Ankeret

Krigen kom, og i forvirringen, der derved opstod, gik fyrrebåden tabt, men egebåden blev reddet og kan idag ses udstillet på Gottorp slot ved Slesvig. Det store rofartøj er værd at studere, og mange har gjort det - læg såvel som lærd. Sammenholdt med de både, der kendes fra endnu ældre tid, er det forbavsende avanceret. Vi skal her beskæftige os med en detalje, ankeret, som meget få har skænket opmærksomhed, hvilket ikke er så mærkeligt. Båden, som den nu er udstillet, har nemlig ikke noget anker.

I publikationen af det fynske Vimose-fund, som Engelhardt udgravede kort efter krigen, nævnes med henvisning til en ældre kilde, at »Næsbyhoved kirkedør er beslået med jernet fra et skibsanker, som skal være fundet i Vimose 1512«. Og det tilføjes: »Engang til er der i Danmark fundet et skibsanker fra ældre jernalder, nemlig i Nydam i Sundeved; men det skete ved de tyske gravninger i 1864, og det er ikke endnu lykkedes at få underretning om ankerets form og udseende«.

De oplysninger, Engelhardt savnede, har vi nu. Vi ved med sikkerhed, at der i Nydam blev fundet et anker, og vi kan til en vis grad udtale os om dets form. Der var nemlig andre end kongen, som interesserede sig for udgravningen. De lokale beboere fulgte levende med i arbejdet.

En af disse, degnen Nis Kuntz fra Øster Sottrup, har efterladt en dagbog, hvor man kan følge Nydam-fundets skæbne. Han fortæller om udgravningsaktiviteterne under den tyske besættelse, især i 1864. Ikke mindre end seks gange dette år foretog tyskerne, mest officerer og menige soldater, undersøgelser i mosen, vel nærmest for at fordrive tiden. 8. august gravede den belgiske prins Arrenberg med ti mand. De fandt »3 sølvhåndtag, 2 dopskoer, 2 spænder, omtrent 100 temmelig gode spyd, nogle brudstykker af spyd, 3 trækar, 1 potte, 5 økser, 1 skibsanker i to stykker á omtrent 1 alen, nogle sædvanlige træsager og 2 celter«. (Fig. 1) (Fig. 2) Af ankeret er vedføjet en - noget ubehjælpsom, men dog ret oplysende - skitse, og den må vi være taknemmelige for, da vi ikke har ankeret selv. Om dets senere skæbne vides intet, det fandt ikke sammen med resten af fundet, så prinsen har vel taget det med sig. Hvis vi er heldige, dukker det op en dag.

Ankeret, Kuntz tegner, er af den slags, som benævnes stokanker. Dette består i sin typiske form af en lang stang, læggen, med to bagudrettede grene, der fliger ud ved spidserne. Foroven på læggen er der en ring til at binde ankertovet i, og nederst, hvor læg og grene mødes, endnu en ring til fastgørelse af endnu et tov; det gik op til en bøje på vandoverfladen og benyttedes, når det i mudderet nedsunkne anker skulle trækkes op, men hele dette arrangement ser man intet til på skitsen. Stokken, der har navngivet ankertypen, er fastgjort øverst på læggen, vinkelret på grenene, men ses heller ikke på tegningen, muligvis fordi den ikke har været til stede ved fundet. Den skal være af en vis længde, idet dens funktion er at få ankeret til at lægge sig sådan på bunden, at den ene gren kommer til at vende nedad og kan bide sig fast. På ét punkt afveg Nydam-ankeret fra senere tiders stokankre; det havde - hvis vi tør tro tegningen - lige grene (som modhagerne i en pil), ikke jævnt rundede. (Fig. 3) Skønt Kuntz lader det uomtalt, kan vi sikkert gå ud fra, at materialet, som ved alle senere stokankre, var jern.

