Ave Maria

Rig og fattig stod langt fra hinanden i middelalderen, men én ting havde de tilfælles: de ydre tegn på fromhed. På Elmelundemesterens billeder er det rosenkransen, men det kunne også være et pilgrimstegn påsyet tøjet, og selv her gjorde standsforskellen sig gældende. Den fattiges var måske et simpelt blymærke fra Kippinge eller et af de andre hjemlige valfartssteder, den riges kunne være af sølv og fra en berømt helligdom i Sydeuropa. Pilgrimsmærker er ikke så ualmindelige i arkæologisk sammenhæng. Det er derimod rosenkranse.

To heldige fund i 1989 har forøget antallet af danske rosenkransperler fra middelalderen betydeligt. Det ene blev gjort ved en udgravning, Morslands historiske Museum foretog lige uden for sin egen hoveddør. Museet har til huse i den eneste bygning, der endnu står tilbage fra johanniternes Dueholm, som de overtog 1370 lidt uden for Nykøbing på Mors. Museets have og gårdsplads gemmer derfor bygningsrester, grave og meget andet fra det rige kloster, der efter reformationen endte som stenbrud.

Der er i de senere år gravet meget på Dueholm, og anlæggets bygningshistorie begynder så småt at tegne sig. Under dette arbejde er mange grave på klosterets kirkegård blevet undersøgt - ikke blot munkenes, men også grave for almindelige borgere, der havde råd til at købe sig en gravplads tæt ved kirken, hvor der døgnet rundt var messer, som man kunne håbe, ville forkorte opholdet i skærsilden (Fig. 2).

Set fra en arkæologisk synsvinkel er det en svaghed ved den kristne gravskik, at den ikke tåler gravgaver - eller rettere, at den normalt ikke gør det, for der er nemlig undtagelser. På Dueholm gav en af borgerbegravelserne nord for det sted, hvor kirken har ligget, det omtalte sjældne fund: fem perler fra en rosenkrans. Tre af dem er af rav, meget slidte, for det bløde materiale tåler ikke at blive drejet dag efter dag. De to andre er derimod velbevarede, de er af jet, en stenart i familie med kul og helt anderledes slidstærk end ravet. I Frankrig benyttes jet den dag i dag til fremstilling af rosenkranse.

Det andet fund kom frem en decemberdag i Århus. Her foregik arbejdet ikke på en solfyldt gårdsplads, men i en mørk, nygravet kloakgrøft. Man var stødt på skeletter, og det lod sig let fastslå, at de stammede fra det karmeliterkloster, som tiggermunke i 1480’erne anlagde lige uden for middelalderbyen. Som Dueholm endte også dette bygningsværk efter reformationen som stenbrud. I dag er området tæt bebygget og kan kun undersøges punktvis i forbindelse med byggearbejder. Det sker nu og da, at Forhistorisk Museum, Moesgård, bliver kaldt til stedet.

Heller ikke gravene her plejer at rumme genstande, men to af dem i kloakgrøften gjorde det ikke desto mindre. I den ene lå ved skelettets venstre arm fire fornemt mangekantede sølvperler samt rester af træperler, vel sagtens bevaret på grund af sølvets nærhed. I den anden fandtes ved skulderpartiet fem store ravperler af form nærmest som ballondækkene til en gravko. Det må forklares ved, at mindre og nu forsvundne perler daglig har ædt sig lidt ind i ravet, netop som perlerne i en rosenkrans kan blive slidt.

Rosenkranse hørte med til senmiddelalderens Mariadyrkelse. Den fulde bøn til Guds moder bestod af 150 Ave Maria (svarende til de 150 gammeltestamentlige salmer). De blev fremsagt i afdelinger på 10 og mellem hver afdeling et Fadervor. Det var altså vigtigt at kunne holde regnskab, og hertil tjente rosenkransen. Den havde mange variationer, men det normale var, at der efter 10 Ave Maria-perler fulgte en Fadervor-perle, afvigende fra de andre ved størrelse, form eller materiale, derefter igen 10 Ave Maria-perler osv. Det samlede antal perler var ikke nødvendigvis 165 (150+15), man klarede sig med mindre, vel som regel 55 (50 + 5), hvilket altså vil sige, at en fuldstændig bøn krævede tre gennemgange af kransen. Den var en slags kugleramme, et nyttigt redskab, men tillige et tegn på ejerens fromhed, og det var jo heller ikke at foragte.

Perlerne i de to nyfund er antagelig Fadervor-perler; de andre var sikkert af træ og er gået til grunde, bortset fra de få i Århusgraven. Måske har vi her forklaringen på, at der er fundet så få rosenkransperler ved arkæologiske undersøgelser: de har almindeligvis været af forgængeligt stof (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). Der er i hvert fald ingen tvivl om, at mange mennesker i senmiddelalderen gik rundt med sådanne kæder. Hansestaden Brügge i Belgien havde de fleste værksteder for fremstilling af rosenkranse, men også Lübeck var storproducent; her arbejdede ved midten af 1400-årene 39 mestre udelukkende med rosenkransfremstilling, og da hver mester havde svende og lærlinge, har det været flere hundrede mennesker, der tjente til udkommet på denne måde alene dér i staden.

Brugen af bedekranse kan tænkes udbredt i den kristne kirke efter korstogstiden, hvor ridderne har set tilsvarende kranse blandt Orientens muhamedanere. Navnet rosenkrans, der både betegner serien af bønner og selve bedekransen, må være en frugt af middelalderens rige billedsprog: bønnen blomstrede som en rose til jomfru Marias ære. Der fandtes pragtudgaver, hvor perlerne var udskåret som små roser. I slutningen af middelalderen dannedes der rundt om i Europas byer såkaldte rosenkransbroderskaber, hvor medlemmerne gav løfte om hver uge at bede en hel »Mariapsalter« og i øvrigt at være hinanden til hjælp på forskellig måde. I Danmark kendes sådanne sammenslutninger fra Slesvig og Odense. Af den bevarede vedtægt for Slesvigbroderskabet fremgår, at det var tilstrækkeligt, hvis man blot agtede at bede det foreskrevne antal bønner. En yderst liberal indstilling, men typisk for den degeneration af de religiøse anliggender, som førte til reformationen. Ved dens indførelse i Danmark 1536 afskaffedes - i hvert fald i teorien - helgendyrkelsen og dermed brugen af rosenkrans.