Æ vold

Eksemplet, der her skal fremføres, er en lav uanselig jordvold beliggende nogle kilometer nord for den sønderjyske stationsby Rødekro. Lokalt kaldes den Vendersvold eller slet og ret æ Vold. Skønt næppe kendt af mange hører den til blandt de tidligst optegnede fortidsminder i Danmark, og derfor kan vi takke Johannes Mejer, Christian 4.s dygtige kartograf, som kortlagde hele Danmark, men Sønderjylland med særlig grundighed. På et kort over Åbenråegnen finder vi æ Vold bemærket med følgende tekst: »Gamle skanse - Grawgrafft kaldet«. Senere - ja langt senere, nemlig i begyndelsen af 1800-årene - dukker volden op igen, denne gang hos præsten Peter Kjer, fra det nærliggende Øster Løgum. Kjer, der var levende interesseret i sit sogns historie, har efterladt sig en række kort og optegnelser, som ikke blot i detaljer beskriver egnens udseende på hans tid, men som også omtaler sagn, gravhøje og andre fortidsminder. Således »en dyb grav, der strækker sig øster og vester, hvorpå vel en stor jordvold har været opkastet, der vel muligen kan have været en forskansning, som de danske kan have betjent sig af imod holstenere eller vendere«.

Når Peter Kjer sætter æ Vold i forbindelse med venderne, skyldes det først og fremmest en række sagn, der fortæller om vældige kampe, der skulle have fundet sted i området. Lige nord for volden finder vi således en lokalitet kaldet »Kongens hestestald«; her skulle sammenstødet med venderne ifølge overleveringen have været så voldsomt, at blodet randt soldaterne i skoene. Og om et område syd for den nærliggende bebyggelse Lerskov fortælles det, at her blev »for utroligt mange år siden« 18.000 mand dræbt i krig. Forestillingen om æ Vold som et forsvarsværk mod venderne er senere blevet udbygget med en teori om, at det var her - ved Lerskov - Magnus den Gode i 1043 knækkede de slaviske angribere. I historiebøgerne kan man ellers læse, at det var på Lyrskov Hede ved Slesvig, kong Magnus øvede sin bedrift. (Fig. 1, fig. 2)

Ikke alle har dog følt sig overbevist om forbindelsen mellem æ Vold og venderne, men det har manglet på noget at sætte i stedet. Problemet var, at man bortset fra Danevirke ikke rigtig kendte paralleller til denne langvold, hverken fra vikingetiden eller middelalderen. De fleste skribenter, der i vor tid har beskæftiget sig med æ Vold, har da også - som Hugo Matthiessen i sin bekendte bog om Hærvejen - nøjedes med at se den som et minde om »fjerne tiders kampe«.

I dag er der ikke meget tilbage af æ Vold. Bedst bevaret og derfor fredet er en 400 meter lang strækning umiddelbart øst for hovedvejen Åbenrå-Ribe, der på dette sted ligger, hvor den gamle hærvej lå. Hvad man ser, er en lav vold med en meterdyb grav langs nordsiden; den benyttes nu som markvej. Øst for det fredede parti fremtræder volden som et kraftigt markdige, der skråner ned mod en lille lavning. Vest for hovedvejen er den helt væk, men fra ældre optegnelser vides det, at den har fortsat i retning af et stort moseområde. Begyndelsen til en undersøgelse af dette mærkelige anlæg blev gjort i 1988 af Haderslev Museum. Det blev til en række snit gennem den sløjfede del af voldgraven samt en gravning i vestenden af den bevarede volddel. Senere er arbejdet fortsat i korte kampagner med i alt omkring 30 snit. Endnu mangler der en del, før de arkæologiske muligheder kan siges at være udtømt, men allerede nu har vi høstet mange nye oplysninger om æ Volds forløb og konstruktion.

