Ambrosius bogbinder & Jens Vejmand

For øvrigt er det ikke noget, der kun gælder børn, uanset hvor kære de er. Fra min hjemegn i det nordjyske husker jeg en ældre mand, på hvis dåbsattest der vistnok har stået Thomas Theodor Andersen. Jeg ved det ikke helt sikkert, for almindeligvis hed han aldrig andet end Röw-Tammes (der var en eller anden historie om, at han en gang havde skudt en ræv af en særlig slags eller på en særlig måde). Ofte hed han også bare Röwi, ræven. Det vil sige, det hed han kun, når man talte om ham, aldrig når man talte til ham. Når man mødte ham, sagde man bare »Dav Thomas« eller »Tammes«, hvis det skulle være lidt gammeldags. Selvfølgelig har der været nogle enkelte, præsten, doktoren og måske skolelæreren, der nok har sagt Thomas Andersen eller bare Andersen. Jeg husker, at købmandens kone altid sagde Andersen med den karakteristiske jyske udtale.

Går vi endnu lidt længere tilbage, kan vi finde mange tilsvarende eksempler. Fra tiden lige før århundredeskiftet fortælles om en gårdmandskone, der kategorisk afviste et brev, som var adresseret til »Forpagter H. Rasmussen«. Det kunne bestemt ikke være hendes mand, for han havde aldrig heddet andet end Kræn Kusk. Det er kun én af utrolig mange beretninger, som dog sjældent er særlig grundigt beskrevet.

I middelalderlige diplomer er det ikke usædvanligt at finde samme person omtalt på mange forskellige måder. Således kan en mand ét sted hedde Iohannes Pedersen, et andet sted Iohannes Foghwit eller Iones Pederss: Foghet eller måske Iohannis Foghit dictus Røth. Han kan også bare hedde Iohannes Rufus. Også blandt vore allerældste navne finder vi tilfælde af variation ved brug af tilføjelser. Således i flere af de tidligste runeindskrifter, som den bekendte »ek hlewagastiR holtijaR horna tawido«, hvor ordet holtijaR må opfattes som et tilnavn, uanset om det betyder »fra Holt« (stednavn) eller »søn af Holt«.

Jo længere vi kommer tilbage i tiden, jo sværere bliver det naturligvis at finde direkte dokumentation for en sådan navnevariation. Men vi kan nok gå ud fra, at der i ethvert sprog altid er en vis del af ordforrådet til rådighed til navneformål, dels egentlige navne, dels forskellige former for uofficielle navne, fra smædenavne til kælenavne.

Personnavnenes kulturhistorie er både lang og spændende og kan med rette betragtes som et meget værdifuldt aspekt i vor viden om fortidens mennesker. Størstedelen af ordforrådet i det allerældste dansk, vi kender, er personnavne. Vi finder dem i indskrifter, først på forskellige løse genstande og senere, i vikingetiden, på runestenene. Men først og fremmest optræder de i vore stednavne, særlig de ældste typer, navne på -lev (Ullerslev, Svogerslev, Ørslev osv.) og -sted (Haraldsted, Sigersted, Ulsted osv.), men også de noget yngre -torp-navne (Nielstrup, Pederstrup, Ulstrup osv.). Med middelalderen dukker de op i dokumenterne og nu med mere fyldige oplysninger om navnenes bærere. Hele det store personnavnemateriale uden for stednavnene er på forbilledlig vis registreret og udgivet i det store ordbogsværk »Danmarks gamle Personnavne«. Det omfatter ca 5000 forskellige fornavne, fordelt på begge køn, og et lignende antal tilnavne.

Langt de fleste fornavne kan føres tilbage til oldtiden, medens der i middelalderen kun kommer nogle få snese nye til (Fig. 1). Omvendt med tilnavnene, her er størstedelen fra middelalderen, hvad der dels skyldes en bedre overlevering, dels en øget forkærlighed for denne navnetype. Det er et yderst broget og uensartet materiale, på sin vis morsommere end fornavnene, men også ulige vanskeligere at systematisere og beskrive.

