Bed og arbejd

Øm klosters lange historie begynder 16. februar 1165, da en lille flok munke af cistercienserordenen drog ud fra Vitskøl i Himmerland for at finde en plads at slå sig ned. De prøvede flere steder - Sminge ved Silkeborg, Venge nord for Skanderborg og den lille holm Kalvø i Skanderborg sø - men fortrædeligheder af mange arter fik dem hver gang til at opgive forsøget. Først 1172, syv år efter udvandringen fra Vitskøl, fandt de deres blivende sted: »en grund, der hedder Øm - - mellem to søer, Gudensø og Mossø«. Når vi ved så god besked med disse ting, skyldes det, at en lille klosterkrønike dækkende tidsrummet 1207-67 er bevaret (se bladets midtersider). Den lader os følge munkene gennem den første vanskelige tid, hvor glæden over de vundne herligheder hurtigt afløses af opslidende trætter med stridbare Århusbisper. Den særlige interesse, som idag knytter sig til Øm klosters tomt, skyldes ikke mindst dette enestående dokument.

Klosteret blev ved nedbrydningen 1560 totalt udslettet, og på stedet bredte sig den lille by Emborg, i hvis navn man finder en mindelse om anlæggets korte verdslige efterspil. 1911 begyndte arkitekt ved Nationalmuseet C. M. Smidt en udgravning af pladsen, og den kom med afbrydelser til at strække sig over fulde 30 år. Herunder afdækkedes kirken og den meget omfattende kirkegård samt det meste af klosterets østfløj og en del bygninger lidt uden for det egentlige kompleks. En fuldstændig undersøgelse af hele anlægget lod sig ikke gennemføre på det tidspunkt, en vej var ført hen over arealet, og yderligere lå et par huse i vejen. Først i 1960'erne åbnede der sig mulighed for at komme videre, vejen blev lagt om og grundene opkøbt af Historisk Samfund, som allerede ejede det øvrige udgravede areal. En ny undersøgelse blev herefter iværksat 1975-78 af Lærestolen i middelalder-arkæologi ved Århus Universitet og med professor Olaf Olsen som leder. Herved frilagdes resten af tomten, som nu kan studeres i sin helhed. Øm kloster var, som man kunne vente, et firfløjet kompleks omkring en lukket gård med stengange langs murene. Nord for klosteret, sammenbygget med dette, lå kirken, mens nogle bygninger mod syd dannede rammen om en ydre klostergård (Fig. 1). Et smukt og velkomponeret anlæg, der ved umiddelbar betragtning må synes skabt på én gang (Fig. 2). Det er, som vi skal se, langt fra tilfældet.

Netop cistercienserordenen havde meget faste regler for, hvordan dens klostre skulle bygges og indrettes. Alt var forudbestemt, selv de enkelte rums placering og brug. Grundplanen fra Øm kan man genfinde ved talrige cistercienserklostre rundt i Europa, men det betyder ikke, de er blevet til samtidig og inden for et kort åremål. Byggeri i middelalderen var en langsom proces, en domkirke for eksempel kunne være under opførelse gennem et århundrede, og i Øm gik arbejdet ganske usædvanlig trægt. Faktisk stod det på gennem hele klosterets levetid. Endeligt afsluttet blev det først, umiddelbart før timeglasset randt ud.

Munkene må den første tid efter ankomsten til Øm have klaret sig med provisoriske huse, men det store teglstensbyggeri er snart kommet igang, og 1257 (85 år efter tilflytningen) var man, ifølge krøniken, så vidt, at de første bygninger kunne tages i brug: kirken og det, der med tiden skulle blive klosterets østfløj. Om kirken egentlig var færdig, kan dog på en vis måde diskuteres (Fig. 3). Den har, viser de udlagte fundamenter, efter den oprindelige plan skullet dække hele anlæggets nordside, men det er blevet opgivet; man nøjedes med et ganske kort skib af areal som de to korsarme. Det kan skyldes, at man simpelthen ikke havde brug for så stor en bygning. Skibet i klosterkirkerne var under gudstjenesten hovedsageligt forbeholdt lægbrødrene, de ikke munkeviede klosterfolk, der tog sig af det praktiske arbejde som landbrug og håndværk. Disses antal synes imidlertid - generelt for alle klostre - at falde drastisk i sidste halvdel af 1200-tallet og årtierne derefter. Det indskrænkede kirkebyggeri må ses i sammenhæng med denne reduktion, men naturligvis kan også andre forhold have spillet ind.

