Adams Geografi

Førstepladsen blandt disse kildeskrifter indtager det, som bærer titlen »De hamburgske ærkebispers historie«. Værket, der antages tilblevet kort før år 1075, er stilet til ærkebisp Liemar af Hamburg-Bremen. Forfatteren kalder sig »ringeste kannik ved den hellige Bremerkirke« og dølger sin identitet under bogstavet A, så at vi må ty til andre kilder for at få opklaret, at det er magister Adam, Bremer-domskolens leder, der er tale om. Denne Adam, som altså var en beskeden, men ingenlunde nogen ubetydelig mand, har ikke holdt sig strengt til det i titlen afstukne emne, og til held for os har han ofret Norden en stor del af sin flid. Hans bidrag til vor ældste historie er tungtvejende, men den side af bogen vil vi her lade ligge og i stedet hellige os det, som er dens andet hovedtema, nemlig den geografisk-etnografiske beskrivelse af Nordens lande og folk. Gennem flere århundreder blev den stående som det fyldigste, der var sagt om den sag; først op i 1400-årene kunne den henlægges som forældet.

Mens den flittige Adam i Bremen skrev på sin bog, løb det sidste vikingetog af stabelen. Det var ikke et planløst røvertogt, men et velovervejet erobringsforsøg foretaget af den danske konge Svend Estridsøn, med det formål at genoprette morbroderen Knud den Stores Nordsørige. Forsøget mislykkedes; England lod sig ikke længere undertrykke, og den magtposition, som kunne være blevet resultatet af tre århundreders mere eller mindre målbevidste bestræbelser, gled endeligt og afgørende Danmark af hænde. Vikingetiden var virkelig forbi, nu var der kun tilbage at skrive dens historie, og det tog altså Bremerkanniken sig af. For ham var der dog en anden strid, som var mere væsentlig end krigstogene i øst og vest, nemlig kristendommens kamp mod de hedenske guder. Den havde stået på i århundreder - næsten siden vikingetidens begyndelse - men var endnu ikke ført sejrrigt til ende. Danmark og Norge havde ganske vist antaget den nye tro, men i Sverige holdt man stædigt fast ved den gamle. Missionen i Norden var Bremerkirkens særlige anliggende, og de nyomvendte lande var underlagt dens myndighed; først tredive år senere oprettedes ærkebispestolen i Lund. Hele denne virksomhed var for Adam en hjertesag, og det er grunden til, at han ofrer landene heroppe så stor opmærksomhed i sit værk.

Historisk set står Adam i porten til middelalderen og skuer tilbage over oldtidens sidste århundreder, geografisk befinder han sig i udkanten af verden med udsigt over lande og riger, som endnu er næsten ukendte for Europas civiliserede folk. At de nordiske lande eksisterede, var man naturligvis klar over, det var man blevet grundigt belært om under vikingetiden, og at de var beliggende omkring et indhav, har i hvert fald de nærmestboende vidst, men bortset fra sådanne fundamentale kendsgerninger har de fleste været blankt uvidende om nordiske forhold (Fig. 2). Et lille årtusinde tidligere havde græske videnskabsmænd tegnet udmærkede verdenskort, hvoraf enkelte også omfattede Syd Skandinavien, men de var gået i glemme; de kort, man nu havde, var af en anden og primitivere art, de viste Jorden som en flad, cirkelrund skive med oceanet som en ring udenom, og en blot nogenlunde korrekt fremstilling af de nordiske lande finder man ikke på dem. Adams geografiske beskrivelse er egentlig et oprør mod disse kort, men at hans verdensbillede trods alt er i samklang med deres, fremgår med temmelig tydelighed. Som den belæste mand, han er, ved han ganske vist, at grækerne tillagde Jorden kugleform, og det accepterer han, men uden at gøre sig klart, hvad det indebærer. Han kan ikke slippe forestillingen om, at verden har en grænse, hvor havet styrter i afgrunden, og som man derfor gør bedst i at holde sig fra.

