Bagsidens billeder

Et halvt årtusinde går ikke usporligt hen over malet træværk, og vi ved da også fra skriftlige kilder, at altertavlen flere gange er »renoveret«. Første gang var i 1514, kun 35 år efter opsættelsen, så årsagen kan i det tilfælde næppe have været forfald alene. Den daværende biskop over Århus stift, Niels Clausen, har som forgængeren Iversen Lange ønsket at sætte sit præg på kirken, hvilket var rimeligt nok, da han bestred embedet i ikke mindre end tredive år (Fig. 1). Det siges at være ham, der har skænket tavlens topstykke, som da skulle være tilføjet ved samme lejlighed, men denne himmelstræbende udvidelse kan nu meget vel have været med i den oprindelige plan (Fig. 2).

Den næste større restaurering fandt sted halvtredje hundrede år senere, i 1781, og denne gang er der ingen tvivl om, at den var stærkt påkrævet. Arkitekten skriver rent ud, at »på alteret har jeg ej gjort noget overslag, da jeg synes, det ikke er værd at reparere«. Heldigvis trådte en formuende enke, Madame Mørch, til med en kontant sum, og maleren Madsen Bruun, der udførte arbejdet, bestred resten af omkostningerne. Deres forgyldte navnetræk med tilføjelsen »ladet denne altertavle forbedre« blev, ved vi fra en skriftlig kilde, anbragt på fodstykket, hvor de dog ikke mere er at se. Hvor stor forbedringen var, kan vist også diskuteres, men det vil vi vende tilbage til. Hovedsagen var imidlertid, at forfaldet standsedes.

En pensel med brun farve har engang i 1800-årene været på færde; tidspunktet kendes ikke nøjagtigt, men det er i hvert fald før den tredje store restaurering, der vistnok slet ikke berørte bagsiden. Den fandt sted 1888-89 ved professor Magnus Petersen og konservator Steffensen.

På sin 500-årsdag er tavlen altså igen på værksted, denne gang fordi dens farver og forgyldning - stafferingen - var ved at miste sin bindkraft til træværket. Klimatisk forårsagede sammentrækninger i træet giver anledning til opskalninger og blæredannelser i det halvanden millimeter tykke kridt-grunderingslag, som skaller af, hvis der ikke gribes ind - hvad man altså nu er igang med på Nationalmuseets Farvekonservering i Brede. Samtidig renses den originale staffering for snavs, overmalinger og gulnede fernislag, og bagsiden har været genstand for en grundig farveundersøgelse efter de mest moderne principper. Et nyanskaffet infrarødfølsomt videoanlæg er her kommet i virksomhed. Med det kan man - på en TV-skærm - se reflekser fra underliggende farvelag, som ikke viser sig på almindelige røntgenbilleder, hvor malingens indhold af metaller er afgørende.

Bagsiden kan - som forsiden - inddeles i fodstykke, midtskab, sidefløje, baldakin og topskab, men dertil slutter sig et støttestillads af egebjælker, der ligesom har udstykket fladen i felter. De lodretgående planker, som danner væggen, er af eg, bortset fra baldakinen, der har fyrrebrædder påsømmet. Ved altertavlens nedtagning stod alt i brunt, men på sidefløjene var malet to figurer, en biskop med helgenglorie og Skt Christoffer bærende Jesusbarnet over floden, og ovenover, på baldakinen, sås to våbenskjolde repræsenterende bisp Clausens fædrene og mødrene slægt (Fig. 3). De fire billeder, der ikke var store kunstværker, kunne nu ikke være fra Clausens tid, men havde altså dog bevaret mindet om ham. I en »Kortfattet beskrivelse over Århus domkirke« fra 1835 læser man herom: »Bag på alteret ud til sakristiet er afmalet i fuld ornat formodentlig J. Iversen, andre mener, at det kan være Clausen, næst ved ham Maria med barnet Jesus omgivet af engle, i 3die rum den hellige Christoffer«. Biskoppen, som man altså har tænkt sig forestillede en af kirkens donatorer, og Christoffer kunne vi nikke genkendende til, men hvor var Maria med barnet?

Efter beskrivelsen skulle hun være mellem de to bevarede figurer, altså på midtskabets bagside, men her sås kun ensartet brun maling, den der som foran omtalt er påsmurt på ukendt tidspunkt i 1800-årenes senere del, dog før den store istandsættelse 1888-89. Dette lag er nu blevet fjernet, og det har vist sig, at det virkelig dækkede over et Mariabillede, men ikke af samme jævne kvalitet som Christoffer og biskoppen, derimod en pragtfuld senmiddelalderlig madonna omgivet af fire engle.

