Ad Pommern til

Om årstallet var 1168 eller 1169, er man stadig uenige om, men det ligger fast, at Valdemar den Store underlagde sig øen Rygen. Skulle nogen tvivle, kan han blot læse teksten på den blytavle, som kongen fik med sig i graven. Begivenheden hører til vor middelalderhistories mest berømte. Hvem husker ikke fra skoletiden beretningen om Arkonas erobring? Det er nu ikke den, der er vort ærinde her. Vi vil se nærmere på det, som fulgte.

»Kirker opbyggedes«, skriver Helmold, og han uddyber det nærmere et andet sted: »Han (kongen) afholdt udgifterne ved opførelsen af kirkebygninger, og en tylvt (tolv) kirker rejste sig i rugianernes land. — Kongen fandt understøttelse hos biskop Absalon fra Roskilde og Berno fra Magnopolis (Mecklenburg), der begge var til stede —«. Den sidste oplysning kan måske skuffe en og anden, der med Saxo i hånden ser Absalon som den altdominerende helt i dette krigsspil, men her viser det sig altså, at der var to bisper, som begge støttede kongen i hans kirkebyggeri. Rygen og hele Østersøens sydkyst var på den tid beboet af hedenske slaviske stammer, dem vi kalder vendere. Det var deres land og deres sjæles frelse, det hele gjaldt. Hvad de selv sagde til det, ved vi ikke så meget om. Venderne har nemlig ikke efterladt sig beretninger. De havde intet skriftsprog.

Et og andet kan vi dog fornemme mellem linjerne hos de sejrendes krønikeskrivere: Det var ikke nogen ublandet fornøjelse at blive mål for den kristne mission. Men kristnes skulle venderne, og de blev det - det var betydningsfulde magter, der stod bag. Fra dansk side Valdemar den Store og biskop Absalon, fra tysk den saksiske hertug Henrik Løve og biskop Berno af Schwerin. Og sidst, men ikke mindst paven selv. Romerkirkens interesse for dette område rakte tilbage til 1147, hvor pave Eugenius kaldte til korstog mod Nordeuropas hedninger. Almindeligvis forbinder man vel korstogsbegrebet med de europæiske hære, som fra 1095 og fremefter søgte at befri Det hellige Land fra muslimerne, så at de dyrebare steder, hvor Frelseren havde vandret, kunne blive tilgængelige for den voksende skare af pilgrimme. Enkelte skandinaver havde deltaget i det første korstog, som mundede ud i Jerusalems erobring 1099. Det gjaldt for eksempel Svend Estridsens søn Svend, der 1097 faldt i Byzans, og den norske konge Sigurd, som derved erhvervede sig tilnavnet Jorsalfar (Jerusalemsfarer). Der var langt til Jerusalem, men nu åbnede der sig altså en anden mulighed, hvis man ønskede at indlægge sig hæder i kampen for troens sag.

De nordlige korstog blev i enhver henseende ligestillet med de sydlige - en helt ny og spændende tanke, skulle det vise sig. For mens togene til Det hellige Land på trods af ufattelige ofre ikke fik nogen betydning på længere sigt - alt var tabt på få år - så var de nordlige korstog set fra den katolske kirkes synsvinkel en hundrede procents succes. I virkeligheden var korstogsbevægelsen et tregrenet projekt, for også det mauriske Spanien talte med. Helmold udtrykker det således: »Men de, der havde sat hele dette foretagende i gang, besluttede imidlertid at lade en del af hæren gå til Østerland, en anden til Spanien, men en tredje til vore naboer slaverne«.

Korstogene, i hvilken retning de nu end gik, havde et særligt præg og deres faste ritualer, der kunne minde om en pilgrimsfærd. Før man drog ud, skriftede man, og ville uheldet, at man faldt i det fremmede, fik man fuld absolution, det vil sige tilgivelse for sine synder. Der var altså milevid forskel på korstogene og samtidens almindelige erobringskrige. »Hvert rettroende land skulle«, som Saxo skriver, »gå i leding mod den hedendom, som lå det nærmest«, og pavebudet 1147 blev da også fulgt ikke blot af Danmark, men tillige af Tyskland, Tjekkoslovakiet og Polen. Danmark var på det tidspunkt delt mellem to konger, Svend og Knud (en tredje, Valdemar, kom til, men først nogle år senere). Skønt langtfra hjertevenner enedes de dog om i fællesskab at foretage et tog mod Rygen. For en sikkerheds skyld blev der udvekslet gidsler, men alligevel gik det galt, den indbyrdes mistro gav problemer, og hvad værre var, de to hære, Svends skåninger og Knuds jyder, modarbejdede åbenlyst hinanden. Under de omstændigheder havde rygboerne let spil, og sådan endte det korstog. Om Roskildebispen Asser, der deltog i togtet, fortælles, at han midt under det hele stak halen mellem benene og gemte sig på et købmandsskib. (Fig. 2)