Adam har været vel bevandret i den klassiske litteratur. Historiske og geografiske værker, juridiske arbejder, kirkefædrenes skrifter citeres flittigt, men lykkeligvis har han også øst af andre kilder. Bremerkirkens arkiv har stået til hans rådighed, og her har han hentet værdifuldt materiale, men vigtigst er det dog, at han har holdt øjne og øren åbne. Kollegerne ved domkapitlet i Bremen og tilrejsende kirkens mænd er blevet flittigt udspurgt, og tilsyneladende gik han ikke af vejen for selv at opsøge mere fjerntboende meddelere. Vi har begrundet formodning om, at han har været i Danmark, i hvert fald har han besøgt Svend Estridsøn, som han nærer en ikke ringe beundring for og kalder »den navnkundigste af barbarerne« - en i vore øren noget betinget ros. »Jeg blev«, skriver han, » - meget venligt modtaget af ham, og af hans mund har jeg samlet meget stof til denne lille bog. Thi han var i besiddelse af boglig viden og lærdom og yderst forekommende over for fremmede«. Hvor samtalerne fandt sted, ved vi desværre ikke - ej heller hvornår, men som det sandsynligste tidspunkt har man peget på året 1068, og hvis det er rigtigt, kan vi altså i år fejre 900-året for Adams Danmarksrejse. For dansk historieforskning blev det et meget lykkeligt møde.

Før vi med Adam begiver os på rejse i vikingetidens Danmark, er der endnu et spørgsmål, som vi - med et undskyldende sideblik til vor ledsager - må stille. Er han pålidelig? Om hans gode vilje tør ingen tvivle, men nok om hans evne til at vurdere det, han så og hørte (Fig. 3). Bogen indeholder mange fejl og misforståelser, og sandt at sige er den temmelig tendentiøs. Adam er med hud og hår Bremerkirkens mand, dens hæder ligger ham meget på sinde, og han ser alt gennem dens briller. At den angelsaksiske kirke har tilladt sig at missionere i Norden, som han anser for sin kirkes område, er tydeligvis faldet ham meget for brystet, skønt han forsikrer læseren om det modsatte. Hans irritation er åbenbar, og den kan give sig drastiske udslag, som når han beskylder den fra England kristnede Olav Trygveson for trolddom og kalder ham Olav Krageben, eller når han fortæller om en skånsk bisp af engelsk oprindelse, at han »fandt fornøjelse i den usalige vane at drikke sig fuld og til slut kvaltes og revnede«. - Adam bærer således ikke sit navn med urette. Han har yderst menneskelige svagheder, men de berører kun i ringe grad værkets geografiske afsnit, og det er som sagt dem, vi i det følgende vil skænke vor opmærksomhed.

»Der er en havbugt - som strækker sig fra Vesterhavet mod øst. Denne bugt kaldes af dem, der bor langs den, den baltiske, fordi den som et bælte strækker sig et langt stykke gennem de skythiske egne helt ned til Grækenland - «. Således indleder Adam sin beskrivelse af Østersøen. Det er åbenbart, at han har hørt om de svenske vikingers lange togter ad russiske flodveje til de fjerne Middelhavslande, men noget kendskab til de nærmere omstændigheder ved denne omfattende trafik har han ikke haft; for ham fortaber Østersøen sig i tåget fjernhed. Fra danerne ved han ganske vist, »at dette havs længde ofte og af flere forskellige er blevet undersøgt«, men at han savner oplysning om disse undersøgelsers resultat, fremgår klart, da han senere forsøger en mere indgående beskrivelse af de indre Østersøegne. Den botniske Bugt synes ham ganske ubekendt, og Øland og det rige Gotland, der allerede dengang spillede en vigtig rolle i Østersøhandelen, omtales overhovedet ikke. Øer mangler imidlertid ikke i Adams Østersø. Han nævner tre: Estland, Kurland (Letland) og Semland (Prøjsen), men som bekendt er ingen af disse lokaliteter øer i virkeligheden. I den ydre, vestlige del af havbugten færdes Adam mere hjemmevant, selv om unøjagtigheder og misforståelser naturligvis heller ikke her er undgået. Om indløbet til bugten mellem »Danmarks forbjerg og Norges fjelde« siger han, at det er »så snævert, at sejlskibe let løber over på en nat«.

