Bagte sten

Forgangne efterår udgravedes nogle hundrede meter nord for gården et anlæg, som sikkert har at gøre med Ludvig Munks byggeri. Den lille ruin var af en tårnagtig teglstensbygning, 7 x 7,5 meter i omfang, med kraftig mur omkring en firkantet munkestensflade, der har dannet gulv i husets eneste rum. I dette gulv sås tre forsænkede, parallelt løbende baner, anlagt som forlængelser af tre åbninger i den ene sidemur (fig. 1). Bygningen var gravet ind i en bakkeskråning med forsiden - det vil sige siden med de tre åbninger - vendende ud mod en plant tilrettet flade med tydelige spor af megen færdsel. To murarme, udgående fra bygningens hjørner, har åbenbart tjent det formål at holde denne forplads fri for jord. Det er tydeligt, at der har brændt ild i bygningen - endda en overordentlig kraftig ild, som stedvis har deformeret murværket (fig. 2). Om arten af anlægget er der ingen tvivl: det er en teglovn, en såkaldt »enspænder« (fig. 3). Noget unikum er vort fund langtfra - disse ovne forekommer almindeligt gennem hele middelalderen og renæssancen - men det efter omstændighederne velbevarede bygværk har dog alligevel krav på interesse. Tegl er et anliggende med meget vide perspektiver, men derom senere. Lad os først betragte teglovnens funktion og praktiske udnyttelse (fig. 4).

Året 1302 nedbrændte Skt. Clara-klosteret i Roskilde, et nyt måtte snarest opføres, og nonnerne traf derfor aftale med Claus Teglbrænder i en kontrakt, som endnu er bevaret, og som fortæller meget om byggeriet i dets indledende fase (fig. 5). Til arbejdet skal bruges seks-otte mand, som ansættes af Claus, men lønnes af nonnerne. Klosteret stiller selv de nødvendige redskaber til rådighed: en vogn, seks trillebøre, seks andre bore (bærebøre vel sagtens), en hakke, to spader, to spande, to baljer og fire forme; alt skal efter endt arbejde tilbageleveres i uskadt stand. Også brændslet til ovnen sørger nonnerne for, men de må have haft dårlige erfaringer, for det understreges stærkt, at det ikke må bruges til sagen uvedkommende formål. Ud over disse forskellige ydelser erlægges et honorar bestående af en hest, en ko, et lispund byg samt et fast og et variabelt pengebeløb; det sidste er på 15 mark pr 1200 sten. Alt i alt en noget blandet betaling. At udregne på dette grundlag, hvad teglsten dengang kostede, er ingen nem sag, og slet ikke, hvis man ønsker beløbet omsat til nutidsmønt. Så meget er sikkert: Murværk var dyrt; det var noget, som kun kirken og meget velhavende privatpersoner havde råd til.

Brækkede teglsten tilfalder nonnerne vederlagsfrit; de kan bruges som murfyld og er altså ikke helt uden værdi. I øvrigt påhviler det Claus at bringe de færdige sten ud af ovnen, men han er ikke forpligtet til at fjerne dem mere end ti alen fra denne. Fragten til byggepladsen er ikke hans sag (fig. 6).

Teglbrændingen ved Nørlund fandt jo sted langt senere end den i Roskilde og muligt under andre vilkår, men hvad det rent håndværksmæssige angår, har der ikke været megen forskel på de to arbejdspladser. Leret har de nordjyske teglbrændere kunnet grave lige i nærheden, i kanten af morænebakken eller midt i bakken, hvor der stadig er en lavning. Det opgravede materiale blev anbragt på en særlig, dertil indrettet, brolagt plads, hvor det blev æltet, renset for eventuelle urenheder og blandet med sand, hvis det var for fedt. Teglstrygeren, formator laterum, som han kaldes i datidens dokumenter, havde de våde forme liggende på sit arbejdsbord, heri slog han det bløde ler så fast som muligt. Der skulle slås over 1000 sten i løbet af en arbejdsdag, så det kan ikke undre, at han blev træt - hvilket kan ses på stenene. Er de ikke slået ordentligt sammen i formen, krymper og sprækker de under brændingen (fig. 7).

