Ægget og hønen

Den har skikkelse af et æg - et ordentligt landæg - men er drejet i elfenben (se billede 1). Elfenbensægget kan skrues fra hinanden, og indeni ligger et nyt æg, men denne gang af guld (2). Guldæggets spidse ende kan skrues af, og herinde finder man en svamp til at væde med parfume - et hovedvandsæg med andre ord (3). Ikke nok med det: den brede ende kan også skrues af, og under den ses et låg af guld og emaljeret i hvidt og gult, så det ligner æggets hvide og blomme (4). Låget løftes, og nu kommer en høne til syne, af guld med fjerdragt i emalje og øjne af diamanter (5). Når hønen tages ud, opdager man, at også den kan åbnes; indeni befinder sig en kongekrone med en kurfyrstehat under bøjlerne og en rød karneol med et indgraveret motiv som bund (6). Kronen er af guld besat med perler og diamanter, mens hattens opkrammede skygge har hermelinsbesætning udført i emalje. Også kronen kan åbnes, og nu viser det sig, at den ene af bøjlerne er en fingerring (7). Den bærer en fladslebet diamant, og under denne ses et kronet dobbelt C udført i guldfiligran.

Ægget er skænket til Rosenborg af enkehertuginde Wilhelmine, Frederik 6.s yngste datter. Hun blev som tyveårig gift med sin halvfætter prins Frederik, den senere Frederik 7., men forbindelsen opløstes 1837, og året efter ægtede hun en bror til den senere Christian 9., hvorved hun erhvervede sig hertugindetitlen. Med ægget fulgte Wilhelmines egne optegnelser om dets oprindelse. Hun havde fået det af sin mor, der havde arvet det fra sin farmor, som igen havde fået det af sin mor, dronning Caroline af England. Denne havde i sin tid modtaget det som gave fra en nær veninde, hertuginde Charlotte af Orléans; de to C’er i ringen inderst i ægget skulle referere til de to damers fornavne. Det lyder jo alt sammen meget rimeligt, men familieoverleveringer er ikke altid pålidelige, og vil man være vanskelig, kan man indvende, at traditionen kunne være opstået netop på grund af de to C’er.

Når der kan være grund til at anstille sig lidt skeptisk, skyldes det, at et næsten identisk æg findes beskrevet i kongeligt dansk arkivmateriale fra 1700-årene. Man spørger sig uvilkårligt, om ikke de to stykker i virkeligheden er et og det samme. 26. juli 1722 skriver dronning Anna Sophie (Reventlow) i sin dagbog, at hun af sin kære herre, det vil sige Frederik 4., har modtaget en gave. Dem fik hun mange af fra sin opmærksomme ægtemage, men denne må have været særligt kærkommen, siden den omtales i dagbogen. Ægget, som det drejer sig om, beskrives nøje og svarer i næsten alle detaljer til det på Rosenborg. Senere finder vi igen ægget omtalt, nemlig i en liste over dronningens dødsbo, men hvad der derefter blev af det, vides ikke. Det kunne være på Rosenborg.

At få de to sæt oplysninger, vi råder over, til at stemme sammen, viser sig straks umuligt: Charlotte og Caroline - de to C’er - døde henholdsvis 1722 og 1737, den første altså det år, Anna Sophie modtog gaven fra Frederik 4., men ægget har jo ikke kunnet optræde samtidig i det engelske og det danske kongehus. Også andet taler mod, at Rosenborgægget skulle have været Anna Sophies. For det første, at det yderste æg, det af elfenben, hverken nævnes i hendes dagbog eller i dødsbofortegnelsen, for det andet, at der er nogen uoverensstemmelse mellem det antal ædelsten og perler, som findes på Rosenborgægget og det, som nævnes i dødsbolisten. Begge dele kan skyldes forglemmelse, men der er endnu en ting at bemærke, og den synes at afgøre sagen: kurfyrstehatten under kronen. Dette værdighedstegn blev anvendt af tyske fyrsteslægter og har intet med Frederik 4. og Anna Sophie at gøre. Charlotte og Caroline derimod havde begge, hver på sin måde, tilknytning til både kurfyrster og konger - til både hatten og kronen. Det vides, at Charlotte i tiden mellem 1715 og 1720 sendte ikke færre end 506 breve til sin engelske veninde og også, at der blev udvekslet gaver, men i de bevarede dele af korrespondancen nævnes dette æg ikke. Alt taget i betragtning vil vi dog mene, at Wilhelmines familietradition er rigtig, og at ægget virkelig har tilhørt hendes tipoldemor, selv om der ikke kan leveres noget endegyldigt bevis.

Den raffinerede symbolik med de to C’er samt kurfyrstehatten og kongekronen viser med stor sandsynlighed, at Charlotte har udtænkt og bestilt dette æg med henblik på Caroline. Samme Charlotte havde - det fremgår af hendes breve - stor sans for humor, og hele gaven med dens forskellige lag var jo tydeligt ment som en spøg. De praktiske indretninger, som ægget indeholdt, havde ingen virkelig værdi: ringen kunne højst passe til en barnefinger, og parfumebeholderen var vanskeligt tilgængelig, hvis man virkelig fik brug for vellugt - og det gjorde man tit under datidens hygiejniske forhold. Det hele var en joke. Man kan forestille sig, at Charlotte med sin gave har villet stille veninden det gammelkendte, drilske spørgsmål: Hvad kom først, ægget eller hønen?

Der synes altså, så mærkeligt det lyder, at have været to æg af denne slags i det danske kongehus’ besiddelse, og der kan næppe være tvivl om, at de er udgået fra samme værksted. Anna Sophies eksemplar har tilsyneladende manglet elfenbensskallen, som vel også var forholdsvis skrøbelig og let kunne gå tabt. Nu er hele dette æg altså forsvundet, men det andet eksisterer og har oven i købet fået efterfølgere. I 1879 afholdtes i København en stor Kunst- og Industriudstilling, og her glimrede vort æg ved sin nærværelse. Blandt de kongelige, som overværede åbningen, var Christian 9.s datter Dagmar, og ægget må have optændt hendes begær, så at hun ønskede sig et lignende. Det fik hun seks år senere af sin mand, den russiske zar Alexander 3. Det nye æg - en kopi af det danske - blev det første i en lang serie af påskeæg, som guldsmeden Fabergé udførte for det russiske hof helt frem til revolutionen i 1917. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4, fig. 5, fig. 6, fig. 7)