Vi kan med sikkerhed følge anlægget over en strækning på godt et par kilometer. Af selve volden fandtes, bortset fra det fredede parti og dets nærmeste omgivelser, kun meget lidt bevaret, men i næsten alle snittene lykkedes det at lokalisere graven. Den var op til 4 ½ meter bred og 1 ½ meter dyb, som regel fladbundet og af den type, der benævnes tørgrav, det vil sige, at den, bortset fra de lavestliggende steder, aldrig har indeholdt vand. Med interesse bemærkede man, at gravens dybde var størst i de højtliggende områder, mindre i de lavtliggende; de, som gravede, har åbenbart sparet sig arbejde der, hvor passagen på grund af fugtigheden i forvejen var vanskelig. Over store dele af forløbet iagttoges spor af et palisadehegn, som regel beliggende fra tre til seks meter nord for graven. På de højereliggende steder var træet helt formuldet og kun fundamentgrøften kendelig, men i lavningerne har fugtigheden bevaret de nederste ender af tætstillede egepæle. Fundet af dette blev et afgørende gennembrud for undersøgelserne. Palisadehegnet gav os et vigtigt supplement til konstruktionen og træet mulighed for datering. (Fig. 3, fig. 4)

Et par kilometer sydøst for æ Volds hovedstykke, syd for Lerskov, er i 1912 registreret »en overordentlig velbevaret vold med grav foran«. Beskrivelsen er desværre ikke længere dækkende, tilbage er kun en lav, udjævnet højning, men også denne blev undersøgt med et snit. Det gav et instruktivt billede af vold og grav, men ingen spor af palisader. Trods denne mangel var der så stor lighed mellem dette anlæg og æ Volds hovedstykke, at de to må betragtes som dele af samme forsvarssystem. Den korte vold har dækket en ca 100 meter bred landkorridor mellem to store mosedrag. Her var den østligste mulighed for passage i nord-sydlig retning, hvis man ville undgå den markante erosionsdal Genner Hoel, der fra Gennerbugten, en arm af Lillebælt, strækker sig langt ind i landet.

Som almindeligt ved undersøgelser af voldanlæg gav udgravningerne ikke mange genstandsfund. En samling skår af jernalderkarakter fra en grube umiddelbart syd for volden, men uden direkte kontakt med denne, var stort set alt, og de tillod ingen nøjagtig tidsfæstelse af anlægget. Derimod var flere af de nævnte pælestykker så tykke og velbevarede, at de kunne bruges til dendrokronologisk datering. Træerne må, viste det sig, være fældet i slutningen af 200-årene, altså yngre romertid. Tidsfæstelsen betyder en afgørende ændring i synet på æ Vold. Venderne er ude af billedet, vikingerne ligeledes. Vi må nu vurdere anlægget ud fra ældre jernalders forudsætninger, og de var helt anderledes. (Fig. 5, fig. 6)

Hvem forsvarede sig mod hvem i yngre romertid, og hvad har baggrunden været for at opføre det kilometerlange fæstningsværk? Lad os først se på æ Volds landskabelige placering. Den omtalte dal, Genner Hoel, der fra østkysten skyder sig ind i landet, må sikkert opfattes som det første led i forsvarskæden. Derefter følger det korte voldstykke syd for Lerskov og derefter igen et af de store mosedrag, som denne egn er og - navnlig - har været så rig på; de er naturligvis nu i vid udstrækning afvandede og opdyrkede. Næste trin er selve voldens hovedstykke. Det kan følges vestpå til et andet stort vådområde, Stavereng kaldet; forstavelsen skulle betyde kæp eller pæl, og det kunne jo tyde på, at i hvert fald palisadehegnet har fortsat ud i engen. Nordvest for Stavereng er der ved gården Kopsholt en snæver landpassage, som endnu ikke er undersøgt for voldspor, men straks på den anden side ligger igen store mose- og engstrækninger samt, hvad mere er, vandløb som Nipså og fortsættelsen Gelså, der via forskellige mere og mere vandrige mellemled udmunder i Vesterhavet. Naturen og menneskene har her i fællesskab lagt en spærring tværs over halvøen - ganske som Danevirkelinjen, blot ældre og i mindre format. (Fig. 7)

