Anetavle

Den næsten to meter lange kiste er et smukt og gedigent stykke af egetræ med svagt buet låg og jernbeslag. Den er umalet, bortset fra forsidens monogrammer, våbenskjolde og årstal, men netop disse er vigtige og nyttige at starte med, når man vil finde frem til oprindelse og ejer. 1682 står der på kisten, og det forekommer rimeligt at antage det for fremstillingsåret, da intet tyder på, der er foretaget ændringer eller forfalskninger. De to monogrammer i forsidens yderfelter er identiske, med bogstaverne S A F - og de kan jo stå for adskillige navne. Til gengæld bør våbenskjoldene kunne oplyse, hvem kisten har tilhørt. Det var i 1600-årene skik blandt adelige at sætte ejervåbenskjolde på for eksempel møbler, og især var det almindeligt, at ægtepar forsynede tingene med deres respektive våbenmærker. Her er imidlertid tale om to firedelte skjolde med adelskrone, hvor felterne repræsenterer fire generationer af ejerens aner, såkaldte anevåben.

I skjoldet til venstre ses våbenmærker for slægterne Friis (Haraldskjær) og Huitfeldt samt endnu to, der ikke kan tydes, fordi malingen er for afslidt. I våbnet til højre finder vi Gyldenstjerne, Lindenov, Huitfeldt (endnu engang) og Rantzau repræsenteret. Efter reglerne placeres det fædrene anevåben altid til venstre, det mødrene til højre (set fra beskuerens stade), og fordelingen i felterne er følgende: (Fig. 1).

Som det fremgår, er kun én mand repræsenteret, faderen, der står for den rent mandlige linje. Resten er kvinder - alle dem, der gennem tre led har tilført familien nyt blod.

Faderen til kistens ejer måtte altså være af slægten Friis, moderen en Gyldenstjerne. Med de opregnede slægter er det klart, at vi færdes i højadelige kredse, og det gælder nu om at finde et ægtepar med disse navne fra anden halvdel af 1600-tallet. Danmarks adels årbog kan oplyse, at Christian Friis til Lyngbygård i Skåne 1649 giftede sig med Øllegård Gyldenstjerne til Bidstrup ved Randers. De fik en datter, Sofie Amalie Friis, og nu kommer monogrammernes S A F til hjælp. Regnestykket ser ud til at passe, men kontrol kan foretages ved at undersøge, om Sofie Amalies aner svarer til skjoldene på kisten. Det gør de for de bevarede mærkers vedkommende. De to utydelige må have været slægterne Wittrup og Bjørn. Farverne er i hvert fald rigtige.

Våbenskjolde var ikke mindst populære på brudekister, og det ville være nærliggende at antage, det drejer sig om en sådan, men årstallet passer ikke. Sofie Amalie blev gift 1680, da hun var nær de tredive, med den jævnaldrende Johan Rantzau, en dygtig og tiltalende officer med historiske kundskaber og evne til at ytre sig skriftligt både på fransk og et smukt udtryksfuldt dansk. (Fig. 2). Dertil var han - hvad man næppe dengang har overset - ikke uden midler. Parret ejede flere godser, Sofie Amalie skrev sig således til Bidstrup og Ørslev Kloster. Sidstnævnte havde hun arvet efter sin mormor, Christence Lindenov, der døde 1681, mens Bidstrup 1686 blev overdraget hende af moderen, Øllegård Gyldenstjerne. Johan Rantzau havde før brylluppet købt Bramminge Hovedgård, men ægteparret opholdt sig mest på Bidstrup og det senere erhvervede Frydendal (nu Torbenfeld) ved Holbæk.

Især Bidstrup har for Sofie Amalie været rammen om familielivet. Her boede længe mormoderen og siden moderen næsten halvdelen af sit liv. Øllegård havde efter sit korte ægteskab med Sofie Amalies far, der døde tidligt, giftet sig anden gang med den omsværmede Kaj Lykke, en af landets største godsbesiddere, men det blev heller ikke noget langt samliv. Året efter - 1661 - blev der rejst sag mod ham, fordi han havde omtalt Frederik 3.s dronning Sofie Amalies privatliv uforsigtigt i et brev; han blev fradømt ære, liv og gods og måtte redde sig ved flugt til udlandet. Den urimeligt hårde dom følger lige efter enevældens indførelse, måske så kongen en lejlighed til at dukke den stormægtige adel og lede nogle af dens rigdomme over i den efter Svenskekrigene slunkne statskasse. Men også Kaj Lykkes uvenner spillede en rolle, fremmest blandt dem dronningen (hvis uforsonlighed også Leonora Christina fik at føle). Først efter hendes død 1685 fik den landflygtige lov at vende hjem. Han levede derefter på Bidstrup hos sin kone til hendes død 1694 og de sidste fem år af sit liv på Bramminge Hovedgård, som steddatteren og hendes mand stillede til hans rådighed. Selv synes parret at have slået sig ned på Sjælland straks efter købet af Frydendal, hvor deres yngste søn er født 1688, og hvor Sofie Amalie døde otte år senere.

Lod Sofie Amalie sin store klædekiste tilbage i Jylland? Vi ved det ikke, men forestiller os den stående på Bidstrup og vil gerne tro, dens årstal skal markere hendes ældste søn Christian Rantzau-Friis' fødsel. Det var dog datteren Christiane Barbara, der arvede Bidstrup, som hun senere solgte til fremmede. Ved den lejlighed kan kisten være gledet ud af slægten, den var jo ikke noget særligt, et godt gemmemøbel, tung at flytte. Nu rummer den et anseligt stykke historie, hvoraf den kun har afgivet første kapitel.