Klosterets økonomi kan på den tid, der her er tale om, ikke have været den bedste. De stadige trætter med Århusbisperne, som krøniken omtaler, har kostet dyrt, og 1300-årenes krisetider ramte især landbruget, der var munkenes vigtigste levebrød. Det kan have influeret på kirkebyggeriet, og det er uden tvivl årsagen til, at også selve klosterets opførelse gik i stå. Østfløjen fra 1257 kom gennem lange tider til at stå alene, men det er sandsynligt, at den har fungeret sammen med de omtalte provisoriske bygninger fra den første klostertid. Hvor disse har ligget, er endnu uafklaret, men meget taler for området øst for østfløjen. Her fandtes ved en kortvarig prøvegravning rester af en meget stor sen-middelalderlig bygning med spor af overhvælvet kælder - det kan være klosterets hospitalsafdeling, som man ved en række andre klostre finder placeret på tilsvarende sted, ofte som et selvstændigt gårdsanlæg af anselig størrelse. Det er naturligvis interessant, og netop i Øm har vi mange vidnesbyrd om, at munkene har dyrket lægekunsten, men et sådant kompleks kan meget vel have fjernet alle spor af de ældste klosterbygninger.

Området på den anden side østfløjen, det der var udset til klostergård, blev i den lange periode uden byggeri benyttet til allehånde praktiske gøremål. Ved udgravningen afdækkedes flere stensatte brønde, et stort ovnkompleks og mange store gruber, som nu fandtes fyldt med køkkenaffald, men som oprindelig må være gravet for at hente sand. Forskellige fund i gruberne daterer disse til midten af 1400-tallet, omtrent den tid, hvor vi må antage, byggeriet gik igang igen. Den stabilere periode, der fulgte efter Valdemar Atterdag og Margrethe, bragte velstand til klosteret som til det øvrige samfund. Nu kunne værket fuldføres.

Først blev sydfløjen bygget; tidspunktet kan ved hjælp af fundne mønter sættes til ca 1450. Nederst i de gravede fundamentgrøfter lagdes et bundlag af græstørv, og det må vi være taknemmelige for. Sagen er den, at Frederik 2.s nedbryderhold har været beklageligt effektivt netop på dette sted. Ikke alene har det fjernet alt egentligt murværk, men også hver eneste sten i fundamenterne - alene tørvene blev tilbage og sætter os i stand til at følge den 30 meter lange og ret smalle bygnings omrids og ruminddeling (Fig. 4).

Vestfløjen, der var knap så raseret, kan - bortset fra nordenden, som vi vil vende tilbage til - ikke være opført tidligere end år 1500, at dømme efter mønter, som blev fundet i fyldlagene. Den har i modsætning til de andre længer haft kældre med pillebårne hvælvinger i næsten hele sin udstrækning. Ved anlæggelsen af disse har den høje grundvandstand åbenbart generet. Man har forsøgt en slags dræning ved at grave dybt og påføre store mængder løst materiale, men det har alligevel været nødvendigt at lægge gulvet temmelig højt. Nedgravet i fyldlagene fandtes bemærkelsesværdigt nok skelettet af en ko. Betydningen af dette er ikke helt klar, men man kan ikke undgå at tænke på de dyreofre, der helt op mod vor tid er foretaget under nybygninger for at beskytte mod brand og anden fare. Skikken er ikke særlig kristelig, og hvis den virkelig er praktiseret her, må det sikkert skrives på håndværkernes regning. De kom jo fra samfundet uden for klostermurene (Fig. 5).

Det nordligste af kælderrummene var 7x10 meter i omfang og har som de øvrige været overhvælvet, men skilte sig alligevel ud fra disse. Det har tydeligvis hørt til en ældre bygning, der er indgået i længen, hvad den da også fra først af må være bestemt til. Hvor gammelt dette hus kan være, er svært at sige, men da det slutter sig tæt til kirkens aldrig benyttede fundamentforlængelse, kan man ikke udelukke, at det hører med til det ældste byggeri. Skulle det være det »bispens hus«, som omtales i krøniken?

