Ældste pil

Dengang var størsteparten af det nuværende danske land endnu dækket af bræer; isfri var kun de vestligste dele, men også de lå stivnet i det arktiske klimas barske greb, og selv om de ikke var ubeboelige, må de have virket meget lidt tiltrækkende på mennesker. Dog, stenalderens jægerfolk var ikke fordringsfulde, og nogle få hundrede kilometer længere mod syd, i det nuværende Holsten, hvor livsbetingelserne næppe har været meget bedre, ved vi med sikkerhed, at de havde slået sig ned. Gennem Alfred Rust's bemærkelsesværdige udgravninger i 30'eme og 40'erne er vi kommet disse renjægere mærkeligt nær ind på livet.

Man fandt deres sommerbopladser ved bredden af små, dybe vandhuller, velegnede til udkastning af affald, hvad jægerne naturligvis har benyttet sig af. Megen oplysning om folkenes levevis kan læses af disse møddinger med deres mængder af kasserede redskaber og knogler af nedlagt vildt, hvor rensdyret er langt i overtal. Rige fund fra Hamburg-kulturen, som man kalder denne jægerkultur, er gjort ved lokaliteterne Meiendorf og Stellmoor - velkendte navne for fagets folk - men også senere undersøgte bopladser med velbevarede spor af jægerfolkets telte fortjener opmærksomhed. Ved samarbejde mellem naturvidenskab og arkæologi har man fået rede på pladsernes alder, der er imponerende målt med dansk forhistories alen, men såre beskeden, hvis man tager det øvrige Europas ældgamle istidskulturer med.

Som tiden gik, blev det varmere, isen trak sig tilbage fra Danmark, og ganske vist kom der nye kuldeperioder ind imellem, men som helhed bar det den rigtige vej. I de områder, som isen opgav, rykkede den arktiske dyreverden ind og med den jægere; det har vi håndgribelige beviser på gennem fundene, som nu - endelig - viser sig her i landet. Endnu for 25 år siden kendte man kun nogle få økselignende slagvåben lavet af renens takker samt enkelte andre sager, deriblandt en pilespids fra Nørre Lyngby i Vendsyssel, som med en alder på ca 10. 000 år var det ældste sikkert tidsfæstede våben fra dansk jord. Så kom i 1945-46 det første egentlige bosted, ved Bromme på Sorø-egnen; her havde en flok jægere slået sig ned for en tid og efterladt mange redskaber af flint, især skrabere, pilespidser og knive. Bromme-pilene viser tydeligt slægtskab med Lyngby-pilen, men er noget ældre, henved 1000 år. Som allerede berørt vekslede koldere og varmere perioder i disse efter-istidens første årtusinder; Bromme-folket levede i en forholdsvis mild klimaperiode, den såkaldte Allerød-tid, der senere afløstes af et nyt kuldefremstød.

Den - sikkert yderst fåtallige - befolkning, som Bromme- og Lyngby -fundene repræsenterer, havde, som naturligt er, sit kulturelle udspring sydpå. Hernede var Hamburg-kulturen nu et overstået stadium, men andre renjægere med nye redskabsformer beboede de gamle områder, og at det er dem, der er forudsætningen for den danske bosættelse, fremgår som en mulighed. Blandt fundene må her fremhæves den meget rige Ahrensburg-boplads, der i tid nærmest svarer til Lyngby-pilen, og som har givet navn til Ahrensburg-kulturen.

Ahrensburg-kulturen er henved 4000 år yngre end Hamburg-kulturen, og det samme gælder altså, stort set, de omtalte danske fund. Deres »ungdom« er forståelig nok; i Hamburg -tid lå jo, som vi har hørt, største delen af landet nedlåset under et is- panser og var totalt ubeboeligt. Men en del af Jylland var dog fri, og teoretisk skulle der ikke være noget i vejen for, at Hamburg-kulturens jægere har strejfet længere mod nord end hidtil kendt. - Og det er det, de har. Det kan siges med næsten fuldstændig sikkerhed.

Gennem mere end tyve år har der i Nationalmuseet ligget en af Hamburg-folkenes karakteristiske, skæve pilespidser, den form, som af fagfolk kaldes en »kærvspids«. Den er godt fire centimeter lang og lavet af en spinkel, men regulær flintflække, som man ved tilhugning har forsynet med en od og en tap; den sidstnævnte for at pilen kunne sættes på skaft. Pile som denne blev lavet af Hamburg-jægerne, men ikke af andre stenalderfolk her i Nordeuropa. Der er med andre ord tale om et af de sjældne tilfælde, hvor et enkelt flintstykke er tilstrækkeligt til en sikker arkæologisk bestemmelse.

Meget tyder på, at der har boet mennesker i Danmark i tiden før sidste istid, men fundene er endnu omstridte, og vor pilespids er under alle omstændigheder det ældste virkelige våben, som kendes fra Danmarks oldtid. At dette sjældne stykke, som har været kendt gennem tyve år, ikke tidligere har været omtalt på tryk, kan forekomme mærkeligt, men kan forklares ud fra den lille tvivl, som vi for lidt siden lod komme til udtryk i formuleringen »næsten fuldstændig sikkerhed«. Her hvor det drejer sig om en genstand, som sætter skel i dansk kulturhistorie, havde fuld sikkerhed været ønskelig; på den anden side er fundet så vigtigt, at det ikke i længden kan forblive uomtalt.

Første gang, jeg så stykket, var i Hvejsel skole, nordvest for Vejle, hvor lærer Mygind viste mig en del stenaldersager, han gennem årene havde samlet sammen. Det allermeste var af ordinær art, flækker, økser, knive og lignende, men midt i det hele lå så denne pil. Jeg fortalte, at den var sjælden, og spurgte hvor den stammede fra; der var intet noteret, men lærer Mygind mente at kunne huske, at han havde fået den af en af sine elever fra den vestlige del af distriktet, det vil sige fra Bjerlev hede. Aftalen blev, at han prøvede at finde frem til drengen og dermed til oplysninger om det præcise findested. Teoretisk kunne stykket jo stamme andetstedsfra, selv om muligheden var ringe.

Et par år efter viste lærer Mygind pilen til dr. Therkel Mathiassen, som fik den overladt til Nationalmuseet. Det havde herefter været naturligt, om denne vor førende stenalderforsker ville skrive om fundet, men af en eller anden grund skete det ikke, og en halv snes år senere tog jeg sagen op. I mellemtiden var lærer Mygind afgået ved døden, så jeg forsøgte selv at lede efter stenalderbopladser i Bjerlev og at spørge mig frem. Intet resultat. Så allierede jeg mig med to lokalkendte amatørarkæologer og samlere, brødrene Johannes og Knud Jensen i Ildved; gennem et par år gjorde de et stort arbejde for at efterspore pilen, men heller ikke det bar frugt. Stykket kan være - og er snarest - et enkeltfund, en tilfældigt mistet pil, tabt da en renjæger for 15. 000 år siden skød forbi og så sit bytte forsvinde mellem bakkerne.

Antagelig har manden ledt efter sin pil, men med lige så ringe held, som vi nu har søgt efter yderligere spor af ham - og da han kom hjem til de andre i teltet, har han vel fortalt om sit uheld, som vi nu beretter om vort. Dyret slap fra stenalderjægeren og vort bytte fra os; men pilen har vi, den viser, at Hamburg-jægerne har været her, og det skulle gå mærkeligt til, om ikke deres bosteder en dag dukkede op. Her er en opgave for vore mange energiske bopladssøgere. Hvem bliver den heldige, der melder om det første fund?