Ældste bondegård

Agerbrugets indførelse i Danmark var en bemærkelsesværdig begivenhed, ja vel overhovedet det mest skelsættende, som er sket i hele vor lange historie. Dette at menneskene underlagde sig naturen, tog planter og dyr i deres tjeneste, betød dybtgående ændringer på så at sige alle livets områder - sikkert langt ud over, hvad vi idag har mulighed for at spore. Flintøkserne blev større og tungere, og man lærte at slibe dem, de skulle jo nu bide i skoven. Agerbruget krævede nye specialredskaber, og lerkarrene fik nye faconer i harmoni med det ændrede indhold. Også gravskikken skiftede og antog, i hvert fald efterhånden, monumentale former; det skyldes vel, at nye agerbrugsguddomme har indtaget de gamle jagtguders plads (Fig. 1). Et område, hvor skiftet fra omstrejfende jægere til mere bofaste bønder må have været kraftigt markeret, er boligen, men her lader fundene os i stikken - man forbavses over stenalderens karrighed med hustomter, når man betænker, hvad jernalderen har ydet af samme. Fra hele ældre stenalder kendes kun ganske få huse, primitive sommerboliger med barkgulv og vægge af let forgængeligt materiale, sandsynligvis siv eller rør. Yngre stenalder har bidraget med lidt flere fund, dog endnu under ti. Til de tidligste hører Knardrup- og Nekselø-pladserne med små rektangulære og hesteskoformede hytter samt Barkær på Djursland, som ganske vist kun har præsteret to huse, men til gengæld af imponerende længder, over 80 meter. Langhuset, som også kendes fra den lidt yngre Troldebjerg-boplads på Langeland, må nærmest opfattes som et »rækkehus«, hvor mange familier har boet sammen, under samme tag. De nu tilkomne Stengadehuse er netop af langhustypen omend i noget modereret form. Man vil forstå, at de betyder en kærkommen forøgelse af det i sandhed meget sparsomme materiale.

Stengadehusene ligger 800 meter fra kysten på et bredt, sandet plateau, som til de tre sider er afgrænset af lave mose- og engdrag; de har ydet en vis beskyttelse og giver en rimelig forklaring på, at man valgte netop dette sted. Det først fundne anlæg, udgravet 1968-69, blev i starten opfattet som to huse lagt i forlængelse af hinanden, men det har senere vist sig, at der er tale om en enkelt bygning, 5 meter bred og 35 meter lang - altså et virkeligt langhus omend ikke af Barkær-format. Den svære stensyld angiver formen, og fund af stolpehuller og lerklining fortæller om væggenes beskaffenhed. Indgangen var gennem et vindfang i nordsiden, om taget kan man kun sige, at det formentlig har været af saddelform. En ruminddeling - som i Barkær - kunne ikke påvises, men det må rigtignok bemærkes, at husets midtparti var noget forstyrret. Nærmere ind på livet af beboerne bringer løsfundene os - kværnsten og husdyrknogler fortæller, at de var bønder, og skår af knuste lerkar opsamlet mellem mængder af flintaffald fastslår, at de har levet i en forholdsvis tidlig del af yngre stenalder. Det sidste stemmer godt med en aldersbestemmelse foretaget på Risøs dateringslaboratorium: Ca 3600 før Kristus.

Under husets gulv havde en af beboerne fundet et sidste hvilested. Ved det ubrændte lig var som gravgods anbragt to lerkar samt fire pilespidser, der - må man formode - repræsenterer et nu af jorden opløst udstyr bestående af bue og pilekogger. Andre af husets beboere er sandsynligvis blevet gravsat i den lille langdysse, hvis stærkt forstyrrede tomt fremkom ved de senere gravninger, ca 100 meter fra huset (Fig. 2).

Hus nr 2, der blev udgravet 1970-72, var placeret kun 40 meter fra det første fundsted, men trods dette og trods mange konstruktive lighedstræk synes de to tomter ikke at være samtidige; lerkarformer mv. udpeger det sidst fundne hus som det ældste, hvilket bekræftes af Risø, der daterer hus 2 til ca 3900 før Kristus, altså 300 år ældre end hus 1. Vi er dermed rykket tilbage i den tidligste og dårligst kendte del af yngre stenalder, århundrederne umiddelbart efter agerbrugets ankomst til Norden (Fig. 3).

