i sammenhænge, der dateres til 1200-tallet og på steder, som viser, at de må være blevet tabt utilsigtet. Den ene, som var en mandelformet, spidsrygget sten, blev fundet i et planeringslag under en belægning af grene på byens hovedgade, Overgade. Kan man forestille sig, at stenen har siddet på et helgenskrin og er faldet af i forbindelse med en religiøs procession gennem byen?

Den anden sten er oval og hvælvet med en flad top (en såkaldt cabochonslibning). Besnærende nok passer denne sten godt med størrelsen på en af de tomme indfatninger på Benedikts skrin (fig. 3). Det er vel ikke umuligt, at den oprindeligt kan have siddet netop her? Stenen er fundet i aktivitetslag i et hus, som lå tæt ved Overgade, og man må tro, at bjergkrystallen bevidst har været bragt ind i dette hus. Kan man ligefrem forestille sig, at beboeren i huset har pillet stenen af et relikvieskrin eller en anden religiøs genstand for at tage en del af dens iboende hellighed med hjem?

Historien om, hvor de to bjergkrystaller oprindeligt har siddet, og hvordan de er endt, hvor de endte, kan vi kun gisne om. Men sandsynligheden for, at de har siddet på en religiøs genstand – et relikvieskrin, et processionskors, en altertavle eller måske et bogbind, er stor. Det var sådanne steder, at sten af denne type og udformning oftest fandt anvendelse i den tidlige danske middelalder.

Skrinene i krypten

Ved hjælp af små spor i de middelalderlige tekster, i senere tiders øjenvidneberetninger og arkæologiske fund kan vi sammenstykke et billede af helgenskrinenes oprindelige udseende og anvendelse. Det er værd at tage med i tankerne, når man i dag betragter de lidt ydmyge skrin i krypten under Sankt Knuds Kirke. Skrinene har måske nok mistet det meste af deres fordums pragt og religiøse betydning i århundredernes løb – men Knud og Benedikt, de ligger der endnu.