Afvigere

Den grubekeramiske kultur er et af disse indslag, som fundene har fremkaldt og forlangt placeret midt i den etablerede bondestenalder. Grubekeramisk kultur! Bag den knastørre faglige betegnelse skjuler sig en jæger-fiskerbefolkning med redskaber og keramik af andre former end dem, der ellers var gængse i datidens Danmark. Den har dog længe været kendt i Sverige, men det var først i årene efter krigen, man for alvor blev klar over, den også har sat sine spor her i landet. Efterhånden blev fundene talrigere, og den første opfattelse, at det drejede sig om fremmede på kortvarige besøg, syntes ikke længere helt acceptabel. Var der tale om regulær indvandring, eller kunne det tænkes, at kulturen var opstået på hjemlig grund i skyggen af bondefolkets? På Djursland udgraves i disse år et fund, som sikkert vil få indflydelse på diskussionen. For ret at forstå, hvad det drejer sig om, er det dog nødvendigt at ofre yderligere et par ord på baggrunden.

Med landbrugets indtrængen i Danmark omkring 4000 før Kristus ændredes livsformen totalt. Jagtlykken var ikke længere altafgørende. Det stedse nærværende problem, fødens fremskaffelse, var i hvert fald i nogen grad bragt under kontrol. Om bondefolkenes færden minder smukke slebne flintøkser og ikke mindst de imponerende stenkamre, dysserne og jættestuerne, hvor de begravede deres døde, ofte flere, undertiden mange, sammen. Et godt stykke fremme i perioden skete skelsættende begivenheder, stridsøksefolket dukkede op med våben, redskaber og lerkar af afvigende former og med jordgrave under høj - helt forskellige fra de andres stenstuer. Kulturskiftet er så iøjnefaldende, at man længe antog, der måtte være tale om indvandring: et sydfra kommende hyrdefolk var trængt op i Jylland og havde bredt sig, først over hele halvøen, senere til øerne. Efterhånden hælder dog mange til den anskuelse, at det hele er foregået mere lempeligt, uden egentlig indvandring, ved en gradvis indsivning af nye ideer. I hvert fald sker der en omlægning af landbrug og bebyggelse, større husdyrhold bliver sagen, hvede erstattes i stor udstrækning af byg, og nye landområder inddrages.

Den ældre stenalders hovednæringsveje, jagt og fiskeri, blev ikke fuldstændig slået ud af landbruget, de dyrkedes stadig af bondefolket, men kom tydeligt i anden række. Overgangen til stridsøkseperioden betød, hvad dette angår, næppe nogen ændring, bondeerhvervet foretog en drejning, men var stadig vigtigste levebrød. Netop på den tid - altså samtidig med stridsøksebærernes opdukken - gjorde imidlertid det omtalte fangstfolk sin entre, hvor det så kom fra. Grubekeramikerne blev som nævnt først erkendt i Sverige, men også Norge har givet bidrag; der foreligger altså nu mange fund, som, når vi skal beskrive kulturen, kan supplere det danske materiale. Dens brugsting er, som bondefolkets, af sten og ler, men typerne er andre. Som ledeformer kan nævnes pilespidser med skafttunge, gjort af kraftige flækker, og flækkeblokke af »cylindrisk« form, opstået ved, at man har slået fra skiftevis den ene og den anden ende - ikke for blokkens skyld, den var kun affaldsproduktet, men for at få flækker næsten uden krumning, egnede til de omtalte pile. Også lerkarrene har deres specielle former: åbne, med bugknæk, afrundet bund og en ornamentik domineret af indtrykte gruber (deraf navnet grubekeramikere). Harpuner og fiskekroge af ben og tak med en karakteristisk lille modhage nær spidsen som et nyt træk hører med i billedet og viser tilknytningen til havet eller i hvert fald til egnet fiskevand. Af knoglematerialet på svenske bopladser ser vi, at fiskeri og sælfangst har været hovednæringen, men jagt blev drevet i stor udstrækning, og der suppleredes med svinehold, ja måske endda lidt kvægavl. Agerdyrkning, omend i ringe omfang, kan ikke udelukkes. Enkelte indlandsbopladser forekommer, men langt de fleste er at finde ved kysterne. At der har været forbindelse tværs over Kattegat, er der ingen tvivl om. Grubekeramikernes fartøjer, formodentlig skindbåde, var åbenbart sødygtige. (Fig. 1).

