Bedstefars sten
Museumsfolk, der får meddelelse om et guldfund, vil straks føle sugen i maven og styrte afsted. Anderledes, når anmeldelsen gælder en oppløjet sten med runer; så er den dominerende følelse skepsis - i alt fald hvis man allerede nogle gange har været ude for »runer« lavet af ploven ved skuren hen over tilfældige marksten. Det er nemlig så sjældent, der kommer nye runesten frem af jorden, at det næsten ikke kan være sandt. Men det var det den 5. maj, da Viborg Stiftsmuseum blev kaldt ud til gårdejer Carl Vestergaard i Klejtrup en halv snes kilometer fra Hobro. Stenen lå der, lige op ad vejen, med solstrålerne direkte på - der kunne ikke være nogen tvivl, det var runer, men hvad der stod, måtte vi famle os frem til med fingerspidserne. Senere fik vi at vide, at det var en meget læsevenlig blindskrift, så vi burde måske have kunnet tyde mere end de to sidste ord: ᛋᚢᚾ : ᛋᛁᚾ. Først ved nattetide brød det igennem. I de skrå stråler fra en almindelig lille lommelygte stod hele indskriften der pludselig, skarpt mejslet ind i granitten: (Fig. 1)
Af Mette Iversen
Fig. 1. Stenens runeindskrift
Den godt halvanden meter høje sten, flad på begge sider, har stået med forsiden mod vest, og runerne er blevet noget vejrbidte i fugerne. Indskriften lyder »auk ift amunta sunaR sun sin«, det vil sige »og efter Åmunde sin sønnesøn«. Erik Moltke daterer stenen til slutningen af 900-årene.
Det er helt åbenbart anden halvdel af en indskrift; der mangler oplysning både om stenrejseren og om en person, »auk« kan knyttes til. Man kan forestille sig, at bedstefaderen først måtte sætte sten over sin søn, som var faldet på vikingetogt, og derpå, år eller dage efter, en anden over sin sønnesøn, der havde lidt samme skæbne. Det er på flere punkter en bemærkelsesværdig runesten: den eneste i Danmark, der er del af et par, den eneste, der er sat af en bedstefar, og én af kun en håndfuld på oprindelig plads.
Stenen blev fundet i engen et halvt hundrede meter fra Klejtrup Sø, nær Klejtrup Bæk og den gamle vej norden om søen. Engstykket er først kommet oven vande i 1942, da spejlet i søen blev sænket ca 60 centimeter. Inden da var vandet stemmet op med en dæmning ved Klejtrup Mølle. Møllegården nævnes første gang i 1380, og det er sandsynligt, at den skal knyttes sammen med Klejtrup Volde, der formentlig er fra midten af 1300-tallet. Ved anlæggelsen af møllen og den dermed følgende vandstandshævning har runestenen mistet fodfæstet, er faldet om og har ligget urørt, indtil Carl Vestergaard gik igang med at fjerne den bunke sten, der lå i vejen, da han ville til at dyrke engen op.
Omkring runestenen har ligget en del - måske en kreds - mindre sten, hvoraf de fleste sammen med den blev slæbt op til vejen. Det oprindelige jordsmon er desuden i århundredernes løb vasket væk, så anlæggets karakter vil næppe kunne afgøres, selvom stedet naturligvis vil blive udgravet. At fundstedet virkelig er stenens oprindelige plads, er der ikke megen grund til at tvivle på: markerne nord for vejen er stadig, trods vandstandssænkning og dræning, fugtige og først for nylig dyrket op; det er helt usandsynligt, siger Carl Vestergaard, at der kan være tale om rydningssten derfra (Fig. 2).
Fig. 2. Talrige vadesteder og broer omgiver Klejtrup Sø og tegner de mange vejlinjer, som vikingetidens og middelalderens færdsel har trukket gennem egnen. Af de nærmeste har Hvornum Vase og Onsild Bro ført til Viborg-Hobro Vejen over Skals Å. Ville man videre nordpå, stod Lokeshede Vase til rådighed. Runesten savnes ikke i området, men de gamle fundrapporter giver sjældent mulighed for med blot nogenlunde sikkerhed at lokalisere deres oprindelige plads.
Runesten blev ikke rejst i afkroge, men tværtimod ved alfarvej og ofte i tilknytning til vadested eller bro, altså netop som man ser Klejtrupstenen. Man skal dog ikke fæste sig for meget ved dagens landskab; bækken er reguleret, på kort fra ca 1850 ser den ud til at bugte sig længere vestover, så den har haft stenen på sin anden side. Vejen ligger en snes meter fra findestedet, og det er lovlig langt borte, det er rimeligst at tænke sig et vejspor lige forbi stenen. Denne vikingevej kan ikke umiddelbart passes ind i de vejsystemer, der er foreslået i forbindelse med den samtidige Fyrkat-borg kun otte kilometer borte eller med de middelalderlige kvaderstensbroer i omegnen. Men også den lokale færdsel har jo haft brug for forbindelsesveje med overgangssteder, og dem har der været en del af i det komplicerede vandløbsvirvar her i vandskellet. Vejens ubetydelighed i dag skal iøvrigt ikke vildlede, for år tilbage benyttedes den efter sigende til fisketransporten nordvestfra til Randers, og i begyndelsen af 1800-tallet var her gæstgivergård.
Tilbage står at finde det gamle vejspor og vadestedet, eller i alt fald bækkens oprindelige forløb, samt - ikke mindst - stenen med den første del af indskriften.
Måtte vor skepsis atter blive gjort til skamme!
Mere om runestensfundet kan læses i MIV (Museerne i Viborg amt) 8. 1978. - Om middelalderbroerne i området se Skalk 1974:1.
