Æresporten

16. juli 1861 kom Frederik 7. med grevinde Danner og følge til Jelling for at tilse den store udgravning, som da var igang i den sydlige af stedets to kæmpemæssige høje. Besøget blev dog lidt af en skuffelse. Fra højfoden havde man gravet en tunnel ind mod midten i håb om at støde på et gravkammer svarende til nordhøjens, som man kendte; men det var udeblevet - ganske uden hensyn til majestæten. Som en slags trøst kunne han glæde sig over en pragtfuld portal rejst til hans ære ved indgangen til minegalleriet. Om dennes tilblivelse kan vi læse i breve, som udgravningens leder J. J. A. Worsaae har skrevet til sin kone:

Af Harald Andersen

»Kornerup skal gøre en tegning til en dekoration, hvormed vi har i sinde at pryde indgangen. Den skal være i oldnordisk stil med en runeskrift«.

Og senere:

»Sidepillerne eller søjlerne er prydede med en runeskrift, forfattet af undertegnede lejlighedspoet og sålydende: Hav tak, o dronning! Fra højens muld du skænker os minder og kundskabs guld. Jeg tror, det vil komme til at tage sig særdeles godt ud«.

Det gjorde det - at dømme efter tegninger, som bemeldte Kornerup har udført af portalen, med og uden den kongelige hædersgæst. Om dennes interesse for udgravningen næres ingen tvivl. Han blev et par dage, primitivt indlogeret, men med æresvagt af elever fra Jelling Seminarium. En af dem har senere fortalt, at der om morgenen hørtes højrøstet skælden fra det høje sovekammer. Det var kongens reaktion på kammertjenerens tilnærmelser med vaskefadet.

Der blev - som bekendt - slet ikke fundet noget kammer i sydhøjen, men nordhøjens havde man, det blev nu genåbnet, restaureret og gjort tilgængeligt for publikum gennem en gravet gang. Her fik man igen brug for portalen. Der gik nogle år, hvorunder kammeret forfaldt faretruende. Enden blev, at indgangen måtte kastes til.

På Håndværkerforeningens Hotel i Jelling findes et fotografi taget 1883, mens portalen endnu stod, og venligt udlånt til brug for denne artikel. Den gamle æresport selv - det som nu er tilbage af den - må idag søges under nordhøjens græs.