Andre øjne

Det er det danske klima, der her får sit skudsmål skrevet, og ingen kan være i tvivl om, at den skrivende er bedre vant. Vejret er jo et uopslideligt emne og har været det til alle tider. Det citerede indlæg er fra 1600-årene og skyldes en italiener, som særlige omstændigheder havde ført til det kolde Norden.

1627 var Jylland blevet besat af den tyske kejsers tropper, en følge af Christian 4’s kortvarige, men uheldige deltagelse i Trediveårskrigen. De fremmede soldater hærgede slemt det par år, de var her. Den øverstbefalende, en italiensk general, havde slået sig ned i Haderslev med sit følge, hvori befandt sig hans landsmand, Torquato Recchia. Det er ham, der i et brev 1628 eller 29 har fortalt om sit indtryk af landet. Modtageren var en italiensk fyrste af hans bekendtskab.

Nu skal man ikke tro, at det kun er de negative sider, Recchia har øje for, han forsøger uden tvivl at være objektiv: »Landet er meget frugtbart og vel egnet til handel, både på grund af søfarten, da landet beskylles af Verdenshavet og Østersøen, og på grund af den fede jord, som man dyrker i fredstid«. Befolkningens lidelser er han ikke blind for, mange er flygtet, »men jeg tror, at hvis forholdene ikke kommer i orden, vil de flygte alle, eftersom soldaterne bruger dem som trældyr«.

Hvor megen kontakt, der har været mellem vor italiener og den danske befolkning, fremgår ikke, men sproget har i hvert fald lagt hindringer i vejen. »Når de taler, lyder det, som om de græd«, fortæller han. Om danskernes påklædning oplyses, at de har »inderst en tyk pels og så skjorte og andre klæder, kvinderne er klædt på samme måde. De har alle træsko, der er beundringsværdigt godt udførte. Kvinderne ser lige så hæslige ud som mændene; deres klæder går kun til knæet«. Såvel bønder som adelsmænd siges at være godt begavede, og de sidstnævnte fremhæves for deres gavmildhed, pæne udseende og blonde, lokkede hår. De er tillige »så kæmpestore, at jeg tror, den hellige Kristoffer var fra dette land. Deres Excellence kan tænke sig, hvor store de var, hvis De tænker på de huller, de lavede i Colosseum«.

Meget ved danskerne er mærkeligt, således at de bruger tørv og gødning til brændsel og bygger huse af bindingsværk. En besynderlig bryllupsskik får en længere omtale: »Når de gifter sig, løber brudgommen og bruden om kap til et bestemt sted, hvor man forud har anbragt et knippe halm. Den af dem, der først rører ved knippet, får magten i huset, så at konen bliver mand og manden kone. Af denne halm laver man senere en hovedpude, som man bringer hen i kirken, hvor brudeparret knæler på den«.

En del af det, Recchia fortæller, må være andenhåndsviden, og ikke alt er lige troværdigt - det gælder især, når han taler om ting og tildragelser langt fra hans jyske kvarter - for eksempel om Norge, som jo dengang var forbundet med Danmark. Deroppe, beretter han, sælger de vinden til de søfarende. Den er emballeret i et lommetørklæde, og »hvis køberen vil have lidt raskere vind, kan han få den ved at løsne det lommetørklæde, han har fået. Jeg tror, det er djævelens kunster, men det er sikkert, at det er fuldkommen sandt«.

Modtagerens reaktion på dette brev kender vi ikke, men ét må have stået ham klart: Der er en verden uden for Verona (fig. 1).