Særlig spændende er de tilnavne, der oplyser om den enkeltes erhverv eller stilling, altså typen Kandestøber, Kiøgemester, Bryggersven osv. (Fig. 2, Fig. 3). De udgør en meget stor del af det samlede navnestof, det viser en gennemgang, som en af ordbogens redaktører, Gunnar Knudsen, har foretaget af materialet. Et mindre antal navne er repræsenteret meget grundigt. Hvor ofte de går igen, viser denne omtrentlige sammentælling:

Smed, Schmidt, Faber -ca 1000
Skrædder, Schröder, Sartor - ca 750
Skomager, Suder, Sutor - ca 450
Bager, Becker, Pistor - ca 280
Kok - ca 180
Guldsmed - ca 150
Møller - ca 100

Men selv med disse betragtelige tal er materialet ikke pålideligt rent statistisk. Vi kan ikke ud fra et tilnavns mere eller mindre hyppige forekomst i kilderne slutte noget om det pågældende fags udbredelse. For det første er det meget tilfældigt, hvem der har haft tilnavne blandt håndværkere og i andre faggrupper - mange murere kan således udmærket optræde med ganske almindelige navne som Jakob Nielssøn eller Peder Olufssøn - og endnu mere tilfældigt er det vel, hvem der overhovedet er omtalt i de middelalderlige kilder, ikke mindst, når det gælder sådanne borgerlige erhverv. Dernæst er ikke alle fagbetegnelserne ægte. I Danmarks gamle Personnavne kan vi finde mange eksempler på misvisende tilnavne, som når en adelsmand kaldes Peter Skytte eller præsten i Hjadstrup 1467 Hans Pistor (bager). Andre eksempler er Martinus Smidh: præst, Fiersing Degn: bonde, Vicke Verwer (farver): smed eller Hans Guldsmedh: kammersvend på Københavns slot. Almindeligvis drejer det sig vel om et arvet tilnavn, som for eksempel faderen har haft og sønnen overtaget. Går vi lidt længere ned mod vor egen tid, støder vi på mange flere med den slags »falske« tilnavne. Således de to borgmestre i København Hans Meisenheim med tilnavnet Bogbinder og Esbern Jensen kaldet Skriver samt den førstes to sønner Hans og Ambrosius Bogbinder. Ingen af disse fire mænd havde det job, som deres tilnavn antydede. Kendt er også borgmesteren i Lübeck Jürgen Wullenweber, som bestemt aldrig har vævet den mindste uldtråd. De to lutherforkæmpere i Malmö, præsterne Hans Spandemager og Klaus Mortensen Tøndebinder, havde også deres karakteristiske tilnavne på anden hånd, den ene efter sin fader, der var tøndebinder eller bødker, den anden efter sin stedfader.

Men selv med disse uregelmæssigheder er dette tilnavnemateriale af stor interesse. Således indeholder det et betydeligt antal sjældne ord. For eksempel:

Barker, garver.
Brynjemester.
Groper, tysk grydestøber.
Gropengeter, tysk grydestøber.
Heckler, tysk hegler.
Hugger, tømrer.
Hutfilter, tysk hattemager.
Kannengeter, tysk kandestøber.
Karver, billedskærer.
Knokenhouwer, »knoglehugger«, slagter.
Lemdecker, tysk lerkliner.
Lerslager, lerkliner.
Negler, tysk nagel- eller sømsmed.
Neteler, tysk nålemager.
Overskærer, tilskærer.
Pøtker, tysk pottemager.
Rishouwer, tysk rishugger.
Skiller, tysk skjoldemager.
Spoleman, spolemand.
Stakensnider, tysk stageskærer.
Sverdfeger, tysk sværdpolerer.
Tensnider, ten-skærer.
Wegener, tysk karetmager.
Velhauer, tysk fælghugger, hjulmand.

Når så mange af disse fagbetegnelser er tyske eller tyskprægede, skyldes det i nogen grad, at vi har særlig gode kilder i de såkaldte broderlister fra gilder og lav i Flensborg og Slesvig. Takket være disse byers beliggenhed må der tidligt være sket en betydelig indvandring navnlig af tyske håndværkere, men iøvrigt viser materialet, at noget lignende er foregået i andre danske købstæder, omend ikke i samme omfang. Alene den omstændighed, at flertallet af de danske fagbetegnelser som bødker, garver, skrædder, snedker osv. og de mange sammensætninger på -mager (se rammeoversigten) oprindelig er tyske låneord, røber, at de fleste byerhverv hører til den kulturstrøm, der er kommet til os sydfra.