Den fyldte form blev båret til liggepladsen, hvor stenen forsigtigt bankedes ud, der skulle ikke meget stød til, før den var skæv. Blot en dag efter kunne en dreng rejse stenene på kant, så de tørrede noget hurtigere, senere stabledes de i tørreladen, som beskyttede mod regn, men lod blæsten få frit spil.

Når tørringen var tilendebragt, blev stenene fyldt i ovnen, således stablet, at der i forlængelse af hver fyråbning fremkom en fyrkanal; det er disse kanalers plads, der så tydeligt er markeret i Nørlund-ovnens gulv. Stablingen, som ikke måtte være tættere, end at varmen kunne trænge op mellem stenene, fortsattes til ovnen var fuld, så blev skakten lukket oventil med et lag sten og ler, og nu kunne der tændes op. Vor ovn har kunnet rumme omkring 30.000 sten, som krævede det dobbelte antal tørv, hvis de skulle brændes med dette materiale. Nu havde Nørlund jo skoven til nabo, så man har sikkert fyret med træ eller trækul, men dyrt har det været under alle omstændigheder, og en enkelt brænding forslog til et storbyggeri som en dråbe i havet (fig. 8).

I begyndelsen gik man forsigtigt frem. De lufttørrede sten indeholdt endnu en del væde, først når den var drevet ud, kunne man sætte fuldt tryk på fyringen. I løbet af fire-fem dage blev temperaturen bragt op på lidt over 1000 grader, og nu slog ilden ovenud af bygningen. Blev ovnen tæt, hjalp et bøsseskud ind i et fyrhul (fig. 9).

Lerets sammensætning og fyringens intensitet var bestemmende for stenens farve, som man altså til en vis grad selv var herre over. I Nordjylland har man tilstræbt en flammet overflade, et spil i gult og rødt. Når ovnen var afkølet, blev stenene taget ud og sorteret, hvorefter de var klar til bortkørsel. Den kunne være vanskelig nok, en arbejdsvogn dengang rummede kun godt et halvt hundrede sten, så det er med god grund, man har lagt ovnene nær byggepladserne. Dette, at teglovne som regel ligger tæt ved bygninger af velkendt alder, er for os en heldig omstændighed; det giver en bekvem og præcis dateringsmulighed, og den er tiltrængt, for disse anlæg savner i nogen grad de modeprægede variationer, som normalt danner grundlag for arkæologisk tidsfæstelse. Den form, som teglovnen så trofast bevarede, havde den - i hvert fald i hovedsagen - fundet allerede i 1100-årene, da den først dukkede op i Danmark.

Teglstenens lange, men en smule usammenhængende historie begynder østpå, i oldtidens store kulturriger, hvoraf flere kan opvise teglstensbygninger, som må imponere, selv efter vor tids målestok. Med romerne vandrede teglen vestover, og den fortsatte, så langt riget rakte, det vil sige til England. Da Romerriget faldt, døde kunsten ud, tegl blev ikke mere fremstillet, men de gamle bygninger benyttedes som stenbrud. Teglsten hedder på engelsk »brick«, det betyder slet og ret brudstykke (fig. 10).

Længe efter, i begyndelsen af 1100-årene, blev kunsten at brænde teglsten genopfundet i Norditalien, og derfra bredte den sig med stor hast. Ved århundredets midte var den nået til Danmark, hvor den greb skelsættende ind i den igangværende udvikling. Det var på det tidspunkt knap hundrede år siden, stenen havde afløst træet som vigtigste byggemateriale. I begyndelsen foretrak man bløde stenarter som kildekalk og kridt, men gik så over til granitten, der var mere modstandsdygtig, men til gengæld sværere at behandle. Teglstenen, der nu kom til, havde det hele, var på en gang let at forme og af passende hårdhed; ikke underligt, at den straks blev populær. Den vidtberejste ærkebisp Eskil, Absalons forgænger i det fornemme embede, var vistnok den, der introducerede det nye materiale, nemlig da han i 1150'erne opførte sit cistercienserkloster i Esrum og nær derved borgen Søborg. De sten, Eskil benyttede, var ret små, nærmest som nutidens mursten. De slog ikke an, det blev den noget større munkesten, der kom til at præge de følgende århundreders byggeri (fig. 11).

