Afgrunden
(Fig. 1). Af de økonomiske vanskeligheder, den franske revolution og de efterfølgende Napoleonskrige bragte over Europa, fik Danmark sin rigelige del. Handelsforbindelser blev afbrudt, så valutakilden tørrede ud, og samtidig øgedes regeringens pengebehov drastisk på grund af Englænderkrigene med udgifter til forsvar og underhold af det hjælpekorps, vor allierede så generøst stillede til rådighed. Lån blev optaget i udlandet, men de skulle forrentes og afdrages. Man tyede til seddelpressen og strammede skatteskruen, dyrtid og inflation rykkede frem. På få år steg seddelmængden med en tredjedel, og skønt produktionsstigningen i nogen grad holdt kursen oppe, endte den alligevel helt nede på en fjortendedel. Alle var klar over, at sådan kunne det ikke fortsætte, men foreløbig lod man stå til, spekulerede, tjente penge og brugte løs af dem - mens man ventede.
Af Redaktionen
Fig. 1: Ved siden af Christian 4.s børsbygning og i fast forbindelse med denne lå fra 1785 Kurantbanken, der ved statsbankerotten 1813 blev til Rigsbanken og stod for seddelombytningen. Rigsbanken beboede huset til dets nedrivning 1870, fra 1818 dog under navn af Nationalbanken. - Tegning: P. Klæstrup.
5. januar 1813 proklameredes statsbankerotten. Der kom pengeombytning: for seks gamle kurantsedler fik man én ny rigsbankseddel, som i virkeligheden reducerede formuen til omkring en tiendedel. Hertil kom en engangsskat for ejendomsbesiddere, så voldsom, at den af mange måtte betales gennem prioritering. Det var ikke lutter rosende ord, magthaverne måtte høre for deres initiativ, men kritik var ikke velset, heller ikke når den serveredes på vers som i en vise, der håndskrevet cirkulerede mellem folk, og som endda - efter sigende - en forårsdag på uforklarlig vis skal være dukket op i selveste Frederik 6.s forgemak.
Det går så frydeligt i vort land,
man handler, spiller og gæstererer,
og staten skøtter sig, som den kan,
mens bankosedlerne sig formerer.
Kun adjudanter
og sykofanter
standssyge dårer og dumme fjanter
er dagens mænd.
Vor statsminister, hans eminents,
bestandig sveder og spekulerer
på statens tarv og dens subsistens,
men han dog cirkelen ej kvadrerer.
Alt konsignabelt
og transportabelt
er som det øvrige miserabelt
- det ved enhver.
I de følgende vers rettes satiren mod englænderne og de landsmænd, der udnyttede situationen til egen fordel. Det gjorde, ifølge visen, først og fremmest jøderne; de var tidens økonomiske syndebukke, hvilket få år senere manifesteredes i »jødefejden«. Visen slutter:
Men Patrioten ske evig lov!
der lærer småfolk så kønt at spare
og gamle knogler og hestebov
og surrogater at tage vare.
Den mand man ære,
hans skål det være,
gid surrogater ham stedse nære,
det ønsker man.
Der blev udsat en pris på 500 af de nye rigsdaler - om ikke ligefrem på forfatterens hoved så dog for hans afsløring. Tidens versemagere kom slemt i søgelyset, uden at det dog - så vidt vides - lykkedes at finde frem til den skyldige. Blandt dem, man gættede på, var Peter Andreas Heiberg, men det kan ikke være rigtigt. Nok er stroferne velformede og med bid, men den gamle samfundskritiker skrev alligevel bedre vers; desuden sad han siden 1799 som landsforvist i Paris, hvor han næppe kan have levet så stærkt med i danske forhold. Snarere skal digteren søges i den forarmede danske embedsstand. Hans hensigt var, må man gå ud fra, at latterliggøre magthaverne, og det synes at være lykkedes. Det tog mange år, at genopbygge samfundet, og det vil sent glemmes, at vi engang rent faktisk faldt i den afgrund, der i dag tales så meget om.
