Arktisk kontakt

Da nordboerne for omkring tusind år siden koloniserede Grønland, var landet tilsyneladende ubeboet, men straks efter ankomsten indledte de opdagelsesrejser vestpå til Vinland og Markland, og her traf de på indfødte - skrællinger, som de kaldte dem - omend kun under nogle få, korte og i reglen fjendtlige møder. Hvis Vinland, som det nu synes mest sandsynligt, var Newfoundland eller området ved St. Lawrence bugten, så har Vinlands-skrællingerne helt sikkert været nordamerikanske indianere. Skrællingerne fra Markland, der almindeligvis identificeres med Labrador-kysten, kan derimod have været enten indianere eller palæoeskimoer, et eskimolignende folk, som på den tid fandtes over store dele af arktisk Canada. (Fig. 1) De spor af gammel bosættelse, Erik den Røde ifølge sagaen fandt på Grønland, var uden al tvivl fra palæoeskimoer, som tidligere havde været der, men var fortrukket andetstedshen.

Til de tre befolkningsgrupper i det nordøstlige Nordamerika - indianere, palæoeskimoer og nordboer - kom snart endnu et folk, nemlig Thule-eskimoerne, som fra deres hjemstavn Alaska vandrede ind i de andres område; fra dem nedstammer de nuværende eskimoer i arktisk Canada og Grønland. Med sig bragte de en speciel og effektiv form for havjagt, hvor byttet, store bardehvaler, blev taget fra skindbåde af mindst ti meters længde. Fra deres sibiriske naboer havde de overtaget den asiatiske bue med rygforstærkning af senetråd, og hos samme havde de tiltusket sig små stykker jern, der blev indsat som æg i våben, knive og andre redskaber. Thule-folkets vandring østpå begyndte i 1000-årene, måske tilskyndet af en mildning i klimaet med aftagende mængde af havis, som ikke blot gjorde Nordatlanten sikrere for de navigerende nordboer, men tillige havene omkring arktisk Canada lettere tilgængelige for både hvalerne og deres jægere. Efter alt at dømme nåede eskimoerne frem til Nordvestgrønland i slutningen af 1000-årene, så udbredelsen er foregået hurtigt. I 1200- årene invaderedes området ved Diskobugten, og deres bopladser i Sydvestgrønland - det egentlige nordboområde - kan nu dateres så tidligt som 1300-tallet.

En flok nordboer på rejse op langs Grønlands vestkyst ved midten af 1200- årene kunne efter hjemkomsten fortælle om møde med små mennesker, som ikke brugte jern - det er den første oplysning, vi har fra nordboerne, om det folk, der skulle blive deres nære naboer. I de følgende to århundreder, indtil kolonisationens tragiske ophør ved nordbobygdernes udslettelse, hører vi kun lidt om kontakt mellem nordboer og eskimoer, og den synes gennemgående at have været fjendtlig. Tilsyneladende overtog nordboerne intet som helst af den teknik eller livsstil, eskimoerne havde udviklet for at klare sig i den barske natur, og omvendt synes grønlandseskimoerne ikke at have hentet videre hos kolonisterne. Det er imidlertid svært at forestille sig, at to folkegrupper, hver formodentlig på flere tusinde mennesker, har kunnet færdes sammen i Vestgrønland i mere end to århundreder uden hyppig kontakt og et vist fællesskab i udnyttelsen af landet og dets ressourcer.

Arkæologiske fund i arktisk Canada tyder på, at der har været hyppigere kontakt mellem nordboer og eskimoer og også over et længere tidsrum, end man får indtryk af gennem de førstes beretninger, og det er ikke usandsynligt, at nogle af møderne fandt sted netop i arktisk Canada. Som allerede nævnt kendte Thule-eskimoerne brugen af metaller, skønt de ikke selv udsmeltede dem. Små stykker kobber og jern brugt som od eller æg på våben og redskaber af ben er fundet på de fleste af deres bopladser. Hovedparten af kobberet ser ud til at stamme fra naturlige forekomster i området omkring Coppermine-floden, hvor eskimoerne færdedes, mens det meste af jernet er af meteorisk oprindelse, fra Kap York i Nordvestgrønland, hvor der i forhistorisk tid er faldet en byge af til dels meget store meteorsten. Småstumper af begge metaller er hamret til den ønskede form, undertiden efter opvarmning. I nogle tilfælde har metallet dog været udsmeltet og kommer da næsten sikkert fra nordbokolonierne i Sydvestgrønland.

Udsmeltet metal, som altså må være af europæisk oprindelse, kendes nu fra ti af Thule-eskimoernes pladser i arktisk Canada, så langt sydpå som vestsiden af Hudsonbugten. Overraskende nok ser det ud til, at de fleste af pladserne må dateres til 1100- eller begyndelsen af 1200-årene, altså før de to folk efter nordboernes egne oplysninger stødte sammen på Grønland. (Fig. 2) Tilsvarende er der på to palæoeskimoiske bopladser, begge i det nordlige Quebec, fundet genstande af udsmeltet kobber. Man har luftet den teori, at hele det omtalte materiale kunne stamme fra et enkelt eskimooverfald på en flok nordboer, som har drevet jagt langs Grønlands vestkyst, og at det derefter er spredt gennem handel. At handel har spillet en rolle, er der ingen grund til at betvivle, men til de nævnte metalfund kommer yderligere et antal genstande af klar europæisk oprindelse, og den samlede mængde er trods alt for stor til, at nævnte forklaring kan være rigtig.

En indiansk boplads i det nordøstlige U.S.A. har leveret en norsk mønt fra 1000- årene (se Skalk 1982:3), og da der sammesteds optræder redskaber af en stenart, som kun forekommer i det nordlige Labrador, kan det meget vel tænkes, at også mønten er vandret ned fra et sted højere oppe på kontinentet, hvor den oprindelig er erhvervet. (Fig. 3) De fleste europæiske sager er fundet langt mod nord, på tre pladser østligt på Ellesmere-øen, der støder tæt op til Nordvestgrønland. De omfatter blandt andet stykker af en ringbrynje, uldent stof, bådsøm og en tømrers høvl. Efter tingenes antal og art mener udgraveren, Peter Schledermann, at de er efterladt af nordboer, som selv har besøgt disse afsides egne. Så direkte kan man næppe forklare de andre småfund i arktisk Canada, de har uden tvivl vandret fra hånd til hånd og kan være havnet langt fra det oprindelige kontaktsted. Lad os tage et par eksempler. Vestligt på Ellesmere øen udgravede en af nærværende artikels forfattere på en eskimoplads fra 1300-årene et stykke af en bronzevægt - den slags, som nordiske købmænd brugte til at afveje mønter og andre småting. Åbenbart var der en handelsmand mellem nordboerne, de indfødte kom i berøring med. (Fig. 4)

Det andet eksempel er fra en 1200-tals eskimoplads på sydkysten af Baffin-øen, undersøgt for nylig af en arkæolog fra Michigan State University. (Fig. 5) Det drejer sig om en menneskefigur, godt fem centimeter høj, skåret af strandingstømmer. Den er i tidens typiske eskimostil med fladt ansigt og stumpede arme, men forestiller en person med lang klædning og et kors på brystet - en dragt, der stemmer med tidens europæiske mode, så der næppe kan være tvivl om, at modellen var nordbo. Det lille kunstværk er sikkert en lokal frembringelse, altså næppe tilhandlet på Grønland, hvor eskimoerne også har moret sig med at afbilde nordboer, men i en lidt anden stil. Den simpleste forklaring må være, at kunstneren har set en nordbo på Baffins øen engang i 1200-årene. Om besøget var ufrivilligt, på grund af stranding, eller tilsigtet lader sig ikke afgøre, men vi ved fra kilderne, at så sent som 1347 gjorde skibe fra Grønland lejlighedsvis rejser til det skovklædte Labrador/Markland, antagelig for at hente tømmer, og det er sandsynligt, at man har fulgt ruten vestpå fra Grønland, over det smalle Davis stræde til Baffin-øen og derfra sydpå langs kysten til Labrador. Både på Baffin-kysterne og i Labrador kunne nordboerne møde eskimoer.

Skal man nu antage, at disse møder altid forløb fjendtligt? Formodentlig har de to parter været nogenlunde jævnbyrdige. Også i nordboernes område var metal og hårde træsorter sparsomme, så deres kampvåben har næppe været stort mere effektive end eskimoernes jagtvåben, og til kysttrafik har de sidstnævntes skindbåde sikkert været lige så manøvredygtige som de førstes træskibe. I sommersæsonen har de fleste eskimopladser kunnet mønstre omtrent samme antal kampdygtige mænd, som nordboernes små fartøjer kunne rumme. Gennemført fjendtlighed kan næppe have været til fordel for nogen.

Såvel nordboer som eskimoer var ivrige handelsmænd, og vi ved, at hver af parterne ejede ting, der lokkede den anden. Kolonisterne havde metal, måske i form af kassable redskaber, men dem kunne kyndige hænder stadig få noget ud af. Og de indfødte havde hvalrostand og skind, som var eftertragtede varer i Europa. Mon ikke de to folk har fundet ud af et for begge parter profitabelt handelssamkvem. Ellesmere-vægten og Baffin-figuren kunne tyde på det. (Fig. 6)

Kun en meget lille del af de i arktisk Canada påviste eskimobopladser er endnu blevet udgravet. Som arbejdet skrider frem, vil vi få øget viden om, hvordan samkvemmet artede sig i dette tidlige møde mellem to verdensdeles folk.

Lit: Tidsskriftet Arctic, bd33, nr 3, 1980. - Tidsskriftet Grønland, nr 5-6-7, 1982.