Berberisfejden

I begyndelsen af 1800-årene opstod en landbrugsvidenskabelig strid, som er mærkelig på flere måder. For det første ved sin langvarighed: den strakte sig over en stor del af århundredet. Dernæst ved sin særlige karakter: den førtes af en lægmand mod de lærde, og det var førstnævnte, der gik af med sejren. 

Nicolaj Peter Schøler var fra Haderslevegnen, men kom til København og tog 1797 lærereksamen fra Blågårds Seminarium. Han fik omgående ansættelse i Hammel vest for Århus, og her forblev han til sin død 1851, altså gennem mere end et halvt århundrede. 

Mange lærere og præster dengang var blandt landbrugets foregangsmænd - en simpel følge af, at der til deres embeder hørte jord, hvis dyrkningsudbytte udgjorde en del af deres løn. Schøler var ingen undtagelse, og hans sans for eksperimenterende forskning gav ham et forspring for kollegerne. Han skrev om planteavl, hvilket 1807 indbragte ham Landhusholdningsselskabets store guldmedalje, men også om emner som dræning og mergling. Anerkendelse manglede altså ikke, men på et punkt mødte han modstand, hvad der naturligvis irriterede ham og inspirerede til en ekstra indsats. Det drejede sig om svampesygdommen sortrust, som gjorde stor skade, især på rugmarkerne. Schøler greb en fra England stammende teori om, at berberisplanten kunne være smittespreder. Han fandt, at hvor den voksede i haver og hegn, var nærliggende rugmarker ofte angrebet, og undlod ikke at sætte sine iagttagelser på prent. 

Berberisbusken med de smukke gule blomster og røde bær var kommet i yndest. Dens lange spidse torne gjorde den velegnet som hegnsplante. Bærrene tillagdes lægende egenskaber og gav i øvrigt et udmærket syltetøj. Bark og rod blev brugt til farvning. Der var således mange grunde til dens popularitet, og i tiden op mod 1800 blev der agiteret kraftigt for dens udbredelse, ikke blot af præster og herremænd, men også af førnævnte Landhusholdningsselskab. Schøler havde deltaget i hyldesten, men nu slog han altså om. En morgen i 1816 vandrede han ud i sin mark medbringende nogle med rust befængte berberisblade, hvis brune støv han overførte til rugstråene på steder, som han afmærkede med stokke. Efter fem dage havde rusten udviklet sig i kornet netop på de afmærkede pladser. Eksperimentet, som er det »første infektionsforsøg med snyltesvampe, der overhovedet er foretaget«, beskrev han snart efter i en afhandling. 

Det var begyndelsen til »berberisfejden«, der blev lang og om ikke ligefrem blodig så dog barsk i sine midler. Af dem, der havde engageret sig i plantens udbredelse, herunder den botaniske sagkundskab, nægtede mange at anerkende Schølers resultater, mens til gengæld smålandbrugerne, der var problemet nærmest, i stor udstrækning tog hans parti og ryddede berberis, hvor de kunne komme til det. Der blev, i tale og på tryk, argumenteret for og imod. Videnskabernes Selskab udskrev en prisopgave, og Landhusholdningsselskabet udsendte spørgelister, uden at enighed blev opnået. Uforsonligst blandt Schølers fjender var birkedommeren og godsinspektøren på Frijsenborg J. L. Tommesen, som endda tillod sig at rette angreb mod sin modparts embedsførelse. Han fik svar på tiltale. En ny afhandling fra Schøler med nye forsøgsresultater bragte 1833 yderligere ved til bålet, og takket være forfatterens autoritet blev berberis næsten udryddet på Hammelegnen. Kun i Tommesens have trivedes den, men det ophørte brat ved hans død 1839. Straks efter ankom nemlig folk fra egnen i samlet flok, gravede buskene op og brændte dem på en nærliggende høj, sognets gamle galgebakke. 

Blandt de aktive i striden var E. M. Dalgas og Steen Steensen Blicher, der ytrede sig henholdsvis for og imod Schøler. Fuld anerkendelse opnåede han ikke i levende live, men ved sit 50-års jubilæum som lærer blev han højt hædret af befolkningen. Efter hans død 1851 gik striden videre, om end på lavt blus. Endnu i 1860’erne udtalte flere botanikere sig til fordel for berberissen, men kort efter førte en tysk forsker det endelige bevis for dens skadelighed. Også myndighederne gik nu ind for plantens bekæmpelse, men først »Berberisloven« af 27. marts 1903 satte det endelige punktum for dens udbredelse.