Værket var nu fuldført, klosteret omsider bragt i overensstemmelse med ordenens forskrifter, men man har ikke ladet det blive derved. Vestfløjen fik en sydlig forlængelse, som sammen med en tværgående bygning og østfløjens sydende tegner omridset af en ydre klostergård i omtrent samme størrelse som den indre (Fig. 6). Den nordre gård var dog stadig den vigtigste. Den blev, som foreskrevet, udstyret med buegange langs alle mure og en stensat brønd i midten samt - må vi formode - med haveanlæg i resten af området.

Det strenge cistercienserreglement med dets forskrifter ikke alene for husenes udseende, men også for deres indretning og brug giver en enestående mulighed for at indpasse de fremgravede bygningsrester og de utallige løsfund i klosterets liv og dagligdag. Østfløjen var, næst kirken, den vigtigste del, og her holdt de munkeviede til (Fig. 7). Dens nordligste rum, der har direkte forbindelse til kirken, er et sakristi, hvor de hellige messekar opbevaredes, og derefter følger biblioteket, hvis bøger var anbragt i skabe. Det næste rum igen er fløjens vigtigste, kapitelsalen. Her samledes munkene hver morgen med deres abbed og påhørte et kapitel af den hellige Benedikts regler, hvorpå alt vesterlandsk klosterliv bygger. Beboere, der havde forset sig mod klosterloven, blev domfældet her, og var straffen piskning, eksekveredes den på stedet. Ved udgravningen afdækkedes murede bænke langs væggene og fire piller, der har båret ribbehvælv. De følgende to rum har fået samme hårde behandling som sydfløjen under nedbrydningen 1560; fundamenterne var næsten helt fjernet og gulvlagene bortgravet. Det første efter kapitelsalen er et trapperum, her var opgangen til munkenes sovesal i øverste etage, og under trappen har klosteret haft sit fængsel. Et sådant forlangtes i alle klostre fra 1229 med henblik på dem, der alvorligt forbrød sig mod klostertugten; i bevarede domme ses, at der kunne være tale om grov vold, ja endog manddrab. Nu følger et portrum, klostergårdens forbindelse med omverdenen, og østfløjen ender i en stor med midtpille udstyret sal, der på et tidspunkt er blevet delt i to. Den blev benyttet til forskellige praktiske arbejder, og her mødtes alle hver morgen og fik udleveret arbejdsopgaver og de nødvendige redskaber af prioren, abbedens højre hånd.

Gennem de henved 200 år, byggeriet lå stille, må porten i østfløjen have virket noget umotiveret; den førte jo ind til en ikke eksisterende gård. Men målet blev aldrig tabt af syne, og da arbejdet omsider genoptoges, gled de nye huse planmæssigt ind i mønsteret. Når man fra østfløjen trådte ind i den nyopførte sydfløj, befandt man sig i »varmestuen«, kaldt således, fordi den traditionelt var det eneste opvarmede rum i klosteret. Her kunne munkene arbejde med boglige sysler og skrivearbejde, og her foregik fire gange om året åreladning, der var et af midlerne til at bekæmpe det kødelige begær. Efter varmestuen fulgte et smalt gennemgangsrum, placeret centralt i fløjen, og derefter munkenes spisesal med tilhørende anretterværelse, hvorfra maden førtes ind gennem et hul i muren - formodentlig, som det kendes fra andre klostre, på en drejeskive. Uden for det sædvanlige skema finder vi på fløjens sydside en lille tilbygning - eller måske rettere to, for den er tydeligt tvedelt (Fig. 8). Den ene halvdel, der ligger ud for gennemgangsrummet, kan på grund af en fordybning i midten tolkes som et lille brøndkapel med fontæne - en velkendt cistercienserindretning, men normalt placeret andetsteds. Den anden del kan have rummet opgangen til den forhøjning i spisesalen, hvor lektoren under måltiderne læste højt for munkene af den hellige skrift; den plejer at være anbragt i selve salen, men kan under hensyn til fløjens ringe bredde være flyttet udenfor. Og mens vi befinder os i højderne, bør det nævnes, at sydfløjen givetvis, ligesom østfløjen, har haft en øvre etage. Den har uden tvivl fungeret som klædemagasin, dels for egne produkter, dels for importerede varer, som fund af klædeplomber viser, var til stede i Øm.

