Ah-thij!
I forlængelse af den store mordsag 1841 fra Stagsted Hedehus i Vendsyssel (se Skalk 1992:3) hvirvledes der meget støv op, egnen var hårdt belastet, og den nedsatte undersøgelseskommission benyttede lejligheden til at få gjort grundigt rent. Til assistance havde man tre politibetjente, Lundbymølle, Sanderhoff og Neve, men hvor de to sidste hurtigt blev glemt, huskedes den førstnævnte længe på egnen og ikke ubetinget for det gode. Han var kendt for overdreven nidkærhed og hårdhændede metoder, men heller ikke kommissionens leder, assessor Peder Jacobsen Tetens, havde i den henseende det reneste mel i posen. Fra forhørene på Voergård fortælles en anekdote, som måske ikke er helt grebet ud af luften. (Fig. 1)
Af Redaktionen
Fig. 1. Ingen billedtekst.
Kommissarius brugte som mange dengang snus og havde en dåse med stoffet stående foran sig på bordet. »Når det begyndte at gå trevent med bekendelserne, og forhøret var ved at gå i stå, så langede kommissarius ud efter snusdåsen, pikkede på låget, tog sig en pris og nøs - signalet til, at arrestanten også trængte til en opstrammer, den Lundbymølle leverede ham i form af en regulær lussing. Men da for kommissarius op: Er De gal. Hvad i alverden slår De manden for! Han er jo så flink, som han kan være. Og så fulgte der en lovtale, så arrestanten kom i tanker om, at han vidste noget mere. Men når kommissarius pikkede igen, så sagde det klask igen, og så fik Lundbymølle kommissarius’ forbandelse igen og arrestanten hans velsignelse. - Kun Sorte Sevrin fra Torslev var der ingen udveje med. Hver gang kommissarius nøs, dukkede Sevrin sig for lussingen - men lod som om han bukkede for assessoren - og sagde deltagende: Gud velsigne Dem hr kommerseråd«. At klare Lundbymølle krævede et særligt talent, og det var der få, der havde. Så forskrækkede var folk for ham, »at når han kom for at hente en eller anden, der havde det mindste på samvittigheden, så begyndte vedkommende at stamme, hakke og vrøvle, inden han blev spurgt. Det hed sig nemlig, at ingen, der kom til Voergård, slap for tilståelse, og at det var bedst for dem, der bekendte straks«.
Lundbymølle var til daglig ansat i Ålborg og også der kendt som en grov karl, »pågående og brutal, altid parat til at bruge næverne, pisk og kæp, elsket af få, hadet af mange, velset opad, forbandet nedad«. For sine fortjenester i den ovennævnte affære samt en anden lignende blev han overbetjent og samtidig gjort til dannebrogsmand. Der blev jævnligt klaget over ham, og da politimesteren ikke reagerede, rejste der sig til sidst en sådan storm - den umiddelbare anledning var en pryglehistorie fra en beværtning - at der kom en retssag ud af det. »Resultatet blev, at Lundbymølle idømtes fire gange fem dages fængsel på vand og brød, hvorhos han ikendtes en mulkt på ti rigsdaler for sin sidste optræden og skulle dertil have sin stilling som politibetjent forbrudt. Dommen appelleredes både til overretten og højesteret, men begge godkendte den, sidstnævnte 4. oktober 1847, og da Lundbymølle havde udstået sin straf, forlod han Ålborg og rejste til København, hvor han fik plads ved en af straffeanstalterne«.
Ovenstående beretning er hentet fra Urban Hansens Tyvebanden på Jyske Ås. 1920.
