Arnolds mur

Bygningen der tales om, Trefoldighedskirken, er intet mindre end Roskilde domkirke - ikke den nuværende ganske vist, men dens nærmeste forgænger, efter bygherren kaldet Svend Nordmands kirke. Udgravninger uden for katedralen har for ganske nylig bragt netop dette anlæg i erindring.

Den første kirke på stedet var den, Harald Blåtand lod opføre - hvornår vides ikke med sikkerhed, men det må være sket efter hans overgang til kristendommen ca 960. Her blev han gravlagt, dræbt i kamp mod sønnen Svend Tveskæg. Bygningen, der har været af træ, fungerede gennem et halvt hundrede år, men blev på det sidste profaneret gennem en ugerning: Ulf Jarl myrdedes foran højalteret på befaling af kongen, Knud den Store. Det var i 1026; få år senere lod Ulfs enke, Estrid, mor til Svend Estridsen, en afløser opføre i frådsten, den første danske stenkirke, vi kender. Også denne kom til at eksistere et halvt hundrede år.

Omkring 1074 blev Svend Nordmand biskop i Roskilde. Han var en foretagsom herre, der lod frådstenskirker opføre i Ringsted, Slagelse og i særdeleshed Roskilde; her byggede han hele to af slagsen, nemlig Vor Frue kirke sydligt i byen og en afløser for Estrids kirke, der vel ikke har opfyldt de krav, som måtte stilles til en katedral (Fig. 1). Den nye domkirke, der havde karakter af basilika med to tårne i vest, stod færdig omkring 1080, men man lod sig ikke nøje med det: i direkte fortsættelse blev mod nord opført et klosteranlæg som bolig for kannikerne, de præster, som gjorde tjeneste ved domkirken. Svend Nordmand døde 1088 på Rhodos under en pilgrimsrejse til det hellige land. Vi ved ikke, om han nåede at se klosteret færdigt, muligvis faldt det i efterfølgeren bisp Arnolds lod at foretage indvielsen. I hvert fald blev det denne, der afsluttede anlægget ved at omgive kirke og kloster med en mur.

Kongsgården må have ligget umiddelbart vest for kirken - herfra var det, Absalon søgte ind bag klosterets beskyttende mure. Som bekendt blev forræderiet ikke til fordel for Svend, der dræbtes på Grathe hede i kamp mod Valdemar, som derefter blev enekonge. Allerede året efter blodgildet opnåede Absalon bispeværdighed i Roskilde, og han blev bygherren for stedets fjerde kirke, den nuværende domkirke, der i modsætning til forgængerne er opført i tegl. De brændte sten havde på det tidspunkt netop holdt deres indtog i Danmark.

Af Haralds trækirke er der aldrig fundet spor, men Estrids og især Svend Nordmands anlæg har efterladt ret betydelige rester, og det ses, at de har ligget præcis på samme sted som den nuværende domkirke - den ene bygning er anlagt så at sige uden om den anden. Ved gravninger uden for kirken blev også »Arnoldsmuren« påvist, dog kun til tre sider: nord, syd og øst.

Et af de spændende træk ved den nuværende domkirke er de mange tilbygninger af skiftende stilhistorisk præg; de har tid efter anden måttet tilføjes af hensyn til katedralens brug som gravkirke for de danske regenter. I disse måneder er et nyt kongeligt gravkapel under opførelse, men denne gang som en fritstående bygning, placeret ved det nordre tårn. Samtidig er kirkens nærmeste omgivelser taget under behandling. Vest for bygningen, altså ud for tårnpartiet, er i nyere tid blevet anlagt en slags terrasse; den er nu blevet fjernet og det naturlige bakkehæld genskabt, som det var.

Få steder i Danmark taler historien stærkere end her, så det er helt naturligt, at de omtalte arbejder blev kombineret med arkæologiske udgravninger. Det var med stor spænding, medarbejderne ved Roskilde Museum, Domkirkemuseet og Nationalmuseet sidste sommer stak spaderne i jorden, for området vest for kirken har ikke tidligere været undersøgt. Der blev anlagt fire felter, et større, nærmest kvadratisk, ved kirkens nordvesthjørne, hvor kapellet skulle opføres, og tre grøfter ud for tårnfronten - den ene af dem i kirkens længdeakse, lige foran hovedindgangen - den såkaldte Kongeport - midt mellem tårnene. Også uden for disse felter blev der, på grund af det almindelige gravearbejde, mulighed for at gøre fund og iagttagelser.

