Begravet langdysse

Den overpløjede høj, talen er om, ligger - eller lå skal man måske snarere sige - på det sydvestlige Tåsinge, og den var så stor, at man ved første øjekast skulle tro, det drejede sig om en naturlig bølge i det iøvrigt flade terræn. Men øens energiske amatørarkæologer fik den under mistanke, som yderligere blev bestyrket, da man fandt ud af, at højningen fra gammel tid bar navnet »Capeshøj«. Gårdejer Søren Ottosen kunne iøvrigt oplyse, at han, når han pløjede over stedet, jævnlig stødte på sten, nogle af dem så store, at de ikke lod sig rokke.

Nu kan man jo ikke sådan uden videre se på en rund jordhøjning, hvor gammel den er. Capeshøjs placering i landskabet og dens størrelse - den var i sin reducerede tilstand mere end halvanden meter høj og fyrre meter i tværmål - kunne tyde på, at der var tale om en af bronzealderens storhøje, mens på den anden side de omtalte store sten og ældre fund af flintøkser pegede tilbage mod stenalderen. Begge dele slog til. Højen var fra bronzealderen, men da gravemaskinen så varsomt, som sådan et monstrum nu kan, begyndte at fjerne jordfylden, dukkede et stort stenkammer frem sammen med mægtige randsten: en 36 meters langdysse begravet under den yngre høj. Kammeret var desværre plyndret; den store sten, der dækkede det, har været blandt det første, man stødte på med ploven, og på et tidspunkt - vistnok omkring århundredskiftet - er den blevet fjernet, hvorved gravrummet gjordes tilgængeligt.

Kammeret var af typen med indgang over en tærskelsten, men som noget nyt i dyssearkitekturen var der tilføjet et forrum bygget af stablede sandstensfliser. Langdyssens fyld bestod overvejende af marksten, der sikkert er samlet for at lette dyrkningen af stenalderagrene (Fig. 1). Disse stenmængder blev holdt på plads af 56 randsten, den største en kæmpe på over 2,5 meter (Fig. 2). Mellemrummene mellem dem var udfyldt med såkaldt tørmur, igen sandstensfliser stablet oven på hinanden uden brug af bindemiddel. Daterende oldsager blev ikke fundet, men dysser af denne type stammer fra slutningen af bondestenalderens ældste afsnit. De spor af oldtidsploven, arden, vi fandt under langdyssen, bliver derved til de ældste vidnesbyrd om pløjning, som kendes herhjemme.

Langdyssen er hurtigt forfaldet - man fristes til at sige på grund af byggesjusk. Tørmure er brudt sammen, fordi mellemrummene mellem randstenene var for store, og selve randstenene er væltet som følge af mangelfuld fundering. Herved er højfyldens sten skredet ud og stenlægningen, der dækkede overfladen, kommet slemt i uorden. Græs og ukrudt har bredt sig over ruinen. En lige stenrække anbragt hen over de væltede randsten må stamme fra forfaldsperioden, hvad den så ellers skal betyde.

I mere end to årtusinder, indtil ældre bronzealder, fik højen lov at ligge på denne måde, men så skete der noget. En fornem person var død og skulle efter datidens skik jordfæstes i en vældig gravhøj. Egnede bakketoppe findes ikke i nærheden, men dyssen ligger temmelig højt, og bygmestrene har vel indset, at ved at lade den indgå i det nye mindesmærke kunne de spare en del af anlægsarbejdet. Langdyssens længde blev bestemmende for det nye jordværks diameter, men stengærdet, der smukt markerer omkredsen, viser, at man har gjort højen let oval (det lille snyderi er der sikkert ingen, der har lagt mærke til). Ved begge ender af dyssen har man væltet de randsten, der ikke allerede var faldet af sig selv, for at de ikke skulle stikke op gennem siden på bronzealderhøjen og røbe stengravens tilstedeværelse.

Der blev fundet tre bronzealdergrave, men spredte fund af ødelagte genstande viser, at der har været flere endnu, de er blot for længst fjernet af ploven. Hvor højt, mindesmærket har været, kan vi ikke vide, men efter diameteren ville man anslå fem-seks meter eller måske lidt mere. Capeshøj var altså et virkeligt storværk.

Højen er nu totalt udslettet - hvad ploven levnede, fjernede gravemaskinen - men langdyssen ligger tilbage. Trods de nævnte mangler og 13 mere eller mindre bortsprængte randsten var den et imponerende monument, og det stod klart, at den burde bevares (Fig. 3). Stengrave er sjældne på denne ø, hvor man tidligt har inddraget al dyrkbar jord - og sløjfet oldtidsminderne, hvis store sten blev nyttiggjort som skærver i dæmninger og veje. Kun i skovene er der endnu bevaret nogle stykker, men selv dem er det gået hårdt ud over.

Efter en omfattende restaurering, hvor manglende randsten og tørmure blev erstattet med græstørvsvægge, kan dyssen nu tilkendes prisen som øens flotteste oldtidsminde. Det var vist egentlig ikke det, der var bronzealderfolkets mening, da de lod den gamle stengrav forsvinde under deres høj.