Bedstefars sten

Museumsfolk, der får meddelelse om et guldfund, vil straks føle sugen i maven og styrte afsted. Anderledes, når anmeldelsen gælder en oppløjet sten med runer; så er den dominerende følelse skepsis - i alt fald hvis man allerede nogle gange har været ude for »runer« lavet af ploven ved skuren hen over tilfældige marksten. Det er nemlig så sjældent, der kommer nye runesten frem af jorden, at det næsten ikke kan være sandt. Men det var det den 5. maj, da Viborg Stiftsmuseum blev kaldt ud til gårdejer Carl Vestergaard i Klejtrup en halv snes kilometer fra Hobro. Stenen lå der, lige op ad vejen, med solstrålerne direkte på - der kunne ikke være nogen tvivl, det var runer, men hvad der stod, måtte vi famle os frem til med fingerspidserne. Senere fik vi at vide, at det var en meget læsevenlig blindskrift, så vi burde måske have kunnet tyde mere end de to sidste ord: ᛋᚢᚾ : ᛋᛁᚾ. Først ved nattetide brød det igennem. I de skrå stråler fra en almindelig lille lommelygte stod hele indskriften der pludselig, skarpt mejslet ind i granitten: (Fig. 1)

Af Mette Iversen