Billedebladet

For godt en halv snes år siden, i slutningen af tresserne, steg to mænd ud af deres fartøj og vandrede rundt i måneørkenens sand, inden de igen gik om bord og begav sig hjem til deres egen klode, hvorfra man på billedskærme uden at forlade sin stue kunne følge hver af deres bevægelser. Et mirakel ja, eller snarere to, for det drejede sig jo ikke blot om, at de nåede månen, men også om, at billederne nåede os. Godt hundrede år tidligere oplevede vore oldeforældre et tilsvarende under, da verdensbegivenhederne pludselig kom til dem i billeder. Vi, der daglig ved at trykke på en knap, kan lukke hele kloden ind i stuen, har svært ved at forestille os en billedløs hverdag. Hjemlige og udenlandske personligheder, fjerne folkeslag, er os så bekendte, som om vi daglig omgikkes dem. Dengang havde man nok, hvis man ellers havde råd, sin daglige avis, men Pariserrevolutionen i juli 1830, slaget ved Isted tyve år senere eller dronning Victorias kroning og bryllup for ikke at tale om alt, hvad der rørte sig i kunstens verden, det måtte man selv fantasere sig til efter beskrivelser. Vort mirakel kalder vi fjernsyn, deres hed xylografi.

Af Karen Frifelt