Selv om æ Vold ikke kan måle sig med sin store efterfølger, er den dog et meget betydeligt ingeniørarbejde, og det står klart, at den har haft mere end lokal betydning. Alene opførelsen har krævet større ressourcer, end et enkelt eller nogle få landsbysamfund kunne præstere - for slet ikke at tale om bevogtningen af en så langstrakt fæstningslinje. Bemærkelsesværdig er placeringen tværs over den jyske halvøs smalle færdselskorridor, hvorigennem al nord-sydgående trafik skulle passere. Østkystens lerede bakker og stejle dale var helt op til forrige århundredes vejbyggerier en betydelig færdselsmæssig forhindring, og mod vest gjorde de mange og store vandløb samt et utal af moser trafik næsten umulig undtagen om vinteren, når frosten bandt vandene. Der kan ikke være tvivl om, at æ Vold er anlagt af en central myndighed, som rådede over store mandskabsstyrker. En stammehøvding eller måske en konge i mindre format.

Efter Danmarks samling til ét rige var det en selvfølge, at det jyske forsvar måtte rettes mod syd; det var jo derfra fjenden med størst sandsynlighed ville komme, og sådan finder vi da også Danevirke orienteret. Anderledes i romertiden, landet var da splittet op i stammeriger, småkongedømmer, eller hvad man nu vil kalde dem, og da de uden tvivl har bekriget hinanden, kunne angreb komme fra forskellige retninger. Det ville derfor være rart at kunne afgøre på hvilken side af æ Vold, den forsvarende part har befundet sig, men det er slet ikke så let en sag. Set fra syd ligger først volden, så grav og palisadehegn. Bedømt herudfra ville det være naturligt at opfatte æ Vold som vendt mod en angriber fra nord og med forsvarerne på sydsiden, bag den beskyttende vold. Ser vi imidlertid på det omliggende landskab med mindre højdedrag på nordsiden og vådområder, der når helt frem til volden, på sydsiden, virker den modsatte tolkning mest sandsynlig. Man ville også gerne vide, hvilken forbindelse der er mellem æ Vold og det såkaldte Olgerdige, som ved Tinglev ca 15 km længere mod syd på tilsvarende måde spærrer for den nord-sydgående trafik. At der er en sammenhæng, er givet, for dendrodateringer har vist, at Olgerdigets yngste fase er samtidig med volden ved Øster Løgum. Er de opført af samme fyrste, eller har de tjent hver sit folk? Spørgsmålet kan måske udvides, for i den nordlige del af Sønderjylland findes spor af andre langvolde, som endnu ikke er dateret, men som også kan tænkes at stamme fra slutningen af ældre jernalder. (Fig. 8)

Fra datidens skrevne akter, som naturligvis må hentes i landene sydpå, har vi et vagt kendskab til tre folk. Mod nord boede jyderne, mod syd anglerne, og østfra trængte danerne frem. Desværre er kilderne få og deres værdi begrænset, da de ofte er upræcise eller af tvivlsom troværdighed. At perioden har været præget af magtkampe og territorialstridigheder, er dog hævet over enhver tvivl - herom vidner i Sønderjylland, foruden langvoldene, to lidt yngre undersøiske skibsspærringer ved mundingen af Haderslev Fjord samt de store våbenofferfund ved Thorsbjerg syd for Flensborg, Nydam på Sundeved og Ejsbøl ved Haderslev. Nye folk er dukket op på arenaen, og de gamle har været tvunget til at forskanse og forsvare sig. At det er gået hårdt til, siger sig selv, så måske taler sagnet ikke helt usandt, når det melder om tusinder af faldne og om blodet, der randt soldaterne i skoene.