Huset var 33 meter langt og med en indvendig bredde på kun 3 meter. Den kraftige stensyld var forbløffende velbevaret, formentlig fordi hustomten tidligt er blevet dækket med et svært lag flyvesand. Desværre har stolpespor o. lign. en kedelig tilbøjelighed til at forsvinde netop i flyvesandet, men det kan dog siges med sikkerhed, at der er tale om en huskonstruktion af de lettere: lerklinet risfletning mellem kraftige vægstolper, udvendig og indvendig støttet med de omtalte syldsten, der har dannet en dobbelt række i et eller to skifter. Der er ikke påvist stolper inde i rummet, taget må have hvilet på væggene, hvis det da ikke har fortsat ned og støttet direkte på jorden, hvad fund af nedgravninger og støttesten uden for væglinjen tyder på, i hvert fald for visse strækningers vedkommende. At der netop på disse strøg var påfaldende store fundmængder i området lige uden for husvæggen, kan betyde, at man på en eller anden måde har udnyttet rummet under det forlængede tagskæg. Et rum af mindre primitiv beskaffenhed synes at have været afskilt i husets vestende, hvor en stenrække antyder væg (Fig. 4).

Af døre er der påvist to, begge i bygningens søndre langside, de er ret smalle, og den ene synes at have været udformet med en slags vindfang eller bislag. Der fandtes ingen sikre spor af ildsteder inde i huset, men tæt uden for det afdækkedes en stor stensat bålplads. Ligeledes uden for huset gjordes et spændende fund, en meget dyb nedgravning med skrå, stenlagt side; den var stærkt vandførende og skal formentlig tolkes som en brønd.

Af skår fandtes ikke mindre end 75 kg repræsenterende flere hundrede knuste husholdningskar af de for den tidlige bondekultur velkendte typer: tragtbæger, øskenbæger og -krukke, kraveflaske o.s.v. Udsmykningen er sparsom og som regel begrænset til området under randen. Nogle runde lerskiver med en diameter på 18-20 centimeter og med negleindtryk langs kanten kan være bageplader. Morsomst inden for keramikken er nogle små lerdyr af yderst plumpe former (Fig. 5, Fig. 6). Hvordan de iøvrigt skal forstås, er ikke let at afgøre - det kan lige så vel være børns legetøj som dybt alvorlige religiøse symboler.

Går vi til det andet hovedmateriale, stenen, finder vi udvalget lige så typisk. Slibesten og kværnsten forekommer hyppigt, og af flintredskaber er der hele det for datiden velkendte register: tværpile, skrabere, knive, flækkesegle, bor, stikler, knusesten og naturligvis slebne økser og skiveøkser. To af de sidstnævnte, anbragt mellem syldstenene ved hver sit hushjørne, skal formodentlig tolkes som beboernes ofre til højere magter. Lignende blev iagttaget i det andet hus og kendes fra mange yngre fund - ja helt op til nutiden har skikken været praktiseret, som det vil være læserne bekendt (Skalk 1972:3).

Husdyrene, som de ældste bønder holdt, har - fremgår det af knoglefundene - været de samme, som man finder hos deres nutidige kolleger, nemlig ko, svin og får eller ged. Formentlig har hunden også gjort dem selskab. Rester af vilde dyr foreligger ikke i det bestemte materiale, men andetstedsfra ved vi, at stenalderbonden ikke gik af vejen for lidt kosttilskud fra skoven, når lejlighed bød sig. Om planteavlen fortæller frøaftryk i lerkarrene - hulrum efter korn og kerner, som tilfældigt er kommet i leret, før det blev brændt; de røber, at Stengadehuset har været omgivet af marker med nøgen byg, hvede samt de primitive hvedesorter emmer og enkorn. Også rughejren, som nutidens landmænd regner til ukrudtet, har man dengang vidst at værdsætte, og i det sene efterår, hvor slåenen har fået den første nattefrost, har man indsamlet dens bær og delikateret sig med dem.

Ældste bondegård har vi kaldt artiklen, og det står vi ved - det sidst fundne Stengadehus er virkelig det ældste, som endnu er påvist fra dansk agerbrugskultur. Skønt frisk udgravet har det allerede givet betydelige bidrag til forståelsen af de første bønders vilkår, og mere vil kunne hentes ved yderligere bearbejdning. Af de mange spredte enkeltheder former sig en helhed - et billede af den brede, moseomkransede bakke, hvor kornet såedes mellem de afsvedne stubbe på det ved ildens hjælp ryddede areal, mens kvæget fandt føden i de omliggende skovstrækninger. Det lange hus var som en landsby under ét tag; der boede man, mænd, kvinder og børn - en storfamilie, hvor alle livets funktioner udfoldedes i skøn endrægtighed. Betrygget var tilværelsen langtfra, slog afgrøden fejl, kom der sygdom mellem dyrene, var man ilde faren, og dog betegner den nye livsform et uhyre fremskridt fra stenalderjægerens. Man var ikke længere helt i naturens vold (Fig. 7).

Lit: Nationalmuseets Arbejdsmark 1949 (Barkær). - J. Winther: Troldebjerg. 1935