Beretning om en græsselig orm
År 1720, den 10. juli, er en mand ved navn Anders Langballe, boende i Tønning sogn - udi Skanderborg amt, udgangen i marken en søndag eftermiddag, siden han var kommet af kirken, for at bese kornet, havde med sig en liden hund og en stor stok i sin hånd. Og som hunden løb ind i en rugager, bjæffede den -- . Han gik hen og ville se, hvad det var, og da han kom til dette dyr, slog han med stokken, han havde i hånden, på det, hvorover denne forskrækkelige orm søgte ham -. Manden værgede sig med stokken baglæns ud af kornet -. Og idet hunden var altid mellem manden og ormen, slog den efter hunden, at den straks døde. Derover blev manden forskrækket og løb til side det fasteste, han kunne, og så sig iblandt tilbage; da retirerede ormen sig ind i en høj imellem en hylde- og en tornebusk der straks hos på marken, hvorhen manden derefter gik, og da var denne orm krøbet ind i højen, og halen var noget udenfor.
Af Redaktionen
Ormens gestalt og skikkelse, så vidt manden i en hast for frygt kunne betragte, var således som neden betegnede afridsning udviser.
Hovedet var som et fuldkommen kattehoved, trindagtig med små ører -. Den anden del af kroppen skød sig frem i bugter, som den kunne have haft nogle små korte ben eller takker under bugen-.
Længden kunne synes manden at være omkring ved fem alen. Halen var noget lådden og så ud til at have en liden dusk i enden. Af farve var den mørk og rødbrun, under bugen var den blakket og noget lysere end ellers kroppen. -
Ellers kan folk undertiden om aftenen se, at samme orm går fra den høj Elmænd-høj (hvor manden så den gå ind) til en anden høj der på marken - . Det er ikke mange dage siden udi denne augusti måned 1721, at denne orm er set flyvende over ovenmeldte Tønning by ligesom en gloende drage -.
Alt dette, som nu er meldt om denne orm, har manden, ovenmeldte Anders Langballe, fortalt mig i mit hus udi Frue ring præstegård - .
Hans Lønborg
Hans Lønborgs lille skrift, trykt 1722, er genudgivet 1948 med kommentarer af Chr. Holtet. »Lindormen«, som Anders Langballe jo uden tvivl har set, og som han beskriver så levende, har, mener Holtet, snarest været en velvoksen mår, hvis længde kan være svær at bedømme, når den bevæger sig springende i korn. Samtale med fantasifulde naboer, der har set både dette og hint, har vel heller ikke bidraget til at gøre dyret kortere. Trods alle anstrengelser er Langballes lindorm dog kun at regne for et lille eksemplar. Dette fabeldyr kan - ifølge folketroen - når det er fremmeligst, bære en stud i flaben eller æde et spand heste med plov og tilbehør. Lindorme opstår af de små orme, som man finder i hasselnødder; de bor under jorden - ofte under slotte eller herregårde - men af og til kommer de frem og slynger sig om kirker, som de nærer uvilje imod. Til bekæmpelse af dem anvendes tyre opfødt ved sødmælk og hvedebrød. Lindormen optræder i middelalderens folkeviser, men dens oprindelse taber sig ellers i det uvisse. Troen på den holdt sig længe. 1884 udlovede en svensk videnskabsmand en dusør på indtil 1000 kr til den, der kunne skaffe ham et eksemplar.
Anders Langballe levede ifølge Tønning sogns kirkebog fra 1686 til 1756. Da han mødte ormen, var han altså 34 år.