Vestfløjen i cistercienserklostre var i ordenens første tid forbeholdt lægbrødrene, men da Øm fik denne bygning, omkring 1500, må deres antal have været så lille, at de ikke kan have taget megen plads (Fig. 9). Huses skulle de jo imidlertid, og også andet klosterpersonale har haft værelser her, således kældermesteren - en yderst vigtig person med ledelsen af hele den landbrugsmæssige drift og med ansvar for lageret af fødevarer, som også opbevaredes i denne bygning (Fig. 10). Der skal meget til, når mere end 100 mennesker hver dag skal fødes, så man forstår betydningen af de rummelige kældre, netop vestfløjen er udstyret med. Fra portrummet mod syd førte en trappe eller slidsk ned i den store længdekælder, der ved en skillevæg var delt i to, og dertil sluttede sig kælderen under det ældre hus i nord. I det ovenfor omtalte inventarium fra klosterets allersidste tid nævnes netop tre kældre: herrekælderen (det må være den mod nord), svendekælderen og udspisningskælderen. Af indholdet opregnes blandt meget andet 53 tønder øl af forskellig kvalitet, 450 flæskesider, 16 tønder mjød, 7 oksekroppe, 48 fårekroppe, 4500 flyndere og 30 røgede gæs. Man levede godt i klostrene.

Tilberedningen af alle disse herligheder fandt sted i vestfløjens sydlige forlængelse, bygningen ved den ydre klostergård; her var køkken, bryggers, bagers og - i tværbygningen - en stor spisesal, som antagelig har været benyttet af gæster eller pensionærer. Før vi forlader den egentlige vestfløj, bør vi imidlertid skænke dens ældre del, huset mod nord, lidt mere opmærksomhed. Blandt fundene her var et lille malet vindue, som må antages at have siddet i bygningen. Det var naturligvis i skår, men har kunnet samles så vidt, at en indskrift på det kan læses: Broder Søren, abbed - . Fra 1495 til 1519 omtales ofte en abbed Søren, og det er vel sandsynligt, at han er manden bag vestfløjens opførelse. Med det lille vindue har han villet sætte sig et minde. Huset kan være abbedens private bolig.

Den lukkede gård mellem fløjene var munkenes have, men både denne og især den omgivende buegang er tillige anvendt som begravelsesplads - et supplement til den store kirkegård nord for anlægget, men forbeholdt munke og betydende personer. Undtagelser er dog gjort, blandt skeletterne i haven var flere af børn, i alder fra nyfødte til ca tolvårige. Det kan være pensionærernes afkom eller - sandsynligere - børn, klosteret har taget til sig som led i dets sociale arbejde. Flere af de i krøniken omtalte Øm-abbeder var således opvokset i selve klosteret. Blandt de voksne skeletter skilte et sig ud, det lå ikke i den sædvanlige gravstilling, men underligt forvredet og med en arm bøjet op over hovedet. Der kan, så uhyggeligt det lyder, næsten kun være tale om en skindød; den begravede munk har bevæget sig i kisten, dog formodentlig uden at være kommet til bevidsthed. Ifølge klosterreglerne skulle begravelse foretages straks efter dødsfaldet, senest næste morgen. Her er det åbenbart gået lidt for stærkt.

Med etableringen af det lukkede firfløjede kompleks omkring den stille klosterhave nåede munkene i Øm omsider frem til den tilstand af fredfyldt afsondrethed, som den hellige Benedikt foreskriver. Men klosterlivet havde også en anden side, som ikke mindst de mange enkeltfund bevidner (Fig. 11). Rundt om i værksteder og økonomibygninger gik dagene deres travle gang med arbejde fra morgen til aften; her levede man som ellers i datidens samfund, dog madmæssigt nok bedre og mere varieret. I ordenens valgsprog »Bed og arbejd« har man et klart udtryk for denne dobbelthed. Systemet havde som alt menneskeligt sine svagheder, men for samfundet uden for klostermurene var det af stor betydning, at nogen ville påtage sig at leve, som munkene gjorde.

Det egentlige kloster er nu, med halvfjerdsernes udgravninger, undersøgt i sin helhed, men der er nok for eftertiden at tage fat på. Det ældste klosterkompleks og den første kirke mangler vi stadig kendskab til, og rundt i området må ligge huse, værksteder og vandmøller for ikke at tale om den store ladegård med dens fæhuse og andre landbrugsbygninger. Først med alle disse vidnesbyrd tilføjet vil det være muligt fuldtud at forstå klosterets betydning i det samfund, det på godt og ondt var en del af gennem henved 400 år.

(Fig. 12)

Lit: Convivium 1979. - Løgumkloster Studier 2, 1980. - Skalk 1966:2.