Båndkæppeskoven

Indtil landboreformtiden var grænserne mellem agerland, overdrev og skov flydende, men med skovloven af 1805 blev der afstukket faste skel mellem landbrugsjorden og den skov, der fremover skulle holdes i fred bag solide stendiger. Samtidig rykkede husmændene ud og koloniserede overdrevet, hvis stenede land blev forvandlet til givtig agerjord.

Selvom det nu kun er beskedne rester, der er tilbage af den fordums skovpragt i Sydsjælland, så sætter skoven dog stadig sit stærke præg på landskabet. Rækken af strandskove fra Vordingborg og hen på den anden side af Kalvehave hører til landets smukkeste skovpartier, og de har meget at byde på for folk med botaniske og arkæologiske interesser.

Men også nyere kulturhistoriske minder vil man finde her. Kendt er de store, gamle »marineege«, som i begyndelsen af forrige århundrede blev udtaget til anvendelse ved genopbygningen af den flåde, som gik tabt under Englænderkrigen (Fig. 1). Nogle af dem bærer tydeligt præg af, at man har søgt af give dem en vækst, som gjorde dem velegnet til skibsbygning.

Vi skal her se lidt på et andet skovhistorisk minde, som er langt mindre anseligt, men til gengæld har et videre historisk perspektiv.

Ikke langt fra den vej, der fører fra landsbyen Viemose ind gennem Viemose skov, finder man et lille parti med højstammede 150-årige egetræer og underskov af hassel - ikke et vildtvoksende krat, men buske med regelmæssig afstand og med præg af tidligere forstlig pleje, selv om de nu ser lidt pjuskede og forsømte ud. Det er én af de bevarede rester af den såkaldte »båndkæppeskov«, som i forrige århundrede spillede en betydelig rolle i det lokale skovbrug. Botanikeren Chr. Vaupell, hvis pionerarbejde om »De danske Skove« udkom 1863, var fuld af beundring over »den smukke rationelle behandling af underskoven, som finder sted i de Petersgårdske skove«.

Han fortæller herom: »Medens man i andre skovegne nøjes med at afsætte hasselen til gærdsel (materialer til at bygge gærder af), behandles den i de Petersgårdske skove på en egen måde, hvorved det bliver muligt at forædle produktet. De lange hasselgrene, som udgår fra stubbene, forfærdiges til hammerskafter, tøndebånd etc og kaldes derfor båndkæppe. De betales efter længden, dog således, at værdien stiger efter længdeforholdet, thi når 8 båndkæppe, 2 alen lange, betales med 2 skilling, betales 8 båndkæppe, 5 alen lange, med 16 skilling og have altså otte gange så stor værdi«.

»For at opelske brugelige båndkæppe fordrer hasselen en bestemt behandling«, fortæller Vaupell. Erfaringerne har vist, at man bør anvende en omdrift, der i Viemose skov er på otte år. I løbet af disse otte år kunne man i reglen danne en båndkæp på fire alens længde. De længere båndkæppe fik man ved, at man hver høst lod nogle af skuddene sidde, således at »den nærende bladvirksomhed« kunne videreføres. I løbet af en sådan otteårig periode kunne man på én tønde land få 64 båndkæppe på fem alens længde, 640 på fire alen, 1420 på tre alen og 2756 på to alen (Fig. 2, Fig. 3). Den samlede årsproduktion lå i 1850'erne på mellem 12.000 og 30.000 båndkæppe.

Båndkæppeskoven gav arbejde til egnens husmænd ved hugning og sortering af hasselkæppene, men vigtigst var dog selve »båndgøringen«, fremstillingen af tøndebåndene. Alene i Kalvehave by var der ved folketællingen 1855 seks husmænd, der blev opført som »båndgørere«. Deres arbejde bestod i at flække hasselkæppene med kniv eller økse og at tildanne det udspaltede bånd til den ønskede tykkelse med båndkniven, mens det blev holdt fast i snittebænken.

Båndgørerne blev i begyndelsen af 1800-årene betalt med et bestemt pengebeløb pr hundrede kæppe. Der blev regnet med »store« hundreder på seks snese eller, for at være helt nøjagtig: et »hundrede« kæppe var 126, idet husmændene havde en hævdvunden ret til selv at tage en såkaldt »talkæp« for hver snes. Det var noget, som forstmændene ikke var så begejstrede for, da der var en tilbøjelighed til, at båndgørerne »tilbageholdt de bedste kæppe som talkæppe«.

Om afsætningen siger Vaupell: »Vordingborgs skippere anse sig eneberettigede til at købe kæppene, som tildannes af husmændene, hvorefter skipperne føre dem til København og sælge hammerskafterne til Holmen og båndkæppene til skibsbrug, før til den færøske handel«. Skovauktionsprotokoller fra 1850'erne viser dog, at de flittigste opkøbere af bånd og hammerskafter var fem-seks skippere, som var hjemmehørende i Kalvehave.

