Arvesølv
Der findes tusinder af gamle sølvskeer her i landet, men denne er alligevel noget særligt. Af tre grunde: Der kendes ingen helt mage til den. Den er ca 400 år gammel. Vi kan gennem det meste af dette tidsrum følge dens vej fra ejer til ejer, i en borgerlig familie vel at mærke. Det sidste er ikke det mindst mærkelige, og det kan tilføjes, at vi oven i købet ved, hvordan disse ejere så ud.
Af Ellen Lissner
Denne ske har altså ikke som de fleste af dens jævnaldrende været gravet i jorden, gemt hen i ufredstid og glemt, for så at blive fundet og havne i en museumsmontre. Den er arvet - har vandret fra generation til generation, fra hjem til hjem, og heldet har været med den, så at den lykkeligt har undgået tyveri, ildebrand, omsmeltning og andre farer.
Dens form og proportioner er så usædvanlige, at man uvilkårligt lægger mærke til den: et cirkelrundt skeblad, seks centimeter i diameter, med et kun fem centimeter langt kantet skaft, der ender i fire stiliserede liljer omkring en forgyldt kugle. I bladet er der indgraveret et bånd - ligeledes forgyldt - med nogle bogstaver på, men ingen kunne sige mig, hvad de betød, da vi for ca 30 år siden arvede skeen. Den ankom sammen med en del andet sølvtøj til en fynsk præstegård, og da den var smuk og usædvanlig, blev den taget i brug som sukkerske - for smukke ting skal bruges, så man hver dag kan glæde sig over dem!
Så kom krigen og rationeringen. Skeen var absolut ikke økonomisk at bruge i en sukkerskål; den måtte erstattes af en meget mindre og fik selv sin plads i en skuffe, hvor den lå stille og ubemærket i mange år.
Der sker så meget i løbet af 30 år; for eksempel kan man komme til at interessere sig for slægtshistorie og ad mærkelige veje grave oplysninger frem, som har været glemt i årtier, ja i århundreder. Da jeg en dag for nylig igen fik fat i den lille sølvske og atter læste bogstaverne, som er graveret ind i den, vidste jeg pludselig, hvad de betød! Det var næsten, som skeen fik mæle og fortalte mig sin historie - der samtidig er slægtens historie, et stykke kulturhistorie og et stykke Danmarkshistorie. Og nu kan jeg give min viden videre - fortælle om, hvor skeen har været, før den kom til os i den fynske præstegård.
Den kom fra mine svigerforældres hjem. Han, Julius Lissner, var kaptajn og befor de store have i over 50 år - sejlede blandt andet under hele første verdenskrig, så det er ikke mærkeligt, at der i den familie blev fortalt mange spændende historier om søen og sømandslivet. Det var hans kone, Louise Lissner, født Børre (1863-1938), der havde bragt skeen ind i familien, men hun vidste ikke andet om den, end at den havde tilhørt en af hendes forfædre, som rejste en del, og som ikke kunne lide at spise med kroernes træskeer; de blev efter brugen slikket af og stukket op under hanebjælken, hvor de sad, til nye krogæster fik brug for dem. Derfor havde han sin egen ske med sig, og den var så kort i skaftet, for at den bekvemt kunne ligge i en lomme. Hvem den mand var, og hvornår han levede, det var der ingen mere, der huskede. Allerede her svigter altså familietraditionen (Fig. 1). Længere kunne vi ikke komme, hvis ikke skeen selv havde vist os vejen, den har fulgt.
Viggo Lissner. Født 1902.
Louise Lissner, født Børre, 1863-1938.
Overlærer Chr. Børre, 1819-85.
Dorthea Margr. Børre, født Anthon, 1798-1888
Konsumptionsinspektør Adam Gottlob Anthon, 1756-1829. Maleriet gengivet med venlig tilladelse af fru I. Anthon.
Hofbygmester Georg David Anthon,1714 -81. Maleriet gengivet efter en kopi på Frederiksborgmuseet.
Louises hjem var i Hillerød. Hendes fader, Christian Børre (1819-85), var overlærer ved Frederiksborg lærde skole, hvor han underviste i fagene fransk og latin. Han var ikke født der i byen, men var kommet dertil som trettenårig sammen med sine forældre - og dem må vi også interessere os for, da de har været skeens ejere. Faderen Christen Børre - jurist af uddannelse - fungerede en årrække som postmester i den nordsjællandske købstad; det var dengang postdiligencerne kørte fra by til by, og før frimærkerne var opfundet, så hans funktioner har været noget anderledes end en postmesters i vore dage. Tidligere, før han kom til Hillerød, havde han været godsforvalter på Ledreborg, der som bekendt ligger mellem Roskilde og Ringsted. I sidstnævnte by hentede han sin brud, Dorthea Margrethe Anthon (1798-1888), som åbenbart har haft skeen med i sit udstyr. Familien Anthon hørte til det bedre borgerskab og må have haft råd til en passende medgift.
