Adams støberi

Sortebrødre klosteret i Odense, grundlagt ca. 1240, lå nordøstligt i byen, men det blev fuldstændig nedbrudt ved reformationen, og dets nøjagtige placering gik i glemmebogen. Gennem byarkæologiske undersøgelser inden for den sidste halve snes år er det imidlertid lykkedes, ikke blot at genfinde, men også at få et nogenlunde dækkende billede af det store kompleks med klosterbygninger, kirke og kirkegård. Et fundament fundet i Overstræde er med føje blevet tolket som indgangen til det hele, klosterporten. Et ældre navn for Overstræde, som vi et par gange møder i kilderne, er Sortebrødreklosters stræde, og det stemmer jo godt med, at det var gennem denne smøge, man nåede frem til stiftelsens hoveddør. Da man i 1978 nedrev nogle bygninger, blev der lejlighed til at se nærmere på området lige uden for porten. Undersøgelsen, som strakte sig over et par år, kom til at belyse en meget speciel side af klosterlivet (fig. 1).

Bronzeslagger, lerstykker fra forme, trækul og adskillige kilo metal fortalte, at der har været støbeaktivitet på stedet og tilmed af betydeligt omfang, men der var mange andre fund: keramik, forarbejdet træ og læder og et mindre antal mønter, de sidste velkomne som bidrag til dateringen. Gulvlag eller andre bygningsrester fremkom ikke, derimod et antal gruber, hvoraf nogle tilhørte støbeperioden, mens andre er en senere tids affaldskuler, i en af dem fandtes en udslidt træspade. Ned gennem det hele var gravet en firkantet brønd, som på et tidspunkt i senmiddelalderen er blevet fyldt op; blandt fundene var tagsten (de såkaldte munke og nonner), skelettet af en hest og nederst i de fugtige bundlag to hele stavbægre og skårene af et komplet bæger i rhinsk stentøj.

Men det var selvsagt støbefundene, der påkaldte den største interesse. I to gruber fandtes cirkulære lag af brændt ler, som viser, at der har været fremstillet klokker på stedet, men de mange formdele godtgør, at der også har været en betydelig produktion af malmgryder- og kander. Spørgsmålet bliver nu, hvornår støberiet har fungeret; herom fortæller fundene, men naturligvis kun dem fra de sikre støbelag. Skår af glaserede kander kan tidsfæstes ca. 1250-1350, og mønterne peger nærmest mod 1200-årene: en er fra Erik Plovpennings regering (1241-50) og en fra Erik Klippings (1259- 86); sidstnævnte konge er i øvrigt repræsenteret med endnu et par mønter fundet i omgravede lag. Det er sandsynligt, at affaldsgruberne sætter en øvre grænse for aktiviteterne, de må være kommet til straks efter støberiets ophør. Det var en lidt udelikat affære, som navnlig en stor nedgravning i den sydlige del af feltet gav os en prøve på, den indeholdt nemlig, foruden sager af forskellig art såsom kasserede sko og støvler, u-forrådnede lag af staldgødning. Under udgravningen havde vi møddinglugten i næsen omend i mildere grad end dengang, indholdet var friskt. Middelalderens mennesker var ikke sarte, men lugten har alligevel været et problem for munkene, det fremgår af et bispebrev, 1308, til Odenseborgerne; det er nu tabt, men kendes i referat: »Den 30. september opfordrer han indbyggerne til og befaler dem, at de ikke må fortrædige Dominikanermunkene med deres møddinger, idet han tilføjer trusler om bandlysning«. Sandsynligheden er stor for, at der er tale om netop området mellem klosteret og byen, og genstandene i gruberne modsiger da heller ikke brevets datering. Da støbeaktiviteterne ligger forud for affaldskulerne, må man regne med, de er foregået i sidste halvdel af 1200-årene.

Odense-støberiet har været et alsidigt foretagende, dets register spænder fra kirkeklokker, over malmgryder og helt ned til småbitte bronzeknapper. Klokkestøbningen kan vi gå forholdsvis let hen over, da den har været udførligt beskrevet i den omtalte tidligere artikel. Hovedkilden her er et skrift forfattet engang i 1100-årene af munken Theofilus; om Odense-støberne har kendt det, kan vi ikke vide, men metoden, de har brugt, synes at svare ret nøje til den, han beskriver. På et lerfundament, dybt nedgravet i jorden, stilledes formen bestående af en indre lerkerne og en ydre lerkappe omkring den »falske klokke«, som var dannet i voks. Ved opvarmning smeltedes vokset bort, og nu kunne malmen nedledes fra en nærliggende smelteovn. Når den var størknet, blev formen gravet fri og slået i stykker, afpudsning foretaget, hvorefter det færdige produkt kunne transporteres til sit bestemmelsessted. Som nævnt blev der ved udgravningen fundet to gruber med klokkefundamenter i bunden - den ene havde endda været benyttet til støbning af to klokker, det fremgik af, at der var to rødbrændte lerplader, den ene under den anden, med forskellig diameter og med hver sin fyringskanal nedenunder. Et murhjørne, som blev fundet i højere niveau, er måske en rest af smelteovnen.