Først da den ovennævnte Valdemar i 1157 var blevet enehersker, fik de danske korstog succes. Det kan undre, at det så hurtigt var lykkedes den unge konge at forene sine stridbare landsmænd, men et af hans midler havde netop været at opildne dem til kampen mod den fælles fjende i syd. Det blev et rigsanliggende at undertvinge og kristne venderne. Med Arkonas erobring og den efterfølgende indlemmelse af Rygen i Roskilde stift skabtes et brohoved for angreb på det pommerske fastland. Derhen blev flådeaktiviteterne nu rettet, og i årene fremover blev hele kyststrækningen erobret, så at Valdemars søn og efterfølger Knud 6. i 1185 kunne antage den berømte titel »de venders fyrste«. Den blev som bekendt båret af de danske regenter frem til 1972 - med større eller mindre ret.

Saxo fortæller, hvordan man straks efter Arkonas fald byggede en kirke af træ på stedet samtidig med, at Absalon red rundt på Rygen og indviede kirkegårde. På de således helliggjorte jordstykker er der sikkert også rejst trækirker, men i dag kender vi intet til disse hastigt opførte gudshuse.

Den ældste endnu eksisterende kirke på Rygen er den i hovedbyen Bergen, opført 1180 som gård- og sognekirke af den rygenske fyrste Jaromir, der var blandt de første på de kanter til at lade sig omvende - sikkert i høj grad tvunget af omstændighederne. Bergen-kirken er bygget af mursten, og også hvad det angår, er den ældst i området. Skulle nogen spørge, hvorfra kendskabet til den nye byggeteknik kom til øen, så er svaret for hånden: sammestedsfra som kristendommen, altså fra Danmark. Hvis vi studerer bygningen nærmere, kan vi indskrænke det til Sjælland; der er detaljer både udvendig og indvendig, som er tro kopier af tilsvarende i sjællandske kirker - især Sorø klosterkirke falder i tankerne. Kirken i Bergen blev i øvrigt 1193 selv klosterkirke; den nye stiftelse var en aflægger af Vor Frue kloster i Roskilde, og det var cisterciensernonner herfra, som befolkede den. Troen havde stadig fremgang: i løbet af 1200-tallet blev trækirkerne rundt på øen erstattet med murstenskirker, stadig efter dansk forbillede og opført af danske bygmestre. Disse senromanske og tidliggotiske bygninger har en slående lighed med mange af de kirker på Lolland og Falster, som blev opført i samme periode. (Fig. 3, fig. 4)

For Pommern, der efter Rygens erobring blev målet for de danskes missionsiver, tegner billedet sig noget anderledes. Formelt var der også her tale om et korstog, men i virkeligheden var det et rent erobringstogt - området var nemlig i forvejen kristnet af tyskerne, om end næppe særlig dybtgående. Et bispesæde for området var oprettet allerede 1140 i byen Wolin, men det blev, efter at de danske hærgninger var begyndt, flyttet til Kamien (tysk: Cammin), hvilket dog ikke nyttede stort - også Kamien kom kort efter under dansk herredømme og fik navn af Steinborg, en direkte oversættelse af det slaviske navn. Den danske indflydelse blev under disse omstændigheder aldrig så gennemgribende, Pommern kom ikke under Roskildebispen, og det må have været et meget begrænset antal danske kolonister, der slog sig ned her. Sognekirkerne i det pommerske blev heller ikke påvirket af dansk byggestil. Den kan kun spores på nogle isolerede, men ganske vist meget betydningsfulde områder, først og fremmest en række klosterstiftelser.