Om stokankerets alder og udvikling er vi forholdsvis godt underrettet. Det angives at være opfundet ca 600 før Kristus i Middelhavsområdet og optræder på talrige billeder fra mønter, mosaikker og gravsten. Desuden er vi så heldige at have tre fuldstændigt bevarede stokankre fremstillet ca år 40 efter Kristi fødsel. Derfor kan vi takke den sindssyge romerske kejser Caligula, der i et af sine utilregnelige øjeblikke fik det indfald at lade bygge to flydende paladser i Nemi-søen nær Rom. De tjente deres tid og sank derefter ned på søbunden, hvor arkæologerne omkring 1930 fik lejlighed til at grave dem ud. Caligula levede på en tid, hvor stokankeret var i udvikling, både nye og gamle former var i brug, og begge er repræsenteret i fundet. Den nye type svarer i alt væsentligt til det stokanker, vi beskrev ovenfor, blot er selve jernankeret her indesluttet i en træbeklædning, og ankerstokken er også af jern. Denne sidstnævnte kan tages af, så at ankeret, når det var indenbords, kunne stuves bort på en forholdsvis lille plads. (Fig. 4) Det gammeldags anker er materialemæssigt helt anderledes. Selve ankeret med læg og grene er nemlig af træ, men da dette jo svømmer oven på vandet, har man givet tyngde ved at lave ankerstokken af bly. Den er støbt fast om læggen, så ankeret har taget megen plads, når det ikke var i brug. Hvor det nye anker har buede grene, har det gamle rette. Nydam-ankerets pilform, hvis den er rigtig, var altså ikke noget enestående.

Stokankeret må, som arkivfundene viser, være kommet til Norden i løbet af ældre jernalder, men først fra vikingetiden har vi bevarede eksemplarer, tre ialt. Mest fuldstændigt er ankeret fra det norske Oseberg-skib. Det er ret lille, kun ca én meter i længden, men den tilhørende ankerstok af egetræ er til gengæld meget lang, over to meter, og den synes ikke at være noget særtilfælde, men typisk for de nordiske skibsankre. Sammenlignet med vikingetidseksemplarerne har Nydam-ankeret med sin længde af ca to alen (1,25 meter) været af mellemstørrelse; vægten, der jo er væsentlig for et anker, kan vi skønsmæssigt sætte til 15-20 kilo. De meget brede flige, Kuntz har givet grenene, er nok noget overdrevet. De andre oldtidsankre har netop smalle flige.

Om Nydam-ankeret har hørt til ege- eller fyrrebåden (eller til et helt tredje skib), kan ikke afgøres, men det må som disse dateres til omkring 400 efter Kristus og er dermed det ældste skibsanker, som med sikkerhed vides fundet i Norden. (Fig. 5) (Fig. 6) Vimose-ankeret må vi se bort fra, da vi ikke har garanti for dets eksistens; det ville ellers have slået rekorden med to-tre hundrede år. Ved sine udgravninger i den fynske mose fandt Engelhardt ca 100 klinknagler fra et brændt skib, så overleveringen kan godt være rigtig. Man kan studere beslagene på Næsbyhoved kirkedør, men bliver ikke meget klogere.

Vi har begrundet formodning om, at Nydam-mosen langtfra er udtømt, så fund af flere både og flere ankre er en reel mulighed. Først en genoptagelse af udgravningen - den som sønderjyderne har ventet på i hundrede år - vil kunne løse gåden, men faktisk foreligger der visse oplysninger, som taler for, at et tredje skib endnu befinder sig i mosen. En af kilderne er politikeren H. P. Hanssen, hvis hjem, Nørremølle, ligger tæt ved Nydam. (Fig. 7) Han fortæller:

»Når jeg mødtes med Povl Adam på mosen, talte vi om udgravningerne. De betegnede glanspunktet i hans liv. Og han drømte stadig om, at danskerne skulle komme tilbage og optage udgravningerne påny. Han sad inde med megen viden om mosen, men professor Engelhardt havde indskærpet ham tavshed. Nu og da fik han besøg af tyskere, som søgte at udfritte ham. Over for dem var han imidlertid tavs som graven. Oldsagerne skulle bevares, til de rette folk kom.

En dag, da jeg atter gik på mosen og snørede gedder, kom Povl ud til mig, og han var da mere meddelsom, end han plejede. Det varede ham for længe, inden danskerne kom. Han var nu gammel, og han var bange for, at han ville gå bort, inden danskerne kunne foretage nye udgravninger. Han forsikrede mig da, som så ofte før, at der endnu lå mange oldsager i mosen, og tilføjede, at han en gang var stødt på en tredje båd og havde haft stævnen af den afdækket. Men han havde straks dækket den til igen, for at tyskerne ikke skulle opdage den. Han viste mig stedet, hvor den lå. Vi stødte min fiskestang ned gennem den bløde tørv, og jeg stødte på træ i en ret stor omkreds. Men jeg kunne selvfølgelig ikke afgøre, om det, som Povl påstod, var en vi- kingebåd eller kun træstammer. Jeg afmærkede dengang stedet. Men da jeg en del år senere søgte efter mærkerne, var de forsvundne, og jeg kan nu ikke mere påvise stedet«.

Hvordan det nu end forholder sig - om Nydam Engmose er de sidste ord ikke sagt endnu.