Egentlige grubekeramiske bopladser med kulturlag er på dansk grund hidtil kun udgravet i Limfjordsområdet; man skelner mellem ældre og yngre pladser efter pilespidserne, der i begyndelsen var enkelt og groft hugget, men som senere udviklede sig til små mesterværker. Såvel pile som de let genkendelige flækkeblokke er imidlertid opsamlet i ret stort tal langs kysterne og på småøerne i Kattegatsområdet - steder, hvor der er naturligt tilhold af sæler og, hvilket næppe er tilfældigt, ofte rige flintforekomster. For storforbrugere af denne stenart har sådant virket tiltrækkende, og det kan tænkes, at man har forsynet sig ud over eget behov; grubekeramikerne var jo, som vi har set søfarende, og flinten kan være eksporteret tværs over Kattegat til egne, hvor dette materiale var en mangelvare. At
i hvert fald hjemlig handel har fundet sted, viser forekomsten af grubekeramikernes pile i stridsøksefolkets grave og dettes redskaber på fangstpladserne.

Om tolkningen af dette efterhånden omfattende stof har der som nævnt været diskussion. Var grubekeramikerne fremmede på gæsteoptræden, var der tale om egentlig indvandring, eller var kulturen opstået i Danmark? I sidstnævnte tilfælde, da med hvilket udspring? Spredte opsamlinger af flint og lerkarskår afgør ikke sagen, og de få fund af egentlige kulturlag har ofte været opblandet med materiale fra ældre bosættelser på samme sted, hvilket ikke bidrager til forståelsen. (Fig. 2), (Fig. 3). En stor og »ren« grubekeramisk boplads var, hvad vi manglede. Den er nu kommet.

Kainsbakke hedder stedet, som hører under landsbyen Kirial lidt vest for Grenå. Her var store skalpletter med flint, keramik og knogler kommet frem i pløjelaget - et par amatørarkæologer har alene opsamlet omkring 300 skafttungepile og 1500 cylindriske flækkeblokke. Det så lovende ud. Fortidsmindeforvaltningen og Statens humanistiske Forskningsråd trådte til og har i samarbejde med Djurslands Museum bekostet undersøgelsen. Den har stået på siden 1979 ledet af Niels Axel Boas og undertegnede.

Pladsen ligger på en højning, der i stenalderen har været en ø, omkring en halv kvadratkilometer stor, meget tæt på land i en gren af det nu udtørrede Kolindsund. Et tillokkende sted, godt i læ og med rige muligheder for jagt og fiskeri. Det viste sig, at et egentligt kulturlag kun var bevaret pletvis, mens et virvar af stolpehuller, gruber og enkelte ildsteder aftegnede sig i undergrunden. Gruberne ligger samlet på jævnt terræn langs holmens sydkant, og det er om dem, undersøgelsen har koncentreret sig. Fjorten er indtil nu blevet undersøgt, de fleste er af begrænset omfang, knap en meter i diameter og kun en halv meter dybe, men tæt pakket med affald fra husholdningen: skaller af østers, hjertemusling, blåmusling og forskellige sneglearter samt knogler, der takket være jordens kalkholdighed og i øvrigt naboskabet med skallerne er bevaret. Dertil kommer skår, affald fra redskabstilvirkningen og egentlige brugsting, der enten er kasseret eller røget med ved uheld. Et godt og homogent materiale, der ved kulstof-14 metodens hjælp har kunnet dateres til tidlig stridsøksetid.