Som nævnt må den middelalderlige kongsgård have ligget vest for kirken, men den er aldrig blevet fundet, og lad det være sagt med det samme: det lykkedes heller ikke denne gang. Det undersøgte areal - i hvert fald største delen af det - har fra første færd været udlagt som kirkegård og har fungeret som sådan frem til 1820 (Fig. 2). Der blev fundet og undersøgt et stort antal grave, kun området lige uden for Kongeporten var helt uden sådanne. Her har altså siden 1000-tallet været friholdt en adgangsvej - meget muligt den Absalon benyttede, da han fra kongsgården søgte over i klosteret.

Efter at den mørke kirkegårdsfyld var fjernet, fremkom i alle tre udgravningsgrøfter spor af to paralleltløbende render, som i nord-syd-gående retning har strakt sig foran tårnpartiet. Den inderste og mindste lod sig uden videre forklare, hen over den lå nemlig en mængde brokker af frådsten, som viser, at der må være tale om fundamentgrøften for en til bunden nedbrudt mur, sikkert den bisp Arnold byggede omkring Svend Nordmands kirke; den er som nævnt påvist til de tre andre sider og nu altså også mod vest. Fra de tidligere udgravninger ved vi, den har været omkring 1,25 meter bred. Om højden har vi desværre ingen anelse, men det er tydeligt, der er tale om en kraftig mur (Fig. 3).

Den anden og større rende har løbet langs murens yderside; den har tidligere ladet sig ane ved de rester af Arnoldsmuren, som er fundet syd for kirken, men det er første gang, vi møder den over en længere strækning. Renden er halvanden meter bred i undergrundsniveau og omkring én meter dyb, altså noget af lighed med en voldgrav og sikkert også med voldgravens funktion (Fig. 4). Til enhver kirkegård hørte - dengang som nu - et gærde eller en mur, den markerede skellet mellem indviet og uindviet jord, men har også skullet hindre omstrejfende dyr såsom hunde og svin i at trænge ind og rode i kirkegårdsjorden. Her, hvor der er tale om en domkirke, har den vel tillige skullet virke imponerende, og det må den have gjort med sin voldgrav, der tydeligt giver den karakter af forsvarsværk. Graven er denne undersøgelses vigtigste resultat. De færreste havde vist forestillet sig Roskilde Domkirke fortificeret.

Befæstede kirker og klostre er sjældne, men dog ikke helt ukendte fænomener, og måske har der været flere af dem, end vi tror. Ved Løgumkloster i Sønderjylland er for ikke længe siden påvist mur med foranliggende grav (se Skalk 1983:3), men det er den eneste nærliggende pendant, som foreløbig er truffet på dansk område. Med særlig interesse noterer man sig, at der ved domkirken i Bremen er fundet befæstningsanlæg; ærkebispen her var indtil 1104 Nordens åndelige overhoved, og det kan meget vel være ad den vej, Arnold har fået inspirationen (Fig. 5). Kirkens store stenhus var vel uden sammenligning byens mest sikre bygning, og her har man - som Absalon - søgt tilflugt, når det kneb. Noget stærkt forsvar har muren med den beskedne voldgrav dog ikke kunnet yde, og kirkefæstningen har da også forholdsvis hurtigt mistet sin betydning. Fund i gravens fyldlag viser, at den er blevet jævnet i 1100-årenes anden halvdel, sikkert i forbindelse med Absalons kirkebyggeri. Kirkegårdsmuren er ved den lejlighed blevet rykket lidt længere mod vest. Der blev ved afgravningen fundet rester af den langs med nuværende Skolegade.

Det dominerende bakkeplateau, hvor katedralen ligger, har naturligvis fristet mennesker, længe før nogen tænkte på at bygge kirke her (Fig. 6, Fig. 7). I det store udgravningsfelt, hvor gravkapellet nu er under opførelse, blev helt ved bunden fundet gruber fulde af keramik fra yngre bronzealder. Der er tale om affaldskuler - ydmyge, men sikre tegn på, at der har boet mennesker i en fjern fortid.

Om købstaden, der blomstrede op omkring kongsgård og kirke, fortalte udgravningen ikke meget; dens mange gøremål har sjældent sat sig spor på kirkegården. Et glimt fik vi dog, takket være folk fra KTAS, der mens undersøgelsen stod på, foretog gravearbejder i Domkirkepladsens nordvesthjørne, hvor de stødte på resterne af en kælder med rige fund fra renæssancen. En tanke trænger sig på, nemlig at det er den »usømmelige vinkælder (vinbod)«, som Christian 4. i 1624 befaler flyttet fra kirkegården - fundene kunne godt pege i den retning. Der er ovnkakler, et fad, glasflasker, ravperler, en taphane og - mest bemærkelsesværdigt - en stentøjskande med årstallet 1577; at den har overlevet opholdet i jorden uden et eneste skår er lidt af et mirakel. Således fik denne udgravning, der har føjet nye spændende træk til Roskilde Domkirkes historie, en passende efterskrift (Fig. 8).