Åbenbart er der sket følgende: Ved restaureringen 1781 (årstallet står på topskabet, indridset endnu før malingen var tør) blev bagsiden overstrøget med en lyserød bundfarve; herved dækkedes en ældre dekoration med undtagelse af midtfeltets madonna og engle, som man skånede og blot tilføjede en garnering med rosenrøde skyer. På den røde farveflade nymaledes Christoffer og bispen samt de to våbenskjolde. Kunstneren var formodentlig Madsen Bruun, i hvert fald må billederne være en af de ting, hvormed han og Madame Mørch »forbedrede« altertavlen (Fig. 4). Det er denne bagsidedekoration, forfatteren til domkirke- beskrivelsen af 1835 har set (Fig. 5). Den stod et lille hundrede år, men blev så selv forbedret, nemlig af brunmaleren. Han skånede de nyere billeder, men ofrede det gamle, som han vel sagtens fandt for antikveret.

Problemet blev herefter at få klarhed over den oprindelige dekoration, af hvilken foreløbig kun madonnaen var registreret. De Clausenske våbenmærker peger jo tilbage i tid, så det var egentlig ikke med særlig undren, det ved de fortsatte undersøgelser konstateredes, at der under dem lå ældre, middelalderlige skjolde; der er altså tale om en opmaling, som dog har forvansket originalerne en del. Det var nu rimeligt at antage, at de to figurer, bispen og Christoffer, også var opmalinger af ældre billeder, men det holdt ikke stik. Gennemlysningen afslørede, at der under Christoffer befandt sig en elegant malet kronhjort og under bispen en løve. Begge var dekorativt omslynget af frodig planteornamentik med blomster, frugter og forskelligartede fugle - den bredte sig over det meste af tavlens bagside, dog med undtagelse af topskabet, som var neutralt krideret, og baldakinens midtfelt (Fig. 6). Her, i området lige over madonnaen, dukkede endnu en figurgruppe op, først på videoskærmen, senere, efter at de yngre malingslag var fjernet, in natura.

Billedet, som viste sig, var en fornem middelalderlig Christoffer med Jesusbarnet på sin højre skulder og ved foden en hårkæmmende havfrue. Side om side med ham stod en pave med tiara, korsstav og anker - kirkens værnehelgen Skt Clemens. Der kan ikke være tvivl om, at det er disse figurer, Madsen Bruun har kopieret 1781, blot med udeladelse af havfruen og med paven degraderet til biskop (Fig. 7).

Denne oprindelige bagsideudsmykning med figurer, våbenskjolde og slyngværk er i modsætning til den senere af betydelig kunstnerisk kvalitet. Den er malet i temperateknik direkte på det rå træværk uden forudgående grunding. I malemåde henleder den tanken på kalkmalerier, som dem i kirkens søndre korsarm, der netop forestiller Christoffer og Skt Clemens. Ligesom her er alle konturer optrukket med en tynd streg, inden for hvilken klædedragtens mønstre og andre detaljer er malet og skraveret. Der er altså tale om en slags farvelagt tegning.

At middelalderdekorationen er en enhed, kan der ikke være tvivl om, og da den indeholder biskop Clausens våbenskjolde, må det være rimeligt at antage, den er hans værk. Han har ønsket at sætte sig et minde, men han har ikke, som han er blevet beskyldt for, ladet sig selv afbilde, hverken med eller uden helgenglorie. Den lille misforståelse må vi tilskrive Madsen Bruun.

Til sit gravsted havde Niels Clausen allerede 1494 valgt en fornem plads lige bag højalteret, og her jordedes han ved sin død 26 år senere. Straks i begyndelsen af 1500-årene foretoges en stor korudvidelse; den medførte væsentlige ændringer, og man forstår, at altertavlens bagside i sin tarvelighed har haft svært ved at leve op til senmiddelalderens arkitektoniske idealer i det lyse rum. Hvad var mere nærliggende end at beklæde baldakinens åbne spantekonstruktion med brædder, så at bagsiden blev en ensartet flade, og sætte en af kirkens kalkmalere til at dekorere den på et tidspunkt, hvor der alligevel skulle igangsættes store dekorative arbejder i kirken. Som nævnt ved vi fra kilderne, at Niels Clausen 1514 lod altertavlen renovere, så det er sikkert ved den lejlighed, den har fået sin forskønnelse. - 1709 blev korets østende indrettet til sakristi og bisp Clausens grav nedlagt, men han fik dog i næsten 200 år lov at hvile under sit værk.

Restaureringen er stadig uafsluttet og levner altså mulighed for nye opdagelser. For eksempel er Madame Mørch og Madsen Bruuns litterært bevidnede navnetræk endnu ikke fremdraget under fodstykkets farvelag. Derimod har vi på midtskabets fodskammel fundet en anden signatur, selve mesterens: Bernardus fecit me. Bernt (Notke) gjorde mig.

(Fig. 8)

Lit: Erik Moltke: Bernt Notkes altertavle i Århus Domkirke. 1970.