Pommerns kristning var altså i endnu højere grad end Rygens et blandet dansktysk anliggende, men det blev tyske emigranter snarere end danske, der slog sig ned i området. Måske var folketætheden herhjemme ikke så stor, at det var attraktivt at rejse ud; netop i 1100-årene synes der at være ryddet megen skov og være grundlagt mange nye landsbyer inden for Danmarks grænser. Ikke mindst i stednavnene kommer den tyske dominans til udtryk, men danskernes nærværelse er dog ikke gået sporløst hen. En lille ø mellem Rygen og fastlandet, hvor den danske flåde samledes før togterne østpå, bærer navnet Dänholm, og der findes seks andre Dänholm’er i Pommern. Nær Greifswald ligger en bebyggelse kaldet Dänischwiek (en naboby hedder - meget sigende - Wendischwiek). Der kunne nævnes et par eksempler til, men det er også det hele.

Den danske mission havde således ikke meget at støtte sig til, og det gav anledning til et særligt system: man grundlagde klostre (som oftest af cistercienserordenen) og brugte dem som spydspidser. Hvordan disse grundlæggelser gik for sig, ved vi en hel del om takket være et velbevaret kildemateriale, hvor Saxo endnu en gang rager op med farverige beretninger - således om tilblivelsen af det ældste af klostrene, en skildring, der i dramatik ikke står tilbage for hans Arkona-historie. Den fortjener at blive fortalt i sin fulde længde, da den på sjælden vis gør rede for de mekanismer, som den danske mission betjente sig af.

Vi skal tilbage til foråret 1171, altså få år efter Arkonaslaget, hvor den danske aktivitet var forlagt til det pommerske fastland. Året før var det gået ud over Wolin og Karmen, nu gjaldt det de øde og ufremkommelige områder omkring floden Peene. I nærheden af vore dages Behren-Lübchin lå på en ø i en sejlbar sø en vendisk borg, hvis eneste adgangsvej var en 320 meter lang træbro; vi kender anlægget i detaljer, fordi det har været genstand for en omfattende arkæologisk udgravning (se Skalk 1991:2). Ved nyheden om den danske hærs ankomst søgte befolkningen tilflugt på borgen og afbrød broen, men det kunne de godt have sparet sig, for danskerne byggede den hurtigt op igen, og selv om mange i kampens hede faldt i vandet, lykkedes det dem at erobre borgen. Blandt dem, der fik våde bukser, var Absalon, »men« - siger Saxo - »så stor en mester var han i at svømme, at han i sin tunge brynje ikke alene sagtens kunne holde sig oven vande, men også reddede andre, der ikke kunne svømme, ud af den truende fare«. Ingen tvivl om, hvem der er Saxos helt.

Venderne måtte flygte over søen - ifølge Saxo foregik det i bryggekar til almindelig morskab for de danske krigsmænd - men kun få undslap: mændene blev dræbt og kvinderne taget til fange. Begivenhederne her har, hvad den slags angår, ikke adskilt sig fra, hvad der ellers blev bedrevet på de pommerske korstog, men vi noterer os med interesse, at én person blev sparet, nemlig borgens høvedsmand ved navn Otimar. Ifølge Saxo skulle kongen under en indledende forhandling have lovet at skåne hans liv, men hvorfor nu det? Valdemar den Store hørte ikke til de mest blødsødne, og Otimar overgav jo ikke uden videre sin fæstning. Der må stikke noget under, men for at finde ud af det, må vi søge til andre kilder. Her møder vi igen Otimar, men denne gang som grundlægger af et cistercienserkloster, Dargun; det blev opført som nabo til den erobrede borg. Nu begynder det at dæmre: Otimar har købt sit liv ved at lade sig omvende til kristendommen og - ikke mindst - skænke jordegods til et nyt kloster. Otimar reddede sit skind, og de danske sejrherrer sikrede sig et støttepunkt for deres missionerende virksomhed. (Fig. 5, fig. 6)

Klostre formerede sig ved knopskydning, de nye udsprang af de ældre, så der måtte findes en passende moderstiftelse. Man valgte Esrum kloster i Nordsjælland, og herfra afgik så i foråret 1172 en lille flok munke til Pommern med den opgave at opbygge institutionen i Dargun. Det nye klosters officielle stiftelsesdag blev 25. juni 1172, og det skal man lægge mærke til, et cistercienserklosters oprettelsesdato var nemlig aldrig tilfældig. I reglen valgte man en af årets Mariafester, men ikke her - den hellige jomfru har måttet vige for storpolitikken. Den 25. juni fejrede man Knud Lavard, kong Valdemars nylig helgenkårede far - altså en dato af største betydning for det danske kongehus. Blandt de verdslige motiver til korstogene spillede lysten til at måle sig i kappestrid med konkurrerende fyrster en stor rolle, og den, der i dette tilfælde skulle duperes, var den tyske hertug Henrik Løve, som ikke hørte til kong Valdemars nærmeste venner. Her var Knud Lavard et godt kort at spille, han havde nemlig været venderfyrste, idet han opnåede at blive »knes« over obodriterne i Holsten/Mecklenburg. Netop hans navn må have gjort indtryk syd for Østersøen.

Den vendiske fyrste, som Dargun-klostret hørte under - hans navn var Kasimir 1. - har åbenbart fulgt Otimars eksempel, er gået over til kristendommen og har indledt venskabelige forbindelser med denne religions forkæmpere. I et brev fra 1174 bemyndiger han brødrene i Dargun til »at tilkalde tyskere, danske, vendere eller mænd af en hvilken som helst nationalitet og med hvilket som helst håndværk og bosætte dem, hvor som helst de måtte ønske det, på fornævnte Dargun klosters ejendomme og lade dem udøve deres håndværk, og han bemyndiger brødrene til at oprette sogne og indsætte præster og til at holde kro, hvad enten de måtte ønske det efter vort folks skik eller efter det tyskes eller danskes og fritage dem for alle krav og tjenester«. En så liberal indstilling over for mennesker, der med vold er trængt ind i ens land, er næsten ikke til at tro på, den må være påtvunget og afspejler altså modpartens interesser snarere end egne. Både danskere og tyskere ønskede indpas i området, men de sidstnævnte havde størst succes. Tyske håndværkere, handlende og andet godtfolk flyttede ind i stort tal, og i dag tales der tysk i Vestpommern.

Brødrene i Dargun fik altså vidtgående beføjelser, og selv om de vel nok har følt sig mere kaldede til at »indsætte præster« end til at »holde kro«, så har de nok ikke anset det sidste for uvæsentligt - kroer var af vital betydning for de rejsende i landet. Det er tænkeligt, at der blandt de danske klosterfolk har været vendiske munke eller i det mindste lægbrødre (Absalon brugte vendere, der var indvandret til Lolland, som tolke, siger Saxo), men uanset dette fik det nystartede kloster det svært; ikke alle de lokale var så lette at omvende som Otimar. Dets eksistens var truet, og efter blot 26 års levetid måtte det flytte til en mere sikker lokalitet: Eldena, i dag en forstad til Greifswald. De forladte bygninger blev senere overtaget af munke fra det tyske kloster Doberan, hvilket gav anledning til en retssag mellem dem og Esrum. Det blev tyskerne, som vandt. (Fig. 7)

Både Dargun og Eldenas klostre henligger i dag som velbevarede ruiner. Kigger man nærmere på dem - og det fortjener de - vil man opdage, at de repræsenterer ægte dansk klosterarkitektur. Lad os blot nævne de smukke trapezkapitæler, som kroner søjlerne. De er rent sjællandske, inspireret fra de tidlige danske teglstenskirker som Sorø, Ringsted og naturligvis Esrum.

De danske erobringstogter fortsatte østover, indtil hele Pommerns nordkyst lige til floden Weichsel var under kong Valdemars kontrol. Og munkene fulgte på god korstogsvis i krigernes spor, så at Esrum fik endnu et par vendiske døtre. Hermed gik det sådan til: Året efter Behren-Lübchin- fæstningens erobring kom turen til Szczecin (tysk: Stettin); i Norden sagde man Bursteborg (Børsteborg), igen en direkte oversættelse af det slaviske navn. Borgen var, fortæller Saxo, næsten uindtagelig, så stærk, at når en og anden blev lidt for kæphøj, sagde man til ham: »Du glemmer nok, at du ikke sidder bag Stettins mure«, men den slags snak anfægtede naturligvis ikke de danske helte, Børsteborg måtte ned med nakken. Lidt hjælp fik vore landsmænd nu og det fra ingen ringere end byens høvedsmand, Vartislav, der uventet ytrede sympati for kristendommen, en sindelagsændring han senere bekræftede ved at bygge et kloster på sin egen grund og lægge mange og store indtægter til. Er der ikke noget bekendt ved den historie? (Fig. 8)