Flint dominerer blandt redskabsmaterialet, især skrabere og flækker, men også cylinderblokke og skafttungepile af den ældre type dukker jævnligt op. Hertil kommer brudstykker af slebne økser, som vi finder dem på bondefolkets pladser. Lerkarrene er som sagt i skår, men dem er der til gengæld mange af, og både former og ornamenter svarer i hovedsagen til, hvad vi kender fra andre grubekeramiske bopladser. Også nogle store dekorerede lerplader, man havde fælles med bondekulturen, er til stede; de er hårdt brændt på begge sider og har vel været brugt til bagning af pandekagelignende brød. (Fig. 4), (Fig. 5), (Fig. 6).

Mest spændende er tingene af ben og tak, som er usikkert repræsenteret på de andre danske pladser. Et par trykstokke til flintarbejdet er vel smuttet ud sammen med kasserede flækkeblokke. Nogle flåknive af ornens hjørnetand, et par prene, en mejsel og et stykke af en harpun er ligeledes endt i affaldskulerne. Ikke store sager, men om flere af tingene, således harpunen, gælder, at det er første gang herhjemme, vi møder dem i et sluttet fund.

Uvant oplysende er det meget store materiale af ubearbejdede knogler, som Zoologisk Museum har til behandling, men endnu ikke er færdig med. Allerede nu kan man dog sige, at det - her som andetsteds - vidner om sammensat erhverv, dog med overvægt på fangst. Tamdyr forekommer: hund, hest, ko og svin; især af sidstnævnte er der adskillige unge eksemplarer - i den bedste spisealder! Jagtvildtet er det sædvanlige på stenalderbopladser: kronhjort, rådyr og vildsvin, men der er også større og farligere dyr, som uroksen, der er repræsenteret ved stejler og knogler, eller bjørnen, hvoraf foreligger mindst tre kranier; pilene, som spiller så stor en rolle i denne kultur, har i forbindelse med kraftige buer været effektive våben. Vandrotte og havmåge har man næppe sat tænder i, og bæver må være efterstræbt for pelsen, mens sælen foruden skindet har leveret tran til belysning. For at få fat i sidstnævnte har beboerne på holmen måttet ud til det åbne hav, og her såvel som i indfjorden har man kunnet supplere med fiskeri. Ben af torsk, helt, ørred, laks og ål, viser, at det har været drevet i stor stil. Når dertil lægges anselige mængder af skaldyr, kan man vist roligt påstå, at det lille samfund har fået sit proteinbehov dækket, endda med en særdeles varieret kost. Hvad der yderligere er samlet af skovens frugter og planter, har vi ingen spor af ud over forkullede skaller af hasselnødder, men det har givet spillet en rolle, og korn fra bondebefolkningen har vel også fundet vej hertil; en skubbekværn og de omtalte bageplader kunne tyde på det. Eller måske havde man selv små agerlodder. Fangstfolk har vi kaldt grubekeramikerne. Fiskerbønder er nok en mere dækkende betegnelse.
Nogle få skeletrester af menneske, således kæbestykker med stærkt nedslidte tænder, blev fundet mellem affaldet i en af gruberne, men egentlige grave er vi ikke stødt på, desværre - de kendes især fra svenske pladser, anlagt under flad mark med rigt tilbehør af fiskekroge og harpuner foruden smykker af svine- og sæltænder. Trods mangelen, der forhåbentlig kun er foreløbig, mener vi alligevel med dette fund at kunne fastslå den grubekeramiske kultur som godt rodfæstet i det danske.

Det forekommer helt usandsynligt, at en plads som denne med spor efter langvarig beboelse skulle være anlagt af fremmede på besøg. Vi foretrækker at se den og de andre ligeartede pladser som udsprunget af den hjemlige bondekultur, der på grund af ændrede livsforhold - måske af klimatisk art - har fundet det hensigtsmæssigt, hvor forholdene i øvrigt egnede sig, at ændre vægtfordelingen i erhvervene, så at jagt og fiskeri igen kom i forgrunden. Som en naturlig følge af omlægningen opstod nye redskabsformer.

I forvejen befandt bondesamfundet sig i en brydningssituation. En gammel livsform var gået i opløsning, en ny under udvikling. Vore fiskerbønder må have spillet en rolle i dette opgør.

Lit: Årbøger for nord. oldkyndighed. 1950. - Sesams Danmarkshistorie. Bondestenalderen.