»Danernes land er næsten helt og holdent udstykket i øer - . Den første del af Danmark, som hedder Jylland, strækker sig fra Ejderen i længderetning mod nord og måler tre dagsrejser, hvis man drejer af til Fyn; men hvis man tilbagelægger vejen fra Slesvig til Ålborg i lige linje, så har man fem eller syv dagsrejser. - Jyllands bredde er temmelig stor ved Ejderen, men derfra indsnævres det lidt efter lidt lige som en tunge til den spids, der hedder Vendel; dér ender Jylland«. Om den jyske halvø, som Adam derefter beskriver, er der ikke meget godt at sige. Den er »en ødemark, et saltland og en vældig ørken. Vel vrimler enhver egn i Germanien skrækkelig af dybe skove, men Jylland er dog endnu mere skrækindjagende end andre egne, og det skys til lands på grund af mangel på afgrøde, til vands på grund af sørøvernes angreb. Det befindes knap dyrket på noget sted og er knap egnet til menneskelig bosættelse. Hvor derimod havarme skærer sig ind, dér rummer det meget store byer«. Blandt de byer, som derefter nævnes, er Århus, der »skilles fra Fyn ved et meget smalt bælte, som kommer ind fra Østersøen og strækker sig i lange bugtninger mod nord mellem Fyn og Jylland - «.

»Fyn er en ikke uanselig ø, og den ligger i indløbet til det barbariske hav bag den ø, der hedder Vendel (Fig. 4). Den støder op til den landsdel, der hedder Jylland, og der er fra Jylland i enhver retning en meget kort overfart til den. Dér ligger der en stor by, Odense, og i en kreds udenom ligger der små øer, alle rige på afgrøde. -- Sjælland er en ø af meget stor udstrækning i det indre af den baltiske havbugt. Den - har en længde af to dagsrejser, mens bredden er omtrent lige så stor. Dens største by er Roskilde, danernes kongesæde«. I sin angivelse af øernes indbyrdes beliggenhed er Adam ikke helt konsekvent. Først siger han det rigtige, at Sjælland ligger øst for Fyn, men næsten i samme åndedrag meddeler han, at den ligger nord for Fyn og tæt op ad Jylland (»Der er to overfarter til Sjælland, den ene fra Fyn og den anden fra Århus; de er begge af samme længde«). Vi må tro, at sidstnævnte placering dækker Adams faktiske forestilling. For dem, som måtte have lyst til at besøge de danske øer, har han den opmuntrende oplysning, at »havet er af naturen stormfuldt og rummer en dobbelt fare, idet man næppe undgår at falde i hænderne på sørøvere«. Muligvis taler han af egen pinlig erfaring.

»Fra Sjælland er der mange overfarter til Skåne, den korteste ved Helsingborg, som man endog kan se over til. Skåne er den smukkeste landsdel af Danmark, - den er veludrustet med indbyggere, frugtbar på afgrøde og rig på varer og nu fuld af kirker. - Skåne er den yderste del af Danmark og er næsten en ø; thi på alle sider er den omgivet af hav med undtagelse af en forbindende landtange, der mod øst danner grænsen mellem Sverige og Danmark«.

»Når man sejler forbi danernes øer, åbner der sig en ny verden for én i Sverige og Norge, som er to meget vidtstrakte riger mod nord og endnu er næsten ukendte for vor verden (Fig. 5). Om dem har den meget kyndige danerkonge fortalt mig, at Norge knap kan gennemrejses på een måned, men Sverige ikke let lader sig gennemrejse på to måneder. »Det har jeg selv erfaret«, sagde han-- . Svealand eller Sverige har da - for at give en kort beskrivelse af det - mod vest goterne og staden Skara, mod nord värmländingene og skridfinnerne, hvis hovedby er Helsingland; mod syd har det det før omtalte baltiske hav i hele dets længde, og dér ligger en stor by Sigtuna; men mod øst støder det op til de riphæiske bjerge, hvor vældige ødemarker, høje snemasser og flokke af menneskeuhyrer standser yderligere fremtrængen.

Norge er det fjerneste land på Jordens kreds - . Dette land strækker sig i sin længderetning mod det yderste himmelstrøg mod nord, hvoraf det også har sit navn. Det begynder dér, hvor fjeldene skyder sig frem i det hav, der sædvanligvis kaldes det baltiske; derpå krummer det ryg mod nord, og efter at det har strakt sig i en bue langs randen af det brusende ocean, finder det til slut sin grænse i de riphæiske bjerge, hvor også Jordens kreds ligesom udmattet ebber ud. Norge er på grund af sine barske fjelde og sin voldsomme kulde det mest ufrugtbare af alle lande og egner sig kun for kvægavl«.

»Hinsides Norge, som er det fjerneste land mod nord, vil man ikke finde nogen menneskelig boplads, men kun det uendelige ocean, der er skrækkeligt at skue og omslutter hele verden«. Med disse ord forlader Adam sin samtids kredsrunde jordskive, men også det ocean, som han nu begiver sig ud på, har cirklens begrænsning; det må landene ude i havet rette sig efter med det resultat, at de bliver skubbet alt for langt mod nord for at komme på tilstrækkelig afstand. Han omtaler en række øer: Orkneyøerne, som han anbringer ud for Trondhjem, og nær ved dem Elektriderne, »hvor der frembringes rav«. Thule, også kaldet Island, »som ligger uendelig langt borte fra de øvrige, midt i oceanet«, og hvor der »ved sommersolhverv - ingen nat er og på samme måde ved vintersolhverv ingen dag. - Om denne ø fortæller man også den mærkværdighed, at man kan opleve, at isen på grund af sin ælde er så sort og tør, at den brænder, når man sætter ild på den« (Fig. 6). Grønland »ligger længere borte i oceanet, ud for Sveriges fjelde og de riphæiske bjerge. Man sejler, efter hvad man fortæller, fra Norges kyst til denne ø på fem eller syv dage - «. Sin beskrivelse af oceanets øer afslutter Adam med at omtale - for første gang i litteraturen - Leif den Lykkeliges opdagelse af Nordamerika ca 75 år tidligere; også denne oplysning har han fra Svend Estridsøn. Landet kaldes Vinland, »fordi der dér vokser vinstokke vildt, der giver en herlig vin. - Bag denne ø - findes der ikke noget beboeligt land i dette ocean, men alt, hvad der ligger længere borte, er opfyldt af forfærdelig is og umådelig tåge«.

I det foregående har vi stiftet bekendtskab med geografen Adam, nu skal vi møde etnografen af samme navn. Overalt hvor han i sin beskrivelse kommer frem, skildrer han - ikke blot menneskelige frembringelser som byer, kirker og klostre, men også folkene selv: deres karakteregenskaber, deres sæder og skikke, deres samfundsorden, erhverv, retsvæsen, religion. Om hans folkebeskrivelser må man desværre sige, at de ikke altid er lige vellykkede, de er fulde af fraser og psykologisk set temmelig overfladiske; på det punkt har han lært af oldtidens etnografer, ligesom senere tiders forfattere af geografibøger kan antages at have lært af ham. Om danskerne siger han, at de er tapre, men troløse; »så snart én har fanget sin næste, sælger han ham uden barmhjertighed som træl (Fig. 7). -- Der findes dér ikke nogen anden straf end økse og trældom, og selv når én er domfældt, gælder det for en hæder at være glad«. Svenskerne regner guld og sølv for intet, men »i forholdet til kvinder kender de ikke mådehold. - I deres øjne er det den allerværste skam at nægte de rejsende gæstevenskab«. Nordmændene er »de mest mådeholdende af alle mennesker, idet de sætter overordentlig stor pris på tarvelighed - såvel i mad som i sæder«. Al denne - for at bruge et moderne udtryk - øregas kan man med nogenlunde god samvittighed springe over og hellige sig alt det værdifulde, som heldigvis bliver tilbage, når avnerne er siet fra.

Vikingetiden er bydannelsernes tid. Hvad der begyndte så småt i foregående periode, kommer nu til fuld udfoldelse, og det hører til Adams store fortjenester, at han giver os navne på og oplysninger om disse stæder, som for en stor del skylder den fremblomstrende handel deres tilblivelse, I Danmark, som på den tid også omfattede Skåne og Sydslesvig, nævner han ti byer: Hedeby, som også kaldes Slesvig, Ribe, Århus, Viborg, Ålborg, Odense, Roskilde, Helsingborg, Lund og Dalby. Det er knappe meddelelser, han giver om de enkelte, men alene det at få bekræftet deres eksistens på dette tidlige tidspunkt kan være af betydning, og omtale af dem i forbindelse med personer og begivenheder kan give yderligere fingerpeg om alderen (Fig. 8, Fig. 9). - Om Hedeby siges det, at fra dens havn »plejer skibe at udgå til Slaverland, Sverige og Semland, ja lige til Grækenland«, og om Ribe, at man derfra sejler »til Frisland eller i hvert fald til England og vort Sachsen«. Århus har forbindelse »til Fyn eller Sjælland eller til Skåne eller helt op til Norge«, og om Bornholm får man - uden at bynavn nævnes - at vide, at den har »den mest besøgte havn i Danmark«, og at dens interessesfære ligger mod øst. For studiet af vikingetidens danske handel er det en stor støtte at få fastlagt disse ruter, som fundene lejlighedsvis bekræfter.

I Sverige, hvor Adam er mindre kendt, nævnes kun fem byer: Skara, Talje, Sigtuna, Birka og Uppsala - og i Norge to: Trondhjem og Vig. Om Birka siger han, at »da denne ankerplads er den sikreste på Sveriges kyst, plejer alle skibe fra danerne eller normannerne og ligeledes fra slaverne og prøjserne samt andre skythiske folkefærd årlig at stævne sammen dér for forskellige nødvendige forretningers skyld«. At byen har spillet denne store rolle i Østersøsamkvemmet, er sikkert rigtigt, men vikingetidens nyhedsformidling lod meget tilbage at ønske, og det synes at have undgået Adams opmærksomhed, at Birka var gået til grunde et århundrede før hans tid; dens funktioner blev overtaget af Sigtuna, som herefter hastigt blomstrede op. I en senere tilføjelse til Adams tekst nævnes det dog, at en mand, som i 1060'erne besøgte Birka, fandt denne »lagt øde, så at der knap er spor af byen at se«.

Blandt de mange nordtyske byer, som opregnes, er »den vidtberømte stad Jumne« i Odermundingen (Fig. 10). »Den er bestemt den største af alle de byer, Europa rummer, og den bebos af slaver og andre folk, grækere og barbarer; thi selv tilrejsende sachsere har fået lov at bo der på lige vilkår, når blot de ikke gav deres kristendom offentligt til kende, så længe de opholdt sig dér«. En så fordomsfri indstilling plejer at kendetegne handelsbyer af internationalt format, og byen er da også »rig på varer fra alle de nordiske folkeslag, og den har alt, der er behageligt og sjældent«. At Jumne, eller som dens slaviske navn var: Wollin, har været under stærk nordisk indflydelse fremgår jo af Adams tekst og finder støtte i fundene fra området. Hvor selve den store by har ligget, er næppe endnu påvist med fuld sikkerhed, og der er ikke fundet spor af den nordiske vikingekoloni Jomsborg, hvis oprettelse tilskrives kong Harald, og som antagelig skal søges her.

Den nordiske handels opblomstring i vikingetiden må ses som en frugt af det mellemfolkelige samkvem, vikingetogene satte i gang. En knapt så heldig bivirkning af disse viser sig i et andet af tidens erhverv, som Adam nævner gang på gang, nemlig sørøveriet. Det har været en sand plage. På togterne i det fremmede har nordboerne lagt sig unoder til, som nu går ud over landsmænd; selv de kortvarige sejladser mellem de danske øer har ikke kunnet gennemføres uden den største risiko. Adam omtaler dette med afsky; han foretrækker fredens gerning for krigens og priser det gamle bondeerhverv. Når undtages det skrækkelige Jylland og det helt umulige Norge berømmes alle de nordiske lande for frugtbarhed. Selv Sverige er »meget rig på afgrøde og honning« (Fig. 11).

Vikingetidens familieliv belyses i omtalen af svenskerne, der alt efter som deres midler tillader det har »to eller tre eller flere koner på samme tid«. Glimt af samfundsorganisation og styreform indeholdes i meddelelsen om, at de danske vikinger betaler skat til kongen for at få lov at plyndre på fremmede kyster, og at de svenske kongers magt »afhænger af folkets vilje«. Danernes retsvæsen nævnes, og der er meget »både i deres love og skikke, som strider mod ret og billighed«. Også tilværelsens lunere sider kastes der lys over, for eksempel i omtalen af et »overdådigt gilde«, som efter barbarernes sædvane blev afholdt »skiftevis hos parterne otte dage i træk«.

Religionsforholdene behandler Adam grundigt og med stor kyndighed. De ærkebisper, hvis historie han skrev, havde jo Nordens kristning som opgave, så det er ikke mærkeligt, at denne virksomhed indtager en fremtrædende plads i hans bog. At en så betydningsfuld tildragelse som trosskiftet har fået en så fyldig historisk behandling på et tidspunkt, hvor erindringen endnu var frisk, er et stort held, og man tilgiver gerne Adam, at han ikke er nogen helt uvildig beretter. I Danmark, hvis konger gennem et århundrede har bekendt sig til kristendommen, er værket vidt fremskredet, alle øer er nu kristnet, men det fremgår ganske vist, at bornholmernes omvendelse er af nyere dato. Skåne har, siges det, »300 kirker, mens Sjælland skal have halvt så mange og Fyn en tredjedel«; det er stenkirkernes af træ byggede forløbere, der er tale om, og der har åbenbart været mange af dem, selv om tallene nok ikke skal tages alt for bogstaveligt. Også Norge er kristnet med undtagelse af de allernordligste distrikter, men der er stadig mange slemme »troldmænd« på færde. I Sverige er missionsarbejdet i gang, meget er nået, men endnu er der lang vej igen. Helt fra Ansgars tid har fromme mænd foretaget vovelige rejser op i det genstridige land, hvor kongerne måtte formildes med gaver, før der kunne bygges kirker og omstyrtes hedenske billedstøtter. Nogle af missionærerne har det kostet livet, andre er modfaldent vendt om på halvvejen, og der var også dem, som lagde store planer, men som opgav dem, da det gjaldt. Man mærker Adams dybe optagethed af dette arbejde, i hvis organisation han vel selv har deltaget. Overalt i landene er der indsat bisper, men »hos nordmændene og svenskerne er der på grund af kristendommens nylige indførelse endnu ikke fastlagt bispedømmer med bestemte grænser«. En ting, der har vakt Adams mishag, er, at bisperne »sælger velsignelsen«, det vil sige tager penge for kirkelige ydelser. Denne uskik har dog nok i nogen grad været dikteret af nødvendigheden. Tienden var endnu ikke accepteret af dem, som skulle betale den, og selv bisper lever jo ikke alene af Guds ord.

Af største interesse er Adams oplysninger om den hedenske gudsdyrkelse, som vi i øvrigt er meget dårligt underrettet om. I flere forskellige anledninger fortæller han om gudestøtters ødelæggelse, og helt enestående er hans - ofte citerede - beskrivelse af det svenske hovedoffersted. Her er værkets højdepunkt - dobbelt værdifuldt, fordi det øjensynligt bygger på en øjenvidneskildring.

»Dette folk har en meget berømt helligdom, som hedder Uppsala og ikke ligger langt fra byen Sigtuna og Birka. I dette tempel, som helt og holdent er beklædt med guld, er der tre gudestøtter.

som folket tilbeder, således at Tor som den mægtigste har sin trone midt i hallen, mens Odin og Frey har deres plads på hver sin side af ham (Fig. 12). -- Der plejer også hvert niende år at blive fejret en fælles højtid i Uppsala for alle Sveriges landskaber. Ingen får fritagelse for at møde - . Konger og folk, alle og enhver sender gaver til Uppsala - , de, der allerede har antaget kristendommen, må købe sig fri for at deltage i ceremonierne. Ofringen foregår på følgende måde: Af enhver art levende væsener af hankøn ofres ni stykker, med hvis blod det er skik at forsone guderne. Kroppene derimod bliver hængt op i den lund, der ligger lige ved helligdommen. - Dér hænger også hunde og heste tilligemed mennesker, og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 sådanne kroppe hænge dér imellem hinanden. I øvrigt er de sange, der plejer at blive sunget under denne offerceremoni, mangfoldige og uhøviske, hvorfor det er bedst at tie om dem«.

Virkeligt kendskab har Adam kun til Skandinavien, så snart han bevæger sig derudover, havner han hurtigt i det for datiden karakteristiske fantasteri. Om finlapperne (»skridfinnerne«) ved han dog, at de »i den meget dybe sne løber hurtigere end selv de vilde dyr« - ja de »kan slet ikke leve uden den kolde sne« (Fig. 13). Også islændingene anser han endnu for en slags mennesker, men grønlænderne er grønne (det er deraf landet har navn), og i Nordnorge lever der kvinder med skæg. Området omkring bunden af Østersøen befolker han med menneskeuhyrer af mange slags. Her bor et folk af kvinder kaldet amazoner, »de siges at undfange ved at drikke vand«, men der er dem, som mener, at det snarere er ved tilrejsende købmænds hjælp, og det anser Adam for langt det sandsynligste. Her bor også »hundehovederne«, menneskeæderne, de længelevende, de enøjede kykloper, og dem »der springer om på eet ben« - kort sagt hele det galleri af fabelvæsener, som middelalderens mennesker sædvanemæssigt anbragte i lande, de ikke kendte, oftest i det fjerne Indien. En vis skepsis må dog have begyndt at gøre sig gældende, for Adam tilføjer: »Dér bor også såre mange andre uhyrer, som søfarende fortæller, at de ofte har set, hvilket vore landsmænd dog næppe anser for troligt«. Østersøegnene lå alligevel for nær, til at fantasien kunne få helt frie tøjler.

Man kunne have ventet, at det geografiske indhold i Adams bog - hans Nordenskort i ord - ville have sat sig spor i eftertidens kartografi; middelalderens mennesker kunne jo, lige så vel som nutidens forskere, have omsat hans oplysninger i streg, men det skete ikke. Østersøen fik ikke lov at bryde forstyrrende ind i de traditionelle fremstillinger af »Jordens kreds« trods det, at korttegnerne ikke har været ganske ukendt med Adams værk, hvad der fremgår af, at de nu og da har benyttet hans navne og illustreret med hans legender (Fig. 14, Fig. 15). »Kortet« selv lod de ligge uforløst i sin skrevne form, skønt - eller måske netop fordi - det var århundreder forud for sin tid. Fra 1300 -årenes Italien kendes der kort, hvor Norden er kommet med, men om det skyldes påvirkning fra Adam, er temmelig tvivlsomt. Og da danskeren Claudius Clavus omkring 1420 tegnede sit berømte Nordenskort, var det med udgangspunkt - ikke i Adam, men i oldtidens græske kort.

For dem, som idag fordyber sig i Adams Nordensbeskrivelse, må hovedvægten ligge på den etnografiske del, der belyser fortidige forhold, som vi i øvrigt har meget ringe mulighed for at skaffe os kundskab om. Geografien har nu mest kuriositetens interesse, den viser, hvad man dengang vidste, men lærer os intet om landenes udseende; derom ved vi nu meget bedre besked. »Kortet« var Adams gave - ikke til os, men til hans samtid og nærmeste eftertid. Det burde være grebet med begærlighed, men modtagerne var ikke af giverens format.