Årtusinders landsby

Vikingetidens bebyggelser er i de seneste år begyndt at dukke op uden for, men i nærheden af, de nuværende landsbyer, og ser man nærmere til, viser det sig tit, at der tæt ved ligger bopladser af endnu højere alder. Landsbyerne har været på vandring. Når en by havde eksisteret et hundrede år eller to, opgav man den og flyttede til et nyt sted i nabolaget, derfra atter videre og så fremdeles, indtil det sted var nået, hvor landsbyen ligger i dag. Med kristendommens indførelse var kirkerne kommet til, og de lod sig ikke uden videre flytte. Vi kender mange af disse landsbytomter. Vikingetidens er som sagt i rampelyset, og den ældre jernalders har været genstand for omfattende undersøgelser, især i Jylland. Fra den mellemliggende germanske jernalder foreligger derimod kun ganske få fund, hvad man godt kan undre sig over, da det er en periode af betydelig varighed.

I Vorbasse, 30 km vest for Vejle, er der gennem det sidste tiår foretaget omfattende udgravninger - i alt 180.000 kvadratmeter er afdækket, og man er knap nok færdig endnu. Her, lidt nord for den nuværende landsby, er det for første gang lykkedes at følge en vandrende boplads trin for trin i ubrudt rækkefølge fra århundredet før Kristi fødsel til slutningen af vikingetid - hvorefter den uden tvivl fortsætter i nutidens Vorbasse, hvis ældste bygning er den romanske kirke. I det 1200 år lange tidsrum har der inden for et område på henved én kvadratkilometer været otte landsbyer, den ene anlagt, når den anden blev forladt. Hver by har bestået på samme sted gennem 100-200 år, hvorefter den er flyttet nogle få hundrede meter. I området er fundet fem mindre gravpladser hørende til forskellige landsbyer. Arbejdet, som altså knap nok er afsluttet, udføres af Nationalmuseet og Vejle Museum i forening, og bag det står Statens Humanistiske Forskningsråd. Glemmes må ikke de mange lodsejere, som uden tøven har stillet deres marker til rådighed.

At netop Vorbasse blev valgt til den store investering skyldes ikke, at den er noget enestående - et tilsvarende udviklingsbillede kunne sikkert findes ved mange andre byer - men stedet var egnet og bevaringsforholdene usædvanlig gode. Ikke alene tegnede husene sig tydeligt, men det var muligt at følge de mange stolpehegn, der helt præcist viser omfanget af de enkelte gårde og kæder dem sammen i landsbyer.

Den første i rækken opstod omkring 100 år før Kristi fødsel. Der er påvist ni langhuse og syv mindre bygninger, men efter forløbet af blot et århundrede har man flyttet hele herligheden lidt mod øst og atter et århundrede senere 300 meter mod nord. Til hver landsby hører flere gårde, kendetegnet ved grupper af huse.

De tre byer dækker tilsammen et tidsrum på ca 300 år, fra sen keltertid til midten af romersk jernalder. Netop dette afsnit er, som allerede nævnt, særdeles veldokumenteret i landsbyarkæologien; en usædvanligt oplysende boplads er således udgravet ved Hodde, kun 30 kilometer fra Vorbasse (se Skalk 1976:1). Vi har derfor af de tre ældste byer kun undersøgt akkurat så meget, at vi har kunnet fastslå bebyggelsens udstrækning, alder og varighed. De fundne huse med videre svarer, så vidt det kan bedømmes, helt til de velkendte, men uden for landsbyområderne fremkom et par anlæg, der tilføjer nye træk, og som derfor fortjener særskilt omtale.

Det ene var et par gårdtomter, samtidige med by 2, men beliggende godt en halv kilometer øst for denne. Hegn af tætstillede stolper har omgivet begge, og de er sammenbygget på en måde, så det tydeligt ses, at den ene gård er anlagt lidt senere end den anden. Hver har haft et 16 meter langt hovedhus af tidens sædvanlige type med beboelse i den ene ende og stald med båse til dyrene i den anden, men mærkeligt nok ligger stalden mod vest, ikke som ellers almindeligt mod øst. Til den ene gård har hørt et par udhuse. Uden for hegnene, som var passende forsynet med indgange, har ligget fire ovne til jernudvinding - nogle af de ældste, som er fundet her til lands - samt affaldsgruber med mængder af skår. Gårdene svarer helt til dem, vi ellers kender, men fundet viser, at man ikke var strengt bundet til landsbyfællesskabet (Fig. 3). Man kunne, hvis man var sådan sindet, etablere sig udenfor.

Nær de to enkeltgårde lå en lille gravplads fra samme tid. De døde var brændt og urnerne samlet i tre grupper, formodentlig svarende til tre familier. Undersøgelser af knoglematerialet viser sammen med gravgodset, at de 18 gravsatte alle er kvinder - voksne, men i øvrigt af højst forskellig alder. De samtidige mandsgrave har vi også, men ikke her; de er fundet én for én, spredt over hele det undersøgte område. Nogle med rigt våbenudstyr, andre blot med en ragekniv. De to køn fik altså ikke samme behandling efter døden. Det må afspejle noget tilsvarende i livet.

Det, der især har interesseret os, er landsbyerne fra den senere oldtid: midten af romertid til slutningen af vikingetid, en periode på 800 år. I den tid sker der væsentlige samfundsmæssige ændringer. Det vældige romerrige, som dominerede verdensdelen i de foregående århundreder, gør stadig sin indflydelse gældende, men dets rolle er snart udspillet, og nu er det Vesteuropas merovingiske og frankiske riger, der præger livsformerne. Som et resultat af den stigende vareudveksling med disse områder opstår i 700-årene handelspladserne Hedeby og Ribe. Også politisk sker der omvæltninger: af det gamle stammesamfund udvikler sig i løbet af perioden en egentlig stat.

Alt dette går naturligvis ikke sporløst hen over landsbyen. Allerede by 4, beliggende lidt vest for de tre forgængere, viser væsentlige forandringer. Husene har fået kraftige plankevægge og en ændret placering af de tagbærende stolper. De er også blevet større: tidligere var et hus på 20 meter et stort hus, nu ligger gennemsnittet for langhusene på mere end 30 meter, og flere er over 40. Indgangene er nu som før i langsiderne, men den tidligere tvedeling - stue i vest, stald i øst - er opgivet eller i hvert fald stærkt omformet. Vestenden deles nu normalt i tre rum, sikkert hver med sin bestemte funktion. I østhalvdelen er stadig stald, ofte med plads til 20-30 dyr, men i de længste huse kan der for enden være yderligere et eller to rum, sædvanligvis med egen indgang. Også udhusene er blevet større og i ændret konstruktion. En ny type er kommet til: det mere eller mindre nedgravede »grubehus« med tag båret af en kraftig stolpe midt i hver gavl.

Det indhegnede område omkring gårdene er blevet væsentligt større end tidligere. Det er næsten firkantet og med to typer indgange: en smal for gående færdsel og en tre meter bred port beregnet til vogne, som åbenbart nu er blevet almindelige i landbruget. Standardgården består af langhus og et eller to udhuse - i hjørnet af indhegningen måske en lille staklade. Tvillinggårde, hvor to langhuse med tilbehør ligger inden for samme indhegning, dog med egen indgang for hver husstand, forekommer.

I by 4, som altså stammer fra begyndelsen af yngre romertid, kan der foreløbig udskilles ti gårde, placeret lidt tilfældigt i forhold til hinanden. Efter ca et århundrede flytter også denne landsby, men det synes i modsætning til tidligere at være sket gradvis, ved at gårdene én-to ad gangen er rykket mod vest. Samtidig er der kommet nye til; antallet ligger nu omkring en snes. Denne bosættelse - nr 5 i rækken - virker mere planlagt; den består af en nord-sydgående gårdrække og lidt øst for denne en gårdklynge med en åben plads i midten (Fig. 4). De enkelte anlæg har i øvrigt ikke forandret sig meget; tvillinggårde optræder stadig. Atter efter ca et århundrede sker der en omformning af byen, uden at der dog denne gang er tale om flytning. Den nord-sydgående gårdrække består stadig, men klyngen er forsvundet eller har i hvert fald skiftet stilling, helheden har nu nærmest form som et sekstal. Antallet af gårde er i øvrigt næsten uændret, ca 20, men indhegningerne er blevet mindre og mængden af båse i staldene er faldet noget. De små grubehuse ligger nu i reglen uden for hegnene, samlede i et bælte langs gårdrækken.

By 4 og 5 falder begge i yngre romertid, men med den sidste omformning har vi passeret grænsen til germansk jernalder. En direkte sammenligning med de tre ældste byer er vanskelig, da disse er ufuldstændigt udgravet, men der er i hvert fald tale om en udvikling mod noget større, og tager vi Hodde-landsbyen, der er samtidig med by 1, til hjælp, bliver forskellen umiskendelig (Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9). Den gælder ikke blot husenes størrelse og konstruktion, men også selve helheden. I Hodde var alle landsbyens boliger omgivet med et stort fælles hegn, her er alene de enkelte gårde indhegnet, men hegnene støder sammen, så at enhederne danner kæder eller blokke. Det store fællesskab er afløst af noget mere individuelt. Man får indtryk af en dybtgående ændring i landsbysamfundets indre organisation.

Fremskridt mærkes på mange områder. Til hver landsby har hørt en eller to smedjer, og uden for smedens gård findes jernudvindingsovne - ikke de gamle grubeovne, men en ny og mere effektiv type med en skorstensagtig overbygning. Også stenhuggere har der været; to steder i det frie midtareal ved by 5 er fundet rester fra fabrikation af drejekværne. Den gammeldags skubbekværn, der havde været i brug siden stenalderen, har omsider fået en afløser. Fund af runde vævevægte viser, at en ny vævtype er kommet ind. Alle disse nyskabelser må have betydet en væsentlig produktionsforøgelse.

I hver af de to byer, 4 og 5, er der en gård, som er særlig stor; den har sin plads østligt i områderne. I by 5, hvor anlægget står tydeligst, er det indhegnede areal 72 x 53 meter. Hovedhuset har en længde af 43 meter, og der er fire mindre huse, hvoraf ét ligger uden for hegnet. Det må være landsbyhøvdingens gård. Netop her fandt man det eneste stykke af et importeret lerkar, en såkaldt Terra Sigillata-skål, der stammer fra de romerske provinser.

Kun 120 meter øst for denne gård lå en lille samlet gravplads, i tid svarende til by 4 og 5. Der var 16 grave med både mænd, kvinder og børn. 1 midten fandtes to krigergrave, hver med lanse, spyd og et skjold, som har stået på højkant ved siden. Endvidere i den ene et stort tveægget sværd med tilhørende bandolerbælte og i den anden en kraftig dolk i skede sammen med flere jern- og bronzekæder. Alt dette har hørt til bevæbningen, men der var også andet, således en sølvsmykkenål, en provinsialromersk bronzespand og et antal lerkar. Omkring de to krigere lå fire meget rigt forsynede kvinder. Udstyret var næsten ens (Fig. 10):

Øverst på brystet en stor smykkenål af bronze belagt med guld- og sølvplader og med glasperler i indfatning. Under den store kæder med op til 250 glas- og ravperler og på brystet og ved halsen yderligere nogle smykkenåle af sølv og bronze. Endvidere kniv, kam og tre-fire lerkar. I en af disse rige kvindegrave fandtes et glasbæger lavet i Køln-området og i en anden en bronzebeslået træspand. De øvrige grave var mindre righoldige, uden dog på nogen måde at kunne betegnes som fattige. Alt i alt ligger denne plads, hvad udstyret angår, over gennemsnittet for samtidige jyske gravfelter, og det er rimeligt at tolke den som landsbyhøvdingens familiegravsted. Andetsteds i området er fundet samtidige, men mindre rige gravpladser, og det er vel så her, de jævnere bondefamilier hviler. Den sociale forskel, som kan aflæses af byplanerne, viser sig altså også i gravene.

Det er bemærkelsesværdigt, at kostbare importerede luksusprodukter er nået frem til den midtjyske landsby, der alt taget i betragtning næppe har fremhævet sig særligt i datidens Danmark. Ser man på yngre romertids grave i almindelighed, viser det sig, at de indeholder mere importgods end dem fra de tidligere århundreder, og sammenholdt med den fremgang, som i øvrigt spores på så at sige alle områder, kan det kun forklares ved en markant vækst i landbruget med øget overskud samtidig med, at der i de romerske provinser var mangel på landbrugsprodukter. Gode tider med andre ord, men alt får en ende. I by 5's yngste stadium bliver gårdarealerne mindre, og staldene har plads til færre dyr. Landsbyen synes nu inde i en nedgangsperiode.

Germansk jernalder, som vi nu er kommet til, har landsbyhistorisk været et mørkt kapitel (Fig. 11). Gennem grave og løsfund kan vi følge stiludviklingen i metalhåndværket og se, at Danmark ikke har stået isoleret, men været en del af et større nordeuropæisk kulturområde. Historiske overleveringer savnes endnu fra denne tid, men sagnene meddeler navne på konger og krigere, hvoraf dog vel nogle har eksisteret. Norden ladede op til vikingetid. Landet har ikke været affolket, menneskene var der, men hvor boede de? Den næsten totale mangel på bebyggelsesspor har været lidt af en gåde.

Også Vorbasse måtte længe lide under denne mangel, men 1983 udgravedes ca 100 meter nord for by 5 dele af en bebyggelse, som netop udfylder hullet. Undersøgelsen af by 6 er langt fra afsluttet, men der er afdækket én hel gård samt dele af yderligere tre, og det ses, at de har været i brug gennem et par hundrede år, hvilket har medført gentagne udskiftninger af husene. Huse og hegn er i øvrigt nogenlunde som ved de nærmeste forgængere. Det ser ud til, at gårdene har dannet en sammenhængende række som den, vi kender fra by 5, men med retningen øst-vest. Efter størrelsen har der været plads til otte samtidige gårde, men først når alt er udgravet, kan vi danne os et endeligt billede.

By 6 dækker den centrale del af germansk jernalder, men hen mod periodens slutning søger man igen nye græsgange. Nu som tidligere er der dog ikke tale om nogen lang flytning, man rykker nogle hundrede meter sydpå, ned i by 4's forhenværende område, men her bliver man til gengæld længe, helt til omkring år 1000, altså gennem det meste af vikingetiden. Landsbyen - nr 7 i rækken - er stadig anonym, men landet som helhed er inde i en vældig udvikling, hvor flere småkongedømmer efterhånden samles til et rige. