ABC

Nok var Christiern Pedersen påvirket af humanismens idealer om en dannelse ud over det religiøse, men baggrunden for hans agitation er dog især reformationens krav om øget kristendomskundskab. Kirkens forkyndelse skulle nu foregå på dansk, og bibel og katekismus var blevet oversat til modersmålet - men hvad hjalp det, hvis ingen kunne læse dem. Hvad der manglede var simpelthen en mere udbredt læsefærdighed. (Fig. 3)

Det første, som det gjaldt at få eleverne banket ind i hovedet, var naturligvis bogstaverne og deres sammensætninger til ord, og her var og er ABC'en den nøgle, der lukker op til forståelsen. Nøglen er imidlertid blevet brugt så meget, at den er blevet slidt op. Af de tidligste ABC'er er der kun ganske få eksemplarer bevaret. Julius Clausen, der i 1896 skrev sit bidrag til den danske ABC-litteraturs historie, nævner som den ældste Ove Lynows haneprydede ABC fra 1731, men vi kan komme længere tilbage. 70 år tidligere, i 1661, havde Jens Jensøn Hjøring udsendt »En synderlig ny ABCEET« i København og samme år en tilsvarende i Slesvig - og allerede der troner hanen, som er af tysk oprindelse, og som helt til vor tid har galet fra ABC-’erne og givet dem navn af hanebøger. Som mange vil erindre har den på sine ældre dage udviklet særlige talenter i retning af at lægge - ikke æg, men sukker, småpenge og andet, som er værdsat af unge læsere.

Før de trykte ABC-bøgers tid havde man andre hjælpemidler, når børnene skulle lære at læse. Man brugte ABC-brætter: rektangulære træ- eller papplader endende i et lille skaft, så man kunne holde dem i hånden. På pladen var der klistret et stykke papir med alfabetet og kristelige bønner, og teksten dækkedes med en gennemsigtig hornplade, så den ikke blev smudset til og ødelagt af, måske ikke alt for rene, fingre. I komedien »Det lykkelige skibbrud« lader Holberg Pernille titulere magister Rosiflengius: Dit ABC-bræt! Endnu på hans tid har brætterne altså været i brug. De må have eksisteret i tusindvis, men er nu - lige som de ældste ABC-bøger - store sjældenheder. 1799 solgte en londonsk boghandler en sidste levering af »horn-books« til provinsen. Kun enkelte er bevaret. (Fig. 4)

Alle de ældste ABC-bøger følger mønstret fra brætterne og indeholder altså foruden alfabetet, og hvad dertil hører, også gudelige tekster. Man forsøgte, som Julius Clausen bemærker, »den vanskelige kunst at gøre børn til kristne, før man gør dem til mennesker«. I reglen var det fadervor og de ti bud, man aftrykte, men også trosartiklerne, dåbens og alterets sakramente og bordbønner forekommer. Kombinationen af staveøvelser og religion holdt sig overordentligt længe, blandt andet fordi ABC-'erne blev genoptrykt praktisk talt uændret gennem generationer. Lynows fra 1731 udkom sidste gang 1846 og tjente altså sit formål i mere end 100 år. (Fig. 5, fig. 6)

Den ABC, som er gengivet på disse sider i al sin hjemmegjorte farvepragt og i fuldt omfang, blot med udeladelse af den opbyggelige indledning, udkom første gang i 1770'erne, men har været optrykt - dog i mere eller mindre ændret skikkelse - adskillige gange op gennem 1800-årene, Med sine billeder og rim vil den ikke blot belære, men også more børnene, hvilket var noget helt nyt for sin tid og giver bogen en enestående position blandt danske ABC'er. Manden bag den er bogtrykkeren Johan Rudolph Thiele, født i Lippe i Westphalen 1736, men tidligt indvandret til Danmark, hvor han arbejdede som bogtrykkersvend i det Berlingske bogtrykkeri. 1771 giftede han sig med bogtrykkerenken Rebecca Borup og blev derved ejer af bogtrykkergården i Store Helliggeiststræde nr 150. Han er nu især kendt for sine mange folkelige træsnitark - kistebilleder, som de kaldes - men udgav også en lang række bøger, småskrifter og viser. ABC'en har han muligvis haft med i lommen fra Tyskland; dens dyrerim synes ialtfald at være oversat fra dette sprog, hvad bl.a. anvendelsen af ordet Ygel for pindsvin (= tysk Igel) tyder på.

Den moralsk-pædagogiske hensigt med rimene indprentes i det lille indledningsvers, og morale findes desuden mere eller mindre vellykket i de enkelte dyrerim, hvoraf nogle er blevet folkeeje som det om den falske krokodille:

Når crocodillen ynksomst græder,
den allersnarest folk opæder.

