Anvisning til at gøre selskabelige sammenkomster underholdende og morende

Først havde han forskaffet sig en smal strimmel sort silke, som han havde trukket rundt om den ene af sine fortænder, medens de to ender af silken befandt sig indenfor tænderne, hvilket i en meget kort afstand ser nøjagtigt ud, som om han havde mistet en tand. Dernæst havde han taget et hestehår eller en grå tråd, hvis to ender han havde fastgjort til foret i sin hat, og lagt løkken omkring enden af næsen, hvorved den fik en opstående form. Dette forandrede hele ansigtets karakter i den grad, at hans egen kone ikke ville have kendt ham, når hun ikke havde hørt ham tale.

Nogle af anvisningerne forekommer temmelig urealisable, men man må huske, at datidens belysning var væsentlig ringere end nu. Til en spøg som følgende krævedes i hvert fald meget grundige forberedelser:

Tjenestepigen kommer ind og siger, at en uartig lille dreng - Jakob eller Vilhelm - i værelset ved siden af ikke vil spise sin melgrød, men gør fordring på iskræm, bøfsteg eller krokodillesuppe. Hele selskabet opfordres til at komme ind og se på dette mærkværdige barn. Man finder knægten siddende på en høj stol med et meget snavset ansigt, skærende nogle fæle grimasser. Husfaderen tager tallerkenen med melgrøden i den ene hånd og en stor ske (jo større, jo bedre) i den anden og begynder at skænde på ham for hans uartighed, men alt sammen til ingen nytte; fyren bliver ved at skrige og skære ansigter. Den værdige fader fortæller ham nu, at dersom han ikke opfører sig bedre, vil man blive nødt til at hugge hovedet af ham. Glutten vedbliver desuagtet at være lige uartig, hvorpå han får et rap af skeen, og til alles forbavselse ruller hans hoved ned på gulvet. Selskabet opdager da, at den uartige dreng var lavet af en hovedpude og nogle få børneklæder, medens hovedet leveredes af den unge hr Jakob eller Vilhelm, hvis øvrige legeme på en sindrig måde var skjult bag stolen. (Fig. 2)

En tung byrde hvilede på selskabets vært. Han måtte tilrettelægge alle løjerne: instruere medsammensvorne og tjenestefolk, skaffe rekvisitter og kostumer etc. og, hvor alt andet glippede, selv træde til med kunster som denne:

Fortæl selskabet, at De kan drikke et glas vand, der er stillet under en hat, uden at berøre denne. De vedkommende genstande anbringes på et bord, hvorover der er lagt et tæppe. De kryber ned under bordet, lader som om De drikker, kommer frem igen og tørrer munden. En anden af selskabet vil da løfte hatten i vejret for at se, om vandet virkelig er drukket, hvorpå De i en fart tager glasset og tømmer det.

Nogle af spøgefuldhederne er meget barske og helt uacceptable idag, men M. Hallager, skolelærer, viser ingen tegn på dårlig samvittighed, da han frejdigt anbefaler dem i sin bog fra 1804. For eksempel denne om at få et stegt kalvehoved til at bræge. Taskenspilleren sætter et stegt kalvehoved, så hedt som det er kommet fra ilden, på bordet, og når det har stået et øjeblik der, begynder det at bræge, som om det var levende. Dette kunststykke er både løjerligt og tillige let at eftergøre. Det består blot deri, at man sætter en levende løvfrø i en æske, som overalt er gennemboret med huller og udfyldt med grønt løv, ind i det stegte hoved, et øjeblik førend det bliver sat på bordet, og når nu frøen fornemmer heden, bliver den ganske bange og begynder at skrige, og dette skrig er ikke anderledes end om man hørte en kalv bræge.

Nu bræger kalve vistnok lige så lidt, som de kvækker, så lad os gå videre til hr Hallagers næste morsomhed, der er af samme kaliber:

At få udskårne papirsfigurer til at spadsere frem og tilbage på bordet. Hertil tager man et stykke papir, lægger det dobbelt sammen og klipper fugle, soldater eller ryttere deraf. Nu tager man lidt voks og klæber figurerne på en flue eller bremse, dog således at den står i midten af dem. Når nu fluerne løbe, så løbe figurerne med, hvilket ser ret artigt ud, især når der er mange af dem.

Nej vi foretrækker de mere uskyldige narrestreger, som trods alt indtager hovedpladsen i de gamle legebøger. Som denne:

Først indtræder en herre, der ser så fordrejet og forkert ud, som vedføjede skitse viser. Konstruktionen er simpel. Den agerende person trækker bare en vid frakke på, således at det forreste kommer til at sidde bag på hans ryg, på nakken sætter han en maske, og en paryk over ansigtet. (Fig. 3)

Eller denne: Underholderen meddeler sit publikum, at han nu vil forevise et mærkeligt dyr, et nyligt opdaget væsen, den langnæsede nattehyler. Med høj røst udråber han:

Bring nattehyleren ind! De sidste ord henvendes til en hjælper, der øjeblikkeligt viser sig med et dyr, således som dette er fremstillet i det vedføjede træsnit. Dette uhyre begynder straks at udstøde de afskyeligste og uhyggeligste lyde, som det sømmer sig en nattehyler. Den vedføjede skitse vil forklare, hvorledes nattehyleren er lavet. (Fig. 4)

Lad os slutte med et nummer af en lidt anden art. Underholderen meddeler, at han lige er hjemkommet fra Australien og nu vil vise, hvordan de der anvendte boomeranger fungerer. Af et stykke karton udklipper han en vinkelformet figur som den på billedet, dog en smule større. (Fig. 5)

Denne anbringer han på kanten af en bog og udslynger den ved hjælp af en blyant - med det resultat, at den kommer tilbage og lægger sig ved hans fødder.

De, der ikke har været i Australien, vil måske finde fornøjelse i det sidste kunststykke, men ellers forekommer morskaben lidt mager, når tidskoloritten tages fra. Dog, kravene var mindre dengang og publikum sikkert taknemmeligt. Hvordan vil vore underholdningsformer virke om hundrede år?

(Fig. 6)