Selv om der var livlig afsætning på båndkæppene ved midten af forrige århundrede, så svarede resultatet dog ikke helt til forventningerne. I 1860 peger man på, at afsætningsforholdene har ændret sig, »idet hollandske pilebånd og billige jernbånd for en del have afløst de tidligere uundværlige hasselbånd«. Endnu en halv snes år fortsatte produktionen i fuldt omfang, men så måtte den i 70'erne de fleste steder vige pladsen for mere rentable bøgeplantninger.

Hvad er nu forklaringen på, at vi i en ca 60-årig periode har dette ejendommelige indslag i skovbruget under Petersgård, en produktion, som man ikke finder noget sidestykke til i andre skovdistrikter? For at besvare dette spørgsmål må vi gå noget længere tilbage i tiden, for båndkæppedyrkningen var i virkeligheden en gammel specialitet, som bønderne i Sydsjælland havde udviklet, og som statsskovbruget blot havde videreført. Forstmændene lagde da heller ikke skjul på, at de stod i gæld til 1700-årenes bønder, ja ifølge Vaupell indrømmer de endog, »at de ikke formå at producere så mange eller så gode båndkæppe, som bønderne kunne tilvejebringe, da de drev båndkæppehugsten «.

For at forstå forudsætningerne for 1700-årenes bondeskovbrug, må vi se lidt på, hvorledes ejendoms- og brugsretten var til skoven i ældre dage. I løbet af historisk tid forvandles skoven i Danmark fra at være et frit gode til et knaphedsgode, som blev underkastet stadig flere restriktioner. Allerede i senmiddelalderen synes bonden at have mistet sin jagtret, og gennem de følgende århundreder er retten til at jage skovens vildt et privilegium for kongen og adelen, som håndhæves med kraftige midler (Fig. 4).

I 1500-årene møder vi de første tegn på, at de danske skove ikke mere kan dække det støt stigende behov for tømmer til huse og skibe. Der må indføres træ fra Norge og Gotland, og der kommer restriktioner af forskellig art, for eksempel forbud mod at bruge jordgravede stolper i husene eller anvende vægge af tilhugne planker, de såkaldte bulhuse.

Da gavntræ var blevet en mangelvare, fastslog godsherren sin eneret hertil, og vi træffer da i 1600- og 1700-årene følgende princip som gældende i de fleste danske skove: Man skelnede mellem »overskoven« - de store træer, som gav gavntømmer samt olden til at føde svin på - og »underskoven«, hassel, tjørn, navr og lignende buskvækster, som havde gode vækstbetingelser i de lysåbne egeskove.

Overskoven var forbeholdt jordejeren, godsherren. Skulle bonden bruge gavntræ, kunne han få det efter udvisning fra godset - mod betaling eller som led i hævdvundne rettigheder. Hvis han da ikke valgte at forsyne sig selv i ly af mørket. Retsprotokollerne viser, at noget sådant næsten har hørt til dagens orden, for skovegnens bønder godtog aldrig helt, at det skulle være en forbryderisk handling at hente træ i skoven (Fig. 5).

Også retten til at drive svin på olden var knyttet til overskoven, og bonden måtte derfor betale en afgift, hvis han ville have andel i dette gode. Men skovbunden, græsset, kunne han frit benytte til føde for heste og køer, dér hvor skoven ikke var fredet. Også underskovens buske kunne han i reglen frit disponere over. De gav ham først og fremmest materialer til hegnene omkring de dyrkede marker, som tit måtte fornyes, samt risbrænde til den store bagerovn, men der kunne også findes emner til håndredskaber og lignende i underskoven.

Det var inden for disse meget snævre rammer, at bønderne i Bårse herred udviklede deres særlige skovbrug. Hver bonde havde sit eget indelukke, sin »skovhave«, som han holdt fredet for det græssende kvæg, og hvor han kunne udnytte underskoven. Det var navnlig to produkter, der blev dyrket med salg for øje: båndkæppe og æbler. Begge dele var baseret på den naturlige underskov. På den vilde skovabild podede man forædlede æblesorter, hvoraf mange var lokalt udviklede som Ågesæblet, Konfektæblet og Brøndæblet. God jordbund i forbindelse med gunstig beliggenhed gav et rigt udbytte af disse podede æbletræer. Omkring 1800 berettes det, at »der gives bønder, som i et godt år kan sælge 2-300 tønder æbler og derover af de træer, som stå adspredte på deres andel i skoven«.

Det vigtigste var dog den systematiske udnyttelse af hasselskoven til tøndebånd. En beregning af båndkæppeindustriens økonomiske betydning for områdets bønder har vi først fra slutningen af 1700-årene. I 1797 blev det anslået, at hasselskovene under Petersgård gods kunne indbringe ca 3000 rigsdaler årligt. Værdien af den enkelte gårds årsproduktion lå normalt på mellem 40 og 80 rigsdaler, men en enkelt nåede dog helt op på 200 rigsdaler - eller det samme som værdien af 10-12 gode heste.