Dorthea Margrethes far, Adam Gottlob Anthon (1756-1829), var »Consumptionsinspecteur« (embedsmand ved skattevæsenet) i Ringsted, og når man ser på maleriet af ham, som endnu er i slægtens besiddelse, er man ikke i tvivl om, at han var en mand af betydning. Han giftede sig i en ret sen alder og velsignedes med fem børn, hvoraf dog de to var bragt ind i ægteskabet af hustruen. Hvordan og hvornår, han er kommet til Ringsted, er ikke helt klart, men måske har det lettet ham vejen til embedet, at han var eneste søn af en meget anset mand. Og her er vi ved sagens kerne: Adams far, Georg David Anthon (1714-81), er det sikre led i skeens ejerrække - og iøvrigt den i slægten, hvis livsgerning har sat sig de dybeste spor.
Georg David Anthon var arkitekt - eller bygmester, som det vist dengang hed. Som ganske ung kom han i huset hos århundredets største bygmester, Nikolaj Eigtved, blev hans elev og senere hans hjælper. Der var nok at tage fat på. 1728 var næsten halvdelen af København brændt ned til grunden, og det nye pragtfulde Christiansborg, som Christian VI efter sin tronbestigelse i 1730 fandt det passende at lade opføre, skabte øget aktivitet med rige muligheder for dygtige folk. 1740 flyttede kongen ind på sit nye slot, skønt det endnu langtfra var færdigt; seks år senere døde han, men efterfølgeren, Frederik V, fortsatte byggevirksomheden, og det i stor stil. Eigtved var hjernen bag planerne om Frederiksstaden, Frederiks Hospital, Frederikskirken og meget mere, og alt det har Anthon også haft del i. Sin tilknytning til mesteren forstærkede han ved at ægte hans brordatter; han blev lærer ved Kunstakademiet og, efter Eigtveds bratte død i 1754, kongelig bygningsinspektør. Tilsynet med Christiansborgs vedligeholdelse sorterede under ham, og på en række slotte - Hirschholm, Bregentved, Vallø - løste han vigtige opgaver. Fra de gamle københavnske vejvisere ved vi, at han i mange år boede på selve kongeslottet, så der har vor lille sølvske altså også opholdt sig, og den fik sikkert i tidens løb selskab af adskilligt andet sølvtøj, hvis skæbne vi ikke kender nu. Men hvordan kan vi så sikkert sige, at han ejede skeen? Jo i bladet står indprikket G D A, Georg Davids initialer; det er dem, der har røbet mig skeens historie.
Det var ikke ualmindeligt, at man satte sit eget navn på en ske, når man arvede den - og arvet må den være, for på båndet, der er indgraveret i skebladet under den store Anthons navnetræk, står et M A med en helt anden skrift, hvilket sikkert må henføres til Georg Davids fader Mathias Anthon (1688-1763). Om denne mand ved vi ikke så meget, men også han var bygmester, og det er sandsynligt, at han er indvandret fra Tyskland, hvor sønnen vides at være født. Han kan være kommet til landet på opfordring; Danmark var jo på det tidspunkt meget tyskorienteret, og som før omtalt var der særdeles god brug for folk med byggeri som speciale. Måske er Mathias Anthon den mand, som rejste meget og ikke kunne lide at spise med træske, og som derfor havde sin egen sølvske med i lommen - den for hvis skyld, han nu mindes af sine efterkommere i indtil ottende led. Reelt ved vi ikke andet om ham, end at han 1747-63 havde kontrakt om den årlige vedligeholdelse af Frederiksberg slot. Ja og så, at han blev begravet fra Petri tyske kirke i 1763. Han var da 75 år.
Eksperter siger, at vor sølvske er lavet engang i 1500-årene, så den har altså eksisteret længe før Mathias Anthon fik den i hænde; da det skete, har den allerede været en antikvitet. Har han også arvet den? Eller har han købt den? Hvem har haft den tidligere, og hvor er den fabrikeret? Båndet, hvor Mathias indskrev sine initialer, ser ud til at være oprindeligt, altså fremstillet samtidig med skeen; men dette bånd er bygget op omkring et bogstav, et stort og flot O, og det er meget nærliggende at antage, at det betegner skeens første ejer, ham til hvem, den er lavet. Hvem han iøvrigt var, denne O - ja det er skeens hemmelighed! Og man skal aldrig røbe sin sidste hemmelighed - gør man det, er man ikke længere interessant!