Bid

Thor var sammen med jætten Hymer sejlet ud på havet for at fiske. Et oksehoved tjente ham som madding, og han var så heldig at få selve Midgårdsormen på krogen. Nu halede Thor ind - så kraftigt, at hans fødder gik gennem bådens bund - og til sidst viste uhyrets hoved sig over vandet. Da blev Hymer bange, han tog sin kniv og kappede snøren, så ormen sank tilbage i havet.

En billedlig fremstilling af denne scene fandtes 1954 hugget i en sten, som sad indmuret i Hørdum kirke, Thy (se Skalk 1968:3). Det var et bemærkelsesværdigt fund: det eneste sikre danske oldtidsportræt af vikingernes populære tordengud. Myten om fiskeriet var ellers kendt i alle vikingernes lande, og illustrationer har ikke manglet. En af dem prydede, fortæller en saga, væggen i gården Hjardarholt, som opførtes på Island år 975.

Hørdum-ristningen blev kort efter fundet malet op af Erik Moltke, og så godt som alle fotografier af stenen - også det her ved titlen bragte - viser den således tydeliggjort. Thor står med den spændte snøre og foden stikkende gennem bådens bund, og ved siden af ham er Hymer parat til at kappe linen. Af ormen ses kun én vældig bugtning, afgrænset af to buelinjer. Johannes Brøndsted, der som den første tolkede Hørdum-ristningen, fandt kraftige afskalninger på stenen, og mente derfor, at ormebilledet havde været større. Dele af det måtte være gået tabt.

Fotos og tegninger yder sjældent billedristninger fuld retfærdighed, så da undertegnede for nylig havde ærinde i Thy, benyttedes lejligheden til at kigge nærmere på stenen, der står opstillet i kirkens våbenhus. Det viste sig overraskende, at dens afskalninger efter alt at dømme er ældre end ristningen. To steder kunne man således se, at ormelinjerne fortsatte ned ad de tværgående brudkanter, som altså har eksisteret, da billedet blev lavet. Men hvis billedet er intakt, hvorfor er så kun en del af ormekroppen markeret, og hvor er hovedet? Svaret gav stenen selv. Når man slukkede for kirkens diffuse elbelysning og lod strålerne fra en lommelygte falde skråt ind på billedsiden, da rejste uhyret sit trekantede hoved i forlængelse af de ristede linjer; det er nemlig skabt af naturen som et ophøjet parti. En eller anden må engang for længe siden have fået øje på fænomenet og set mulighederne i det. Hele billedet er utvivlsomt improviseret.

Ristningen kan være gjort i hedenskabets sidste tid, det vil sige i 900-årene, men den kan også være lavet af en kristen stenhugger, for den nordiske mytologis beretninger nød stadig yndest i den tidlige middelalder. Hedensk eller kristen, Hørdum-stenen er et besøg værd. (Fig. 2)