Med interesse bemærker man de mange betegnelser på meget specialiserede fag, som optræder i listerne, ikke mindst i listen over -magerne. Der er bæltemagere, kammagere, pungmagere, tømmemagere osv. - på visse områder synes fagdelingen at være drevet betydelig videre, end tilfældet er i dag (Fig. 4). Umiddelbart skulle man jo synes, at så snævre rammer for en virksomhed måtte give dens indehaver et magert levebrød, men ligesom en sadelmager i vore dage bestiller meget andet end at sy sadler, og en guldsmed også arbejder i andre metaller end guld, således har disse specialister i gamle dage vel kunnet påtage sig beslægtet arbejde af forskellig art (Fig. 5, Fig. 6). På den anden side må man huske, at arbejdsprocesserne dengang var langt mere tidtagende end nu, hvor maskinerne er kommet til hjælp, så det er meget muligt, at for eksempel en stolemager har kunnet få nok at gøre med kun at lave stole. Bægre, dyner, tømmer, tasker, frynser, æsker, kurve osv. - alt skulle bearbejdes med hænderne, og det tog tid.

Som allerede berørt er Gunnar Knudsens oversigt over erhvervstilnavne, skønt den rummer mere end 200 forskellige betegnelser, langtfra udtømmende. Dels mangler visse velkendte gamle fag som for eksempel kurvemager og gørtler, hvad der må skyldes rene tilfældigheder, dels er udvalget begrænset til kun at omfatte håndværkernavne, der ganske vist også reelt har været den mest talrige kategori. Går vi til selve det store navneregister, finder vi tillige mange andre stillingsbetegnelser som tilnavne. For eksempel:

Baron.
Bonde.
Bødel.
Deghn.
Dreng.
Fiskere.
Foghet.
Gardener (gartner).
Herold.
Iæghere (jæger).
Kammerdreng.
Kellerswen (kældersvend).
Munk.
Olderman.
Prest.
Slutter (fangevogter).
Tolnere (tolder).

Også de har kunnet bruges til at skelne to Niels'er eller Johannes'er fra hinanden.

Spørgsmålet er nu, hvordan udviklingen er forløbet. Hvordan har disse navne fungeret til forskellig tid, hvad har været deres rolle - eller snarere, hvordan har de været oplevet? Her må vi lige gøre et par principielle overvejelser. Oprindelig har den enkelte kun haft ét navn, det egentlige: Bjørn, Sigbjørn, Sibbe osv., men hertil kunne være føjet et personligt tilnavn: den røde, Gråpels, Vestfjordingen eller lignende. Sådan havde det været i årtusinder, og det var derfor en afgørende ændring, der skete, da tilnavnene begyndte at blive arvelige. Den tætte samhørighed mellem navnet og personen var fra gammel tid noget meget væsentligt. Man kunne ligefrem tale om, at »en mand er, hvad hans navn siger«. Navnet var en afgørende del af éns personlighed, ja man var egentlig ikke noget rigtigt menneske, før man fik et navn. Dette dybt personlige forhold gjaldt både for det egentlige navn og for eventuelle tilnavne.

Men da tilnavne begyndte at gå i arv, fik de efterhånden et andet præg. Nu var de ikke længere den enkeltes personlige kendemærke, men hele familiens. Et af de allerældste eksempler har vi i et diplom fra 1238, hvor sønnen af en jysk stormand, Ketil Urne, omtales som Mathea Vrnæ; her må Urne-navnet have været oplevet som hørende snarere til familien end til den enkelte. Denne form for navneovertagelse vinder i de følgende århundreder stedse mere indpas (Fig. 7, Fig. 8). Vi har ikke noget pålideligt indtryk af skikkens udbredelse fra den første tid. Dels fordi materialet er meget ufuldstændigt og mangelfuldt, dels fordi det i al væsentlighed er begrænset til en bestemt samfundsklasse: adelen (Fig. 9). Der er ingen tvivl om, at dette nye fænomen er kommet ind i dansk navneskik gennem aristokratiet og således fra begyndelsen har været langt mere udbredt her end i andre stænder. Af adelsslægter, hvor fast slægtsnavn bruges konsekvent fra 1300-årene eller tidligere, kan nævnes Bille, Brahe, Daa, Friis, Grubbe, Juel, Kaas, Lykke og flere andre. Men også blandt jævnere folk må slægtsnavne have haft dog nogen udbredelse, det ved vi bare meget lidt om. Faktisk skal vi langt ned i tiden, før sikre eksempler lader sig påvise (Fig. 10). Men når der i Århus borgerskabsbog fra 1494 nævnes to personer, Per Knuds: (sen) Holbeck og Erik Perss: Holbeck, er det vist ikke forhastet at betragte disse som far og søn med samme slægtsnavn. Et andet eksempel fra samme kilde er Jep Esberns: Haffuerballigh og Frans Esberns: Haffuerballo (retskrivningen var den gang ikke særlig konsekvent). Her er sandsynligvis tale om to brødre, der bærer slægtsnavnet efter gården Havreballe ved Arhus, i dag bedre kendt som Marselisborg.