Så bemærkelsesværdigt var det nye materiale, at kong Valdemar den Store har følt sig foranlediget til at nævne det på den beskrevne blyplade, han tog med sig i graven: »Også en mur til hele rigets værn, hvilket almindelig kaldes Danewerch, opførte han først af bagte sten« (fig. 12). Om baggrunden for teglstenens bratte dominans ved vi desværre meget lidt, men det er sandsynligt, at kongens engelske kansler Radulf, som i 1160 deltog i et kirkemøde i Pavia, har knyttet kontakt med lombardiske bygmestre og teglbrændere - ja måske har han ligefrem bragt dem med sig herop; at de har været her og har styret vort første teglstensbyggeri, er i hvert fald givet, ellers havde det ikke kunnet udfolde sig så suverænt, som tilfældet blev (fig. 13). Den gigantiske Danevirkemur er kun et af en række bygningsværker, som skabtes her i teglstenens allerførste år, og som alle må vække vor største beundring. Kong Valdemar selv stod bag Ringsted kirkens opførelse, dens østparti var færdigbygget i 1170'erne. I Sorø rejstes kloster under Absalons bevågenhed, og hans bror Esbern byggede sin femtårnede kirke i Kalundborg. I Vitskøl ved Limfjorden var der også storbyggeri i gang. På en grund, kongen havde skænket cistercienserordenen som tak for sejren på Grate hede, opførtes kirke og kloster - først i granit, men pludselig sadlede man om og fortsatte byggeriet i tegl. Som kirken var planlagt, ville den være blevet Danmarks største, men den blev aldrig fuldt udbygget.

Forbruget af teglsten har været enormt. Til den lidt yngre Roskilde domkirke medgik tre millioner sten, og flere kom til med årene, efterhånden som kirken udvidedes. Det forekommer næsten ufatteligt, at en fåtallig og dårligt udrustet befolkning har kunnet magte sådanne opgaver. Op gennem middelalderen tog byggeiveren ikke af, snarere øgedes den. Så kom reformationen, der bragte stilstand i det kirkelige byggeri. Også selve brændingsaktiviteten mindskedes efterhånden noget; skovene var ved at være udpinte, og det blev nødvendigt at importere sten. Omkring 1800 begyndte der igen at komme liv i ovnene, og derfra går en lige linje til de moderne teglværker (fig. 14).

Byggeriet på Nørlund, hvor vor teglovn må formodes at have medvirket, stod på i seksten år, fra 1581-97. Bygherren, Ludvig Munk, var næppe nogen behagelig arbejdsgiver, men til held for håndværkerne opholdt han sig største delen af tiden i Norge, hvor han 1577 var blevet statholder, og hvor han skaffede pengene til sin himmerlandske gård ved grov udnyttelse af det ham betroede embede. Om hans transaktioner og om hans uhørte brutalitet fortæller en række retssager. En hollandsk skipper, som forhindrede ham i at tilrane sig en ladning salt, blev trakteret med en langskaftet økse og derefter ophængt ved armene et halvt døgn, hvorunder han med mellemrum overhældtes med vand og saltlage. I Trondheim huskes det, at Ludvig Munk nedbrød dele af domkirken og lod salget af materialerne komme sig selv til gode. De efterhånden talløse klager over hans udskejelser medførte langvarige undersøgelser, men endelig - i 1596 - blev han på kongens bud afsat og idømt en klækkelig bøde. Som trøst i modgangen giftede han sig med den syttenårige, senere så bekendte, Ellen Marsvin.

Teglbrænderne på Nørlund har næppe anet, ad hvilke kilder deres lønninger flød. De passede deres ildsprudende håndtering, mens vognlæs på vognlæs af gode rødflammede teglsten skrumplede afsted til byggepladsen, indtil huset stod færdigt, og den nu hjemvendte Ludvig Munk kunne føre sin unge hustru over dørtærsklen. Året efter velsignedes parret med en datter, Kirsten. Hun blev Nørlunds bidrag til Danmarkshistorien (fig. 15, 16 & 17).

Litteratur: Årbøger for nord. Oldkyndighed, 1922. - Nordisk Kultur, bd. 17. - Tegl 8. Pjece udgivet af Teglindustriens tekniske tjeneste, 1964.