Amdam

Amdam var på Blichers tid et overordentlig anvendeligt produkt, der også fungerede uden for vaskekælderen og strygestuen. Brun Juuls vareleksikon fra 1812 oplyser at »--- forskellige håndværkere bruger den som klister; lærredsfabrikanterne og bomuldsmanufakturisterne papper dermed deres lærreder og kattuner; rent vasket linned stives dermed; farverne bruger den som materiale til farvernes besættelse og nuancering; malerne bruger den til at berede og nuancere adskillige af deres malerfarver, især pastelfarverne; parykmagere og hårfrisører gør pudder af den; kokke og postejbagere, konditorer og sukkerbagere benytter den til deres bagværk; og man forfærdiger deraf de bedste nudler og oblater ---«.

Sådan dengang, men stivelse er ikke opfundet i 1800-tallet, den har en fortid, som især er knyttet til moden, hvad man kan overbevise sig om ved at betragte malerier og stik af fortidens kendte personer. På portrætter fra begyndelsen af 1500-årene ses skjorte- eller særkekraven ofte med en let rynket kant øverst på den høje halslinning, der er synlig over dragten, det var begyndelsen til de stivede kraver. Senere blev der anvendt mere stof, kraverne voksede og blev til selvstændige dragtdele, de såkaldte pibekraver, karakteriseret ved de mange tætte otte-talsformede læg. Forbillederne kom fra Spanien, der ved middelalderens slutning regeredes af den mægtige Habsburgerslægt, hvis indflydelse - også på tøjets område - strakte sig over det meste af Europa. Ved ægteskabet mellem dronning Mary af England og prins Filip af Spanien år 1554 kom moden til England. Da stivelsen endnu ikke var nået dertil, må det have været en uhørt luksus at bruge disse kraver, der blev indført fra Holland, og som ikke kunne bruges efter vask (Fig. 1). 1564 nedsatte en flamsk kvinde Mistress Dingen van der Passe sig i London med profession som »stiver« (Fig. 2). Fra annonceringer kendes hendes priser på stivning af kraver og manchetter. Kunderne var først og fremmest flamske flygtninge, bosiddende i London, men snart sendte englænderinderne deres døtre til hende, for at de kunne lære at stive og sætte deres kraver ligeså net og delikat.

Kulminationen indtrådte omkring 1580, kraverne havde da nået deres største dimension og blev kaldt »djævelens vognhjul«. Til at forme de mange piber eller læg - 2-300 er ikke usædvanligt - behøvedes et redskab. Som regel brugte man pinde af forskellig længde og tykkelse, tilvirket af træ, ben eller - bedst - af metal som kobber, sølv og jern, der kunne opvarmes og presse stoffet i de attråede læg. Pibekraver af lærred kunne dog - selv i begrænset størrelse - knap holdes i facon med stivelse alene, men måtte have små klumper voks imellem piberne. Gjaldt det tyndere materiale som knipling af spindelvævsfine tråde, blev det yderligere nødvendigt at fæstne piberne med nåle. De største kraver fordrede et bærende underlag.

Også Danmark optog, omend i begyndelsen lidt modstræbende, den stive spanske mode, der nåede frem med Nordtyskland og Holland som mellemled. Kongen og hoffet var naturligvis toneangivende, og adelen og det højere borgerskab tog let ved lære. Helt efter forgodtbefindende fik det ikke lov at ske, regeringen sørgede for at udstede dragtforordninger, så standsforskellene kunne opretholdes. Om der samtidig importeredes »stiversker« er ikke helt klart, men det ser i hvert fald ikke ud til, at stivning var en profession her i landet. Af adelsmanden Eske Brocks dagbog fremgår, at han selv skaffede sig stivelsen fra Holland, 1613 noterer han det beløb, som hans skriver skal betale Jacop Møller af Harling (Harlem) for de leverede varer, »blo amedom«. 25 år senere befaler Christian 4., hvis dragter endnu følger den spanske mode, sin slotsforvalter, Johan Funcke på Rosenborg, at »linklæderne skal han hos ingen uden hos Anna Wybaltz lade to«. Desværre ved vi ikke, om hun også stivede og »satte« det vaskede tøj, men mon dog ikke! Både hun og andre kunne nu få stivelse til købs her i landet.

I et skæmteskrift fra 1637 fortælles om Knurmurra, den arrige kone, der som en anden Nille modtager sin Jeppe efter en indkøbstur til byen: »Han skulle købe sæbe og ammedam, hægter, nåle og andet småkram«. Det glemte bonden Jep Brun imidlertid. Om Knurmurra skulle bruge »ammedam« til at stive sin eller mandens krave fremgår ikke, men sandsynligvis har man også haft andre anvendelser; i hvert fald er det ganske betydelige mængder, der allerede på det tidspunkt er i handelen (Fig. 3). En boopgørelse efter en Odense-købmand i datiden nævner 108 pund blå og 713 pund hvid amdam, indført fra Holland (Fig. 4). To andre odenseanske købmandsskifter er mere beskedne, men har dog hver især 2-300 pund blå og hvid stivelse på lager (Fig. 5). Alle tre var storhandlende, foruden dem har der været adskillige mindre kræmmere, og vi kan sikkert regne med, de fleste har haft amdam i varesortimentet.