Dette meget udviklede bondeskovbrug har tidligt givet anledning til forundring, og man har ledt efter en eller anden særlig forklaring. Den mente man at finde i Prins Jørgen, Christian den Femtes bror, der en overgang residerede som lensmand på Vordingborg. Af ham skulle bønderne have lært både æblepodningen og båndkæppedyrkningen, og det, han lærte videre, skulle være noget, som han selv havde kendskab til fra England. Denne myte er det dog ikke så svært at aflive, for i det historiske kildemateriale kan vi følge begge fænomener bag om Prins Jørgen og et godt stykke ned i 1600-årene.

Måske kan vi komme et skridt nærmere til en forklaring af i hvert fald båndkæppeindustrien. I middelalderen og op til omkring 1600 havde en del af bønderne i Bårse herreds kystegne skuder, hvormed de dels drev handel på Nordtyskland, dels deltog i de store sildefiskerier ved Skanør og Falsterbo. Her, hvor de internationale »Skånemarkeder« fandt sted, var der et særligt fiskerleje for bønderne fra denne del af Sjælland, kaldet »Jungshoved bondeleje«.

På Skånemarkedet blev der nedsaltet sild i tusindvis af tønder til afsætning på det europæiske marked - og der må følgelig have været brug for alle de tøndebånd, der kunne fremskaffes. Og her havde Bårse herred med sine gode hasselskove og sin fordelagtige beliggenhed særlige muligheder som leverandør. Vi har en interessant parallel hertil fra det norske Vestland, hvor der under de store sildefiskerier på kysten var folk inde i fjordene, som på lignende vis blev specialister i at lave tøndebånd. Det lader sig næppe bevise, men det forekommer sandsynligt, at Bårse-bøndernes specielle håndværk er udviklet under det middelalderlige silde-eventyr (Fig. 6, Fig. 7).

Sålænge Bårse-bønderne var fæstere under kronen, kunne de udnytte deres båndkæppeskov uantastet, men i 1774 blev krongodset solgt, og området ved Kalvehave blev til et privat gods, »Petersgård«, som fik navn efter den første ejer, Peter Johansen. Han havde tjent sine penge som skibsreder, men var bondesøn fra egnen og kendte meget vel egeskovene og deres muligheder. Og da han ønskede at få det størst mulige udbytte af sit nyerhvervede gods, søgte han blandt andet at fratage fæsterne retten til at udnytte underskovens hassel. De satte sig imidlertid til modværge og en langtrukken retssag førte til en dom, som gik Peter Johansen imod.

Det gav dog kun bønderne en stakket frist, for i 1799 købte staten godset tilbage for at sikre sig de gode skove. Nu blev der foretaget en effektiv udskiftning i alle landsbyerne, og som et led i den blev bønderne udelukket fra skoven, som fremover skulle underkastes forstlig drift. Så sent som i 1812 gjorde bønderne et sidste forsøg på at sikre sig udnyttelsen af én af skovene, Viemose strandskov. Deres andragende herom til Rentekammeret slutter med disse ord: »Ved den lyst, vi have til hæsselskoven og frugttræernes behandling, og ved eget arbejde og flid ville vi kunne gøre os den skov fordelagtigere end andre, der ikke selv kunne behandle dem og skulle leje til arbejde og kørsel, og vi fik derved vort sædvanlige vinteraftensarbejde, det vi nu tildels må savne«.

Deres andragende blev ikke imødekommet, og dermed er det lange kapitel om bøndernes båndkæppeskov definitivt til ende (Fig. 8). For skovbønderne, som ikke mere havde noget at bruge generationers opsamlet viden og ekspertise til, havde nu kun én mulighed tilbage: at blive agerdyrkere som alle andre bønder (Fig. 9). Deres eksempel er imidlertid ikke helt enestående. Før landboreformerne kunne man i mange andre skov- og hedeegne finde en sammensat bondeøkonomi af samme type som den i Bårse herred: Landbrug kombineret med en håndværksmæssig specialitet eller udnyttelse af en eller anden lokal ressource, ofte således at det var denne »binæring«, der bragte rede penge til huse. De fleste steder gik det i landboreformtiden som i Sydsjælland: Det gamle sammensatte erhverv blev opgivet, og bonden satsede fra nu af kun på agerdyrkningen, stimuleret af de stærkt stigende priser på korn.

De gamle lokale bondespecialiteter forsvandt dog ikke med det samme. De fortsatte mange steder op gennem 1800-årene, men nu var det husmændene, der havde overtaget dem. De måtte med deres beskedne jordlodder stadig basere deres tilværelse på en sammensat økonomi, hvor landbruget blev kombineret med enten dagleje eller håndværk, alt efter hvilke lokale muligheder der fandtes. I Bårse herred blev det, som vi har set, den gamle båndkæppetradition, der videreførtes af egnens husmænd i skovvæsnets regi.

Lit: Holger Munk: Hasselskoven. En skov- og landbrugskulturhistorisk studie fra Sydsjælland 1600-1700. Frederikssund 1969.