Bibbys spade

Geoffrey Bibby kom til Danmark efter krigen og har siden 1950 været tilknyttet Forhistorisk Museum, der danner baggrunden for hans arkæologiske forfatterskab. Bøgerne om Dilmun og »Det forsvundne årtusinde« vil være læserne bekendt, de er begge udsendt af Wormianum, men der er endnu et værk at nævne, hans første: Spadens vidnesbyrd. Det blev skrevet i begyndelsen af 50'erne - på engelsk, Bibbys modersmål - og udkom først i Amerika, senere i Danmark (Gyldendal, 1957) og i en række andre lande. Bogen er blevet ikke så lidt af en klassiker, og Wormianum har ment, vi bør se den igen.

Af Redaktionen

Hvad handler så »Spaden« om? Om Europas årtusindlange forhistorie, som den tegner sig set med Bibbys øjne og håndteret med hans særlige talent. Let og elegant fører han læserne rundt til de forsvundne kulturers storværker, beskriver malende dem og deres samtid, men glemmer ikke de lange linjer, som forbinder dem med hinanden og med vor verden. Behændigt indfletter han fundhistorier i handlingen - fortæller ikke blot om hulemalerierne, men tillige om opdagelsen af dem med mistænkeliggørelse, tragedie og oprejsning. Bogens personer er således ikke blot fortidsmenneskene, men også de pionerer - heraf flere danske - som med deres indsats fik trådene redet ud.

For læsere af Skalk må bogen have særlig interesse som baggrundsorientering til det danske stof. Geoffrey Bibby: Spadens vidnesbyrd, let revideret og ajourført, vil foreligge færdig omkring midten af november. Indbundet, 276 sider med talrige billeder i sort-hvidt og farver. Pris i boghandelen 174 kr, for abonnenter 148 kr.