Moden skifter: Kniplingskraven (som også krævede stivelse) dukkede op, samtidig med at pibekraven gik på retur. Kun ét sted holdt »møllehjulet« sig: hos gejstligheden. Holberg skriver i en af sine epistler om præsterne »--- som nu alene er fordømte til den dragt, som deres hustruer gerne ønskede at måtte afskaffes ---«. Om nutidens præstefruer nærer de samme følelser for deres mænds pibekraver, må være usagt, men faktum er jo, at 1600-tallets mode endnu hver søndag fremføres i danske kirker.

Som vi har bemærket, forhandledes der både blå og hvid amdam, den blå var den dyreste - det var også den Eske Brock indforskrev. Til blåfarvningen brugtes oftest finmalet og slæmmet, stærkt blåfarvet glas eller ultramarinpigment udvundet af halvædelstenen lapis lazuli. På Amager var indigo det foretrukne farvestof, og man sparede ikke på kuløren, fremgår det af Thurahs beskrivelse fra 1745 af Amagerpigernes dragt »--- Deres lintøj om halsen og om hovedet er nogle gange så blå af amdam, som det var farvet, hvilket der på landet er en almindelig skik ---« (Fig. 6). Den blå amdams opgave var ellers ikke at farve, kun at blåne. Hvidt linnedtøj blev hurtigt snusket, og med få vaskedage på et år, var det svært at vaske tøjet rent. Ved at blåne bortelimineredes et gult og skident udseende. Det optiske bedrag, der får fru Hansens vasketøj til at se hvidere ud end fru Jensens, er ingen ny opfindelse.

I Danmark opstod stivelsesfabrikker i sidste halvdel af 1600-årene. Et digt fra disse år af den fra historien kendte præst Henrik Gerner siger:

»For nogle få års tid
man måtte Holland slette
for sæbesyderi,
hvormed man skulle tvætte
et skiden klædebon,
men nu i København
man gør det vel så godt
til en og hver mands gavn ---«.

I de følgende strofer, der heller ikke er den store poesi, fortælles det, hvordan vi nu klarer os selv og slipper for den dyre import. Også »stivelsesværk« og »linnedværk« har vi.

Stivelsen forarbejdedes af hvede, og fabrikationen var ganske indbringende. Rigtignok gav den bedste hvede kun en tredjedel af vægten, men de udpresse de skaller kunne bruges som foder til hornkvæg og grise. Ved fremstillingen blev de udblødte og knuste hvedekorn hensat til gæring, hvorved det rene mel skiller sig ud og lejrer sig på bunden af karret som sættemel eller stivelse. Denne råstivelse rensedes ved gentagne slæmninger, indtil resultatet var et fuldkommen hvidt produkt, der blev hældt i linnedsposer og sat hen en dags tid tynget med vægte. Så var massen fast og kunne skæres i terninger eller teglstensagtige stykker, der blev tørret i skygge ved trækvinden og luftens varme. Den fineste og bedste vare tørredes i bageovne, og det var den, der kaldtes amdam. En god stivelse skulle være hvid og tør og i passende ikke for små stykker. Den måtte ikke være skimlet og smuldret for slet ikke at tale om ildelugtende.

Da kartoflen i slutningen af 1700-tallet kom til landet, afløste den hveden i stivelsesproduktionen. Et pund kartoffelstivelse kunne nemlig udrette ligeså meget som halvandet pund hvedestivelse. Mistroen til den nye melgivende rodfrugt var dog stor, og mange kræfter sattes ind for at fremme udbredelsen. Kirkesanger Petersen i Hørsholm tilkendtes Det kongelige Landhusholdningsselskabs anden sølvmedalje samt en præmie på ti rigsdaler for at have konstrueret en maskine til at skære og rive kartofler. I en anvisning på at tillave stivelsesmel af kartofler hedder det, at »dette mel er ikke alene tjenligt til at lave en god stivelse af, men det er og et træffeligt næringsmiddel«.

Fra slutningen af 1800-årene fortæller museumsmanden H. P. Hansen, at hans mor en enkelt gang lavede kartoffelmel, som i hendes barndom blev kaldt amdam. Navnet brugtes nu kun om kartoffelmelet og dækkede ikke begrebet stivelse. I en håndbog for husmødre fra 1903 med hverdagsretter beregnet for en familie med en årsindtægt på 1200 kroner findes en opskrift på kartoffelmelsgrød. Denne ret blev i Vendsyssel kaldt amdamsgrød. I dag er både retten og ordet amdam så godt som ukendt.