Skikken med faste slægtsnavne er sikkert tysk inspireret. Fra 1100-tallet kendes brugen i det sydlige Tyskland, hvorfra den så efterhånden bredte sig nordpå. Selv her i sit hjemland havde dette nye navneprincip dog svært ved at slå igennem, og helt ned mod middelalderens slutning kan man finde eksempler på tyske slægter, der stadig bruger det skiftende fadersnavn som familiekendetegn.

Men nu erhvervstilnavnene. Også de blev jo efterhånden »falske«, hvilket vil sige, at de ikke længere svarede til bærernes faktiske erhverv. Navne som Skytte, Bødtcher (Bødker), Degn, Kudsk og Ladefoged er udmærkede slægtsnavne, brugt den dag idag - for slet ikke at tale om Møller, Munch, Fischer og Schmidt. De er »frosset fast« ganske som Bille, Brahe, Grubbe og Haffuerballig, men ikke nødvendigvis på samme tid. Her bevæger vi os jo i et andet befolkningslag.

Helt præcis, hvornår det skete, kan vi desværre ikke sige, men det er sikkert, at nogle af navnene er meget gamle. Det gælder for eksempel Degn (lat. diaconus), der optræder første gang 1134, Bonde (Bondi) 1246, Foged (Foget) 1329, Smed (runeform smiþr) ca 1100, Møller (mylnær) 1291 og Skytte 1294 (Fig. 11). Faktisk er det muligt, at nogle af disse tilnavne har været arvelige familienavne allerede på den tid. Vi ved det bare ikke bestemt.

Senere i middelalderen kommer vi på lidt sikrere grund. Vi får ofte en tydelig fornemmelse af, at navne er overført fra far til søn, måske i flere slægtled. Når en præst hedder Smed, Spandemager eller Tøndebinder, kan der i hvert fald næppe være tale om andet, men materialet rummer mange navne, som udmærket kan være »falske«, uden at vi er i stand til at gennemskue det. Det at et erhvervstilnavn overgår fra far til søn og måske til hans søn igen, behøver nu ikke at betyde en varig tilknytning til familien. Det kan have bevaret sin karakter af personligt tilnavn og senere være gledet ud igen. Der må være tale om en navnevandring til flere i søskendeflokken og derfra til nye kuld i flere led, før man kan tale om egentligt familienavn. Alt taget i betragtning kan man sige, at den slags betegnelser kan være meget gamle som slægtsnavne, men det hører nu nok til undtagelserne. I langt de fleste tilfælde må de være af temmelig ny dato. Helt faste blev de først i forrige århundrede, hvor det blev lovformeligt påbudt enhver borger i riget at føre to navne. Det lille barn skal døbes »ej alene med fornavn, men og med det familie- eller stamnavn, som det i fremtiden bør bære«. Det er den praksis, vi kender idag: efternavnet går i arv fra far til barn. De fleste nutidige slægtsnavne af typen Møller, Smed, Kusk osv. skylder påbudet deres eksistens.

Det forhindrer ikke, at typen jo stadig er levende som dagligdags tilnavn. De af os, der er fra landet, kender eksempler som Kren Skomager, Peter Skrædder osv. - for ikke at tale om Aakjærs Jens Vejmand eller Anton Berntsens »nåbo Pe Sme«. Det er navne af helt samme type som Holbergs Jacob Skomager, Franz Knivsmed og Sivert Posekiger. Og så er vi ved at være tilbage ved vort udgangspunkt. Det er for resten rimeligt nok, når man har at gøre med en lang og ubrudt tradition. En dansk navneskik, der har rødder tilbage i oldtiden, og som stadig lever i det små.

(Fig. 12).