Allerdybest nede

I almindelighed? Ja for det sker, man griber til den udvej at underskære en jordblok og føre den til museet, men det er en både vanskelig og dyr proces og altid forbundet med en vis risiko. Som eksempel på en udgravning, hvor denne metode blev bragt i anvendelse, kan nævnes sidste års fantastiske kælderfund ved Overbygård i Vendsyssel (Fig. 1). Det var omtalt for få numre siden i Skalk (1978:1) og vil endnu huskes.

Lad os kort repetere: Bopladsen blev fundet fra flyvemaskine i 1960'erne og udgravning påbegyndt 1973. Der afdækkedes en regulær landsby anlagt lidt før Kristi fødsel og opgivet et par århundreder efter. Inden for disse 2-300 år har bebyggelsen skiftet, der kan udskilles flere faser, hvoraf de midterste udmærker sig ved huse, der er halvt nedgravet i bakkesiden. Begyndelsen til det hele, den allerførste bosættelse, har først for nylig givet sig til kende og hovedsageligt ved fund af kældre - altså ikke kælderhuse som de netop omtalte, men helt underjordiske kælderrum til oplagring af fødemidler og andet. Når vi kan udtale os så sikkert om dette, skyldes det, at en af kældrene var brændt, og at der aldrig er ryddet op i brandtomten. Indholdet var knust og forkullet, men bevaret i næsten fuldt omfang.

Og hvilket omfang! Der var snesevis af lerkar, baljer og tønder af træ, dynger af korn og frø. Redskaber og våben forekom: en jernøkse og et par sværd - store kostbarheder i den tidligste jernalder. Et skatkammer for arkæologien, men en næsten håbløs udgravningsopgave i fugtige oktoberdage! Derfor var det, vi valgte at skære en tonstung jordklods - ca en tredjedel af kælderens fundfyldte bundlag - ud og føre den til Forhistorisk Museum for der at fortsætte undersøgelsen.

Det var med betydelige forventninger, vi i sommer gik løs på jordblokken, og den skuffede ikke. Jo måske på et enkelt punkt: vi havde regnet med adskillige lerkar, men fandt kun et enkelt. Til gengæld flere trækar, mere korn, nogle stumper tovværk og snor samt et par stykker skind, der kan have hørt til en sæk eller pose. Spredt over gulvet lå glat tilhuggede tømmerstykker hvoraf nogle med kantbehandling, de kan stamme fra kælderens vægkonstruktion eller måske snarere fra hylder og lignende (Fig. 2). Og helt uventet kom så det fund, uden hvilket denne artikel næppe ville være blevet skrevet.

Det var en mindre dynge forkullet træ, stumper og stykker, men af en karakter, der viser, de har hørt til en speciel og særpræget konstruktion - et raffineret snedkerarbejde, som man, hvis man ikke vidste bedre, ville være tilbøjelig til at placere langt senere i historien. Træet lå lige over lergulvet, mellem væggen og en af de tagbærende stolper. En bunke korn, som er væltet ind over det, har hjulpet med til bevaringen; de træstykker, der lå længst ned mod den fugtige lerbund, var i en dårlig forfatning.

Blandt stykkerne er nogle tynde brædder af omtrent håndsbredde og bevaret i længder indtil 30 cm; det største er let krummet efter længden. De er fint tildannede på alle sider, og et par har langs den ene smalside små taphuller anbragt med en indbyrdes afstand af 4-5 cm. I nogle af hullerne sidder endnu de afbrækkede tappe fastholdt med træstifter.

Spredt mellem brædderne lå mindst 10 små drejede træknopper med udskårne tappe til to sider. At det er dem, der har siddet i brædderne, kan der ikke være tvivl om. Et par steder syntes knopper og brædder på det nærmeste at ligge i rigtig indbyrdes position (Fig. 3, Fig. 4).

(Fig. 5)

Uden for den egentlige dynge, men tæt op til den, lå rester af nogle afglattede rundstokke; den længste, der er let krummet, måler ca 40 cm. De er ret dårligt bevaret, sandsynligvis gjort af en blød træsort. Såvel knopperne som de tilhørende brædder er, så vidt det kan skønnes, af eg (Fig. 6, Fig. 7).

Den umage, man har gjort sig med disse træsager, den åbenbare kunstfærdighed, der er lagt i arbejdet, tyder på, de har hørt til et stykke bohave, et møbel, vel snarest en stol. Om oldtidens siddevaner ved vi meget lidt, det flade gulv har vel været benyttet, men også lave jordbænke, som man kender dem fra flere jernalderhuse. Af egentlige stole har bronzealderen leveret en enkelt, nemlig den elegante klapstol med odderskindssæde fra egekisten i Guldhøj, men vi må springe mere end tusinde år frem, til den keltiske jernalder, som også vor kælder tilhører, for at finde næste eksempel. Det virker mere normalt, men har dog haft en ret speciel funktion, nemlig som agestol i den ene af de berømte Dejbjergvogne. Den står solidt plantet på fire kraftige ben, og i hjørnerne af det oprindelig flettede sæde rejser sig drejede søjler, to ganske lave, to lidt højere (Fig. 8). Tappe i de høje opstandere, og taphuller i de lave tyder på, der har været armlæn. Nogle smalle, let buede træstykker, som blev fundet nær ved stolen, men som ikke direkte lod sig indpasse, kan måske have hørt til et rygstød.

Skønt vort fund er brændt og optræder i mange stykker, er der alligevel iøjnefaldende ligheder med det næsten samtidige Dejbjergmøbel. Der er de samme drejede knopper med nøjagtig samme profilering, de samme tilskårne tappe. Fundet i kælderen kan med andre ord udmærket være rester af en stol og da vel snarest en agestol som den anden; en sådan blev jo kun brugt lejlighedsvis, og det forekommer meget rimeligt, at den i mellemtiden blev anbragt i et lagerrum. At Vendsyssel på den tid havde vogne, ved vi fra et fund på den rige Kraghedegravplads kun en god halv snes kilometer fra Overbygård. Helt magen til Dejbjergudgaven kan Overbygårdstolen nu ikke have været, men det ville man næppe heller forestille sig.

En langvarig konserveringsproces venter vore træstykker, først når den er overstået, kan der forsøges en rekonstruktion - hvis en sådan da overhovedet bliver mulig. Indtil videre må vi nøjes med nogle rent foreløbige betragtninger. Rundstokkene må vel høre til de lodrette elementer, ben eller måske snarere hjørneopstandere, mens den sindrige kombination af brædder og knopper leder tanken hen på et ryglæn. Hvor bredt dette har været, kan vi måske få en forestilling om ved at gange antallet af fundne knopper med afstanden mellem taphullerne: 10 x ca 4,5 = 45 cm - men det må nok tages som et mindstemål. Meget videre kan vi næppe komme i denne omgang. På vedføjede skitse har vi vovet os lidt længere ud, men den må tages med allerstørste forbehold.

Fundets betydning - trods det manglende helhedsbillede - er, at det tvinger os til afgørende at ændre vor opfattelse af tidens håndværksmæssige formåen. Tankevækkende for folk med tilvante forestillinger om oldtidens primitivitet.

(Fig. 9)