Arkæologi på Vandkunsten

Den gamle nu forsvundne ejendom bestod af et forhus og et sidehus, begge på fire etager med ialt otte ikke alt for rummelige lejligheder. På første sal boede i slutningen af 1830'erne kopist i Rentekammeret C. P. Berthelsen med sin familie. Skønt ægteparret allerede havde et par børn, var der også plads til tre unge nevøer, som var kommet til København for deres studiers skyld. To af dem var sønner af amtsforvalter Worsaae i Vejle.

Den yngre af Worsaae-brødrene, Jens Jacob, ankom til København i juli 1836, femten år gammel. Han skulle gå på Borgerdydskolen og blive student, men var nok så optaget af muligheden for at studere Det oldnordiske Museum og møde oldforskerne i København. Faderen var medlem af Oldskriftselskabet, og selvom sønnen naturligvis skulle gå embedsvejen, opmuntrede han dennes interesse for arkæologi med bøger og rigelige lommepenge. Allerede som elleveårig havde den unge Worsaae grundlagt sit private museum, og det voksede hurtigt, takket være gaver, køb og udgravninger, han selv foretog. Den vigtigste bagage, der fulgte ham til Vandkunsten, var et skab indeholdende hans oldsager. At samlingen ikke har været helt ringe, fremgår af at rygtet om den var ilet forud. Da den forventningsfulde unge mand så snart som muligt aflagde besøg på Det oldnordiske Museum, dengang opstillet i Christiansborg slots stueetage ud mod Ridebanen, blev han modtaget med åbne arme af museets leder, den berømte C. J. Thomsen, og hans assistenter Sorterup og Strunk. Straks efter gjorde Thomsen genvisit på Vandkunsten for at tage samlingen i øjesyn og »blev ikke lidt imponeret«, som Worsaae senere skriver. Det tror man gerne, når man hører, at skoledrengen i sit skab blandt andet havde de store, guldbelagte ceremoniøkser fra Brøndsted ved Vejle. Et par år senere lod han »til Thomsens usigelige glæde« museet overtage dem. (Fig. 3)

Lidt efter lidt fandt så godt som alle Københavns oldforskere ve] op ad trapperne til førstesalen på Vandkunsten, ja endda den ansete professor Nilsson fra Lund, som senere afbildede flere af drengens oldsager i sit banebrydende værk »Nordens ur-invånare«. Også den islandske filolog Finn Magnusen må have været blandt gæsterne, i hvert fald omtaler han samlingen i rosende vendinger. Samme Magnusen nærede stor sympati for Worsaae, han skaffede ham gennem sin anbefaling penge til en Sverigesrejse, og det er egentlig tragisk, at han dermed på en måde var med til at grave sin egen grav. På turen besøgte den unge forsker, nu student, nemlig Runamo-klippen i Blekinge, om hvis formodede runeindskrift Magnusen havde udgivet et stort værk. Worsaae kom til den overbevisning, at tegnene var naturens frembringelser, en antagelse, som han udbyggede med beviser og fremlagde i en afhandling, hvad Magnusen tog sig meget nær; skønt han behandlede sin modpart med uforandret velvilje, er det sandsynligt, at græmmelsen har medvirket til hans død et par år senere. En anden af datidens lærde myter, som Worsaae nedslagtede, angik moseliget fra Haraldskjær ved Vejle (se Skalk 1975:3). Han påviste, at det ikke, som almindeligt antaget, kunne være den norske dronning Gunhild, men at det fornuftigvis måtte indrulleres blandt jernalderens ukendte døde. Mange så naturligvis skævt til den fremfusende student, som intet var helligt, men hans angreb var velunderbyggede og lod sig ikke affeje. Det skyldes ikke mindst ham, at arkæologien fra lærd fantasteri udviklede sig til egentlig videnskab.

Worsaae tog studentereksamen, filosofikum og filologikum, mens han boede hos morbroderen, men lektierne beslaglagde, som man forstår, ikke hele hans tid, der blev også stunder til arkæologien. Ved Det oldnordiske Museum fungerede han som assistent, og han foretog undersøgelser i marken, så snart der var lejlighed til det. Hans første trykte arbejde (i Annaler for nordisk Oldkyndighed 1838-39) omhandler udgravningen af et par nordsjællandske høje. Det hører til Worsaaes fortjenester, at han inddrog monumenterne i forskningen. Tidligere havde oldsagerne været det, man alene byggede på. (Fig. 4)

I efteråret 1839 flyttede Worsaae hjem til Vejle for at hjælpe sin far, der var syg og kort efter døde. Da han året efter kom tilbage til København, var hans forhold helt forandrede; han måtte selv skaffe sig udkommet og begyndte, fornuftigt, på et brødstudium, der dog ikke tilfredsstillede ham. I sine senere studieår boede han på Regensen, men morbroderen på Vandkunsten var ham stadigvæk en god og hjælpsom støtte, og det var med onklens billigelse, han til sidst opgav juraen for helt at hellige sig antikvariske og historiske studier.

Vandkunsten nr 5 har altså dog en historie, og den skulle nok kunne inspirere de unge arkæologer, som nu får deres uddannelse her. Worsaae hører til dansk oldforsknings største navne. Gad vide, hvordan det var gået ham, om han havde været på holdet i dag.