Ved at se på de ubehjælpsomme træsnit og deres motiver får man en mistanke om, at de er en videreførelse af middelalderlige forestillinger, sådan som de kom til udtryk i folkebøger som Lucidarius. Det gælder bogstav D med de indiske drager, hvorom Lucidarius ved at berette, at de vogter på guldet og sølvet i bjergene, så ingen kan komme til det. Og det gælder verset om påfuglen, hvor man, som i middelalderen, hæfter sig ved modsætningen mellem dens smukke fjerdragt og dens grimme ben (se Skalk 1969: 5). Bogens forfatter har, som så mange af sine efterfølgere, haft vanskeligheder med bogstavet X – han må gribe til mytologien:

Xanthus var en af de heste,
som Neptunus såe tilbedste. (Fig. 7)

I en »Bibelsk billed-ABC« fra 1846 har man måttet hjælpe sig med en så lidet bibelsk person som Xerxes, og da H. C. Andersen skrev eventyret »ABCbogen«, benyttede han Xantippe, men indrømmede, at han egentlig foretrak gamle Xanthus. (Fig. 8)

ABCen med dyrerimene må ses som en frugt af 1700-årenes »oplysningstid«, som netop på dette område førte en række reformforslag med sig, hvoraf nogle vandt terræn, mens andre var for avancerede til at blive accepteret. Således ville den tyske pædagog Basedow gøre ABC-læsen populær ved at få de enkelte bogstaver indbagt i kager - en metode, der kan minde lidt om den, vi bruger, når vi giver vore børn alfabetklodser at lege med. Et andet udspil kom fra den sære filosofiprofessor Anders Gamborg, der i året 1800 havde gjort sig bemærket ved at udgive »Forslag til at forbedre fuglenes sang i vore skove«, hvor han anbefaler, at man lader spurveæg udruge af kanariefugle, hvorved man vil opnå, at spurveungerne lærer sangkunsten. Hans indsats for børneundervisningen, som han var meget interesseret i, er betydelig mere fornuftsbetonet. Han forkaster det almindelige staveprincip, idet han mener, at det er stavelserne, ikke bogstaverne, man skal interessere sig for, og foregriber herved en undervisningsform, som først i vor generation er taget i brug i skolerne. Sin tillid til systemets fortræffelighed har han udtrykt i en af de mange stavelsesbøger, han udgav. Her lover han »i mindre end otte timer at lære børn tilgavns at stave«.

ABC'ernes gudelige indslag var omkring år 1800 på retur og flyttede efterhånden helt over i lærebøgerne, som derefter overtog denne del af opgaven; endnu i min tid hørte udenadslæren efter Luthers lille katekismus til skolegangens plager. Til afløsning for fadervor og trosartiklerne fik man i ABC'erne moralske småfortællinger. Navne som »Kort og simpel børne-melk« eller »Biekuben eller nyeste billed-ABC; en gave for lærvillige børn« fortæller en del om indholdet.

Vægten lægges nu på de illustrerede ABC-'er; billederne skulle støtte tilegnelsen eller tilføre de små læsere samfundsmæssige eller nationale følelser. 1846 udsendes, som allerede nævnt, en »Bibelsk billed-ABC«, og ved samme tid udkommer »Naturhistorisk billed-ABC«. Som en frugt af de slesvigske krige fremstår nationale billed-ABC'er. Én besynger den lille hornblæser og den tapre landsoldat, mens en anden, fra førkrigsåret 1863, viser nogle temmelig gyselige træsnit af Frederik VII, Danmarks våben, Dannebrog og den tapre landsoldat. De tilhørende vers er heller ikke for gode. Om kongen for eksempel:

Kong Frederik den Syvende med tilnavn Folkekjær / velsignet af os alle, han er afbildet her / Vel ser du ej hans hjerte, så dansk og godt som få / men når du bliver større, vil klart det for dig stå. (Fig. 9, fig. 10)

Så er der mere jordforbindelse i »ABC for småfolk på landet«, der henter sine illustrationer fra landsbybørnenes egen verden med plov, røgter og landsbykirke. I øvrigt udsendes i denne periode - sidste halvdel af 1800-tallet - så mange ABC-bøger, at man - som Julius Clausen siger - får det indtryk, »at snart hveranden lærer betragter det som sin pligt at skrive en ABC«

Den gamle billed-ABC fra 1700-tallet fik altså nok af efterlignere, men først sent; gennem lange tider bevarede den sin særstilling, og den må have virket som noget nær en åbenbaring for de børn, der fik den i hænde - hvilket ifølge sagens natur var mange. Der var endnu langt til barnets århundrede med dets overflod af billedbøger og tegneseriehæfter. Billeder for børn - i hvert fald med verdsligt indhold fandtes så godt som ikke, ethvert behov i den retning måtte stilles i de voksnes verden, som heller ikke var overforsynet. Man kan forestille sig, at navnlig farverne har vakt begejstring. Mon nogen anden skolebog - mon nogen anden dansk bog overhovedet, er blevet læst med større intensitet end denne? De fæle marekatte, kamelerne, Xanthus og den højbenede crocodille, der nærmest ligner en grævlingehund, blev
studeret til de gik i opløsning, og erstatning fandtes ikke. Derfor er de gamle klodsede tegninger så væsentlige. I billeddyrenes himmel tilkommer der crocodillen en plads ved siden af Anders And. (Fig. 11, fig. 12)