Langt den største del af produktionen var dog lagt an på mindre produkter, først og fremmest de i middelalderen så populære trebenede gryder, men også kander og lysestager, varmebækkener eller døbefonte - så vidt man nu kan bestemme efter de fundne formdele. Røgelseskar, som var så almindelige i datiden, er der mærkeligt nok ikke fundet spor efter, men ellers synes der at være nogenlunde, hvad kirke og bolig havde brug for af støbegods.

Desværre har Theofilus ikke givet os nogen vejledning til støbning af gryder, de kom efter hans tid, men tinkander omtaler han, og der er flere lighedspunkter i fremstillingen. Nuancerne i processen får man dog kun gennem støbefundene og selve de færdige produkter. Lad os som udgangspunkt tage en malmgryde fundet 1943 på Gåseholmen, tæt nord for Odense. Lagene, hvori den lå, er dateret til 1300-årene, men gryden selv kan godt være ældre, så det er ikke umuligt, den kommer fra vort støberi. Den har de sædvanlige tre ben, to spidsvinklede ører og omkring bugen tre pynteribber. Midt mellem ørerne løber en lodret støbegrat, der deler karret i to halvdele. I den ellers glatte overflade ses hist og her små ujævne pletter; dem vender vi tilbage til. På en sådan gryde passer mange af de fundne formdele som hånd i handske, og det sætter os i stand til at rekonstruere fremstillingsforløbet (fig. 2).

Først dannes, som ved klokkerne, kernen: om en roterende aksel spoles et reb, lag på lag af vindinger, til man har en passende vulst, herover klaskes ler, der formes som grydens indre. Atter herover bygges i voks den såkaldt falske gryde med ører, ben og det hele, og omkring den lægges et nyt lerlag, kappen. Efter tørring fjernes akslen, rebet trækkes forsigtigt ud, og hullet i bunden af kernen lukkes med en lerprop. Nu brændes formen, hvorved vokset bortsmelter, og når det er sket, gennemsaves kappen lodret (jfr. støbegraten på Gåseholmskarret), så at den kan skilles ad og inderfladerne renses. Hvis støberen vil have sit mærke på gryden, indridser han det spejlvendt i en af inderfladerne, og nu kan delene sættes på plads. For at det kan ske rigtigt, har man på forhånd anbragt pasningshak, der hvor kerne og kappe støder sammen, og til yderligere sikring indlægges kernestøtter, små brokker af bronze, på passende steder i hulrummet; det er dem, der har givet de ujævne pletter på Gåseholmsgryden. Når støbningen skal foregå, placeres formen omvendt i en grube, ompakkes med sand, hvorefter bronzen indhældes gennem en tragt monteret omkring kappens bundhul. Efter afkøling graver man formen op og slår den i stykker. Indhældningstappen saves af, afpudsning foretages, og gryden er klar til brug (fig. 3 og fig. 4).

Når sådanne forme sønderslås, sker bruddene de samme karakteristiske steder, derfor er de brokker, vi finder, meget ensartede: tragt, ben, bug, rand. Ved målinger på formdelene kan man med ret stor sikkerhed bestemme karrenes størrelse, her er gryder med tværmål mellem 16 og 42 cm, men ca. 20 er det almindeligste. Det er de sidstnævnte, man i dag oftest ser på museernes hylder, de store er som regel blevet omstøbt, men kendes dog fra skriftlige kilder, f.eks. boopgørelser. Benene har varierende former, nogle - de fleste - er helt uden udsmykning, andre med en vulst på ydersiden, atter andre med fødder som dyrepoter (løvefødder). Et enkelt formstykke er fra et meget stort ben, 6 cm i tværmål mod normalt 2-3 cm. Det har næppe hørt til en gryde, snarere til en døbefont eller et varmebækken (fig. 5 og fig. 6).

Færdige produkter finder man efter sagens natur sjældent på støbepladser, men Odense-udgravningen har dog givet et enkelt, en stjerneformet bronzeknap, muligvis hovedet til et prydsøm. Heldet var med os, for også formen, hvori den var støbt, dukkede op: en lille flad lerklods med en udskåret fordybning svarende til knappen. Ved siden ses en tilsvarende fordybning, men her er formen knækket. Der kan altså have været flere endnu (fig. 7).

Gryden var middelalderens foretrukne kogekar, først og fremmest i ler, men efterhånden også i bronze, som var dyrere, men til gengæld mere holdbart. Malmgryder omtales ofte særskilt i testamenterne, og i krisetider blev de gravet i jorden sammen med andre værdigenstande. Fra de urolige 1360'ere kendes to møntskatte nedlagt i bronzegryder, fra Kirial på Djursland (se Skalk 1968:1) og fra Rådved nær Horsens, den første endda med to beholdere. Mønterne er i begge fund overvejende tyske, og samme oprindelse har i hvert fald de to af gryderne, de er nemlig på randens inderside forsynet med Hansestaden Stralsunds mærke, en pil. På Rådved-gryden ses tillige støberens mærke, nærmest som et stort A, og et tilsvarende, men beskadiget findes på den ene Kirial-gryde.

Signeringen af de tyske gryder har sin egen historie. På et møde, Hansestæderne afholdt i Rostock 1354, blev der fastsat regler for grydestøberne i en række tyske byer, og det blev vedtaget, at mesteren skulle forsyne sine produkter »med sin bys mærke og med sit eget mærke«. Bestemmelsen gentages nogle gange med få års mellemrum, så den er nok ikke altid blevet overholdt. Danmark importerede mange af disse gryder, det viser fundene af mærkede kar såvel som skriftlige kilder. Da Viborg- provsten Morten Sperling 1452 skulle udstyre sin embedsbolig, tog han på indkøbstur til Lübeck, hvor han foruden bord, stole, sengetøj og beklædning erhvervede tinsager, kedler og ikke mindre end ti gryder med en sammenlagt vægt af 62 pund. Oplysninger af denne art er mangfoldige, så det er ikke så sært, man efterhånden fik den forestilling, at en dansk grydeproduktion først indledtes i senmiddelalderen. Odense-fundet viser helt klart, at denne opfattelse må revideres (fig. 8).

Den nære håndværksmæssige forbindelse mellem gryde- og klokkestøbning, som vort fund viser, kan også aflæses af mærker og indskrifter på bevarede kirkeklokker, ganske vist fra en noget senere tid. På klokken i Tyrsted ved Horsens satte Niels Eskildsen ca. 1430 to gryder ved sit støbemærke, mens den omtrent samtidige mester for klokken i Sonnerup vest for Roskilde nøjedes med en enkelt. Klokken i Guldbjerg ved Bogense er ifølge indskriften støbt 1507 af Poul Gridstøber i Melfaredid (Middelfart), mens et antal lidt yngre nordjyske klokker angives fremstillet af Las Klockesteber - som imidlertid også støbte gryder; vi kender mindst én med hans mærke. Af Malmøs kæmnerregnskab fremgår, at byen 1519 husede fem grydestøbere, to kandestøbere og to kedelsmede. Klokkestøberen nævnes slet ikke, men skjuler sig uden tvivl bag grydestøberne. De to fagbetegnelser synes stort set at have dækket det samme (fig. 9).

Odense smedesvendelav omfattede 1452, foruden egentlige smede, kedelsmede, remsnidere, sværdfegere, sadelmagere og grydestøbere - her som andetsteds samlede man fagene i grupper. Nu tilhører det nyfundne støberi jo en noget ældre tid, lavsstrukturen var ikke så fasttømret, og beliggenheden taget i betragtning er det nok mest sandsynligt, det blev drevet fra klosteret, formodentlig gennem lægbrødre. Det skulle således være Sortebrødrenes værksted, vi har for os. Måske kan vi endda knytte et personnavn til det.

Blandt fundene var et kappestykke fra en af klokkeformene, så stort og velbevaret, at vi fik lyst til at prøve det på byens mange klokker. Heldet tilsmilede os, i domkirken Skt. Knud hænger en fin gammel klokke med latinsk indskrift i store majuskler: »O ærens konge Kristus kom med fred. År 1300«. Årstallet passede, kappestykket ligeledes. Lidt under indskriftbåndet lagde det sig så tæt til klokkelegemet, at man med stor sandsynlighed kan sige, de to hører sammen, og at støbningen altså har fundet sted ved Sortebrødre klosterets port. Klokken har endnu to indskrifter, øverst oppe står »Peter og Poul være hilsede i glæde« og nede på siden et enkelt ord »Adam«. Sortebrødrenes kirke var viet til Skt. Peder, så det er muligt, klokken oprindelig var bestemt for den. Adam er sandsynligvis støberen. Ham er det altså - hvis teorien i øvrigt er rigtig - vi kan takke for vore fund (fig. 10).

Flere støberier vil uden tvivl melde sig i kommende tid - øverst på ønskelisten står Jakob Røds i Svendborg, hvorfra der i årene omkring 1250 udgik en række fine røgelseskar med runeindskrifter. Om han også fremstillede gryder, ved vi ikke - og slet ikke, om de var runeristede.

Efterskrift: Endnu et støbefund er for ganske nylig dukket op i Odense - under tomten af trækirken, hvor Knud den Hellige dræbtes 1086. Det drejer sig om støbegruben for en ganske lille klokke, kun ca. 40 cm i diameter ved mundingen, altså nærmest som den, der for få år siden blev fundet ved Hedeby (se Skalk 1980:3). Støberiet var overlejret af byggelag og altså ældre end kirken, i hvert fald fra 1000-årene.