Kolbacz (tysk: Kolbatz), som klostret hedder, ligger lidt sydøst for Szczecin; det blev stiftet 1173 og udviklede sig til et af de største i området. Husene står den dag i dag, og klosterkirken tjener stadig sit oprindelige formål, om end kun med kor og apsis; skibet blev i forrige århundrede taget i brug som ladebygning for et nærliggende gods. Af danske bygningsdetaljer må nævnes nordportalen, der har en slående lighed med den i Ringsted Skt Bendts kirke. Det er nu ikke arkitekturen, der har gjort dette kloster kendt blandt danske historikere, men derimod »Kolbacz-bogen«, den ældste danske klosterårbog. Den blev påbegyndt i Lund, men sendt til Kolbacz i forbindelse med klosterstiftelsen og gennem 11-, 12- og 1300-årene forsynet med notater om samtidens begivenheder af munkene der. Også ved Kolbacz spirede en dansk koloni frem, og klostret trivedes i en sådan grad, at det blev muligt at grundlægge en datterstiftelse, denne gang i Pommerns nordøstlige hjørne, i Oliwa, nu en forstad til Gdansk. Det var i 1186, blot tretten år efter Kolbacz-klostrets egen grundlæggelse, og har ikke kunnet ske uden hjælp fra Esrum. Filialen i Oliwa blev nedlagt ved Reformationen, men kirken er bevaret og er i nyere tid blevet indviet til domkirke i Gdansk. Studerer man arkitekturen, vil man også her finde karakteristiske sjællandske træk. Esrum har vel bidraget med bygmestre og håndværkere. (Fig. 9, fig. 10, fig. 11)

Det var fra Sjælland, klostergrundlæggelserne udgik, men med en enkelt undtagelse - også Lund ville være med. Dens kloster, i Belbuck, fik dog kun en kort levetid: ti år. Så måtte brødrene opgive. I dag er der intet at se på stedet.

Der er næppe tvivl om, at det er et bevidst forsøg på at opbygge et dansk Østersøimperium, der ligger bag de danske klosterstiftelser, og man kan roligt gå ud fra, at de ikke har glædet tyskerne; det var jo deres - og ikke mindst Henrik Løves - indflydelse, aktiviteterne var rettet imod. Noget opnåedes altså, danskerne blev virkelig de førende på dette specielle felt, om end kun for en tid. Hvad angår det af tyskerne oprettede bispesæde i Kamien, så kom også det, som allerede nævnt, en overgang under dansk herredømme; der har muligvis siddet danske bisper her, og der er i hvert fald sikre spor af dansk indflydelse. Domkirken fremtræder i dag som en gotisk teglstenskatedral efter nordtysk mønster, men går man om på nordsiden, finder man en del af dens romanske forgænger bevaret, nemlig et stykke mur af granitkvadre med en flot portal. I dette tilfælde er forbilledet ikke sjællandsk, men skånsk. I Lund havde som bekendt den danske ærkebisp sit sæde, men han synes aldrig at have gjort direkte krav på den pommerske kirke. (Fig. 12, fig. 13)

Under Valdemar Sejr, der kom til magten efter broderen Knud 6.s død, fortsatte den danske korsfarerbevægelse med at udbrede såvel evangeliet som dansk politisk indflydelse, men nu i de baltiske lande. Den 15. juni 1219 stod det berømte slag, hvor Dannebrog siges at være faldet ned fra himlen, den begivenhed vi mindes på Valdemarsdagen. Det danske Østersøimperium havde nået et højdepunkt, men sammenbruddet stod for døren. Med kongens tilfangetagelse på Lyø, løskøbelsen og det efterfølgende slag ved Bornhøved 1227 gik de nordtyske besiddelser tabt - kun Estland lykkedes det at bevare en tid endnu. Om det på længere sigt og under gunstigere omstændigheder var gået anderledes, er dog et stort spørgsmål. Svagheden ved den danske kolonisation var jo, at der aldrig rigtig kom gang i den. Klostrene stod isolerede i det fremmede, og det samme gælder de danske bebyggelser, der alene voksede op omkring dem.

Anderledes aktive var tyskerne, de flyttede ind i stort tal og grundlagde landsbyer og købstæder. De sidste kender vi så godt i den perlerække af Hansestæder, som i løbet af 1200-årene kom til at smykke Østersøens sydkyst. Hvad blev der så af venderne? De opslugtes simpelthen af tyskerne og forsvandt i løbet af middelalderen ud af historien. Noget skriftsprog fik de aldrig. Hvor ville vi ellers gerne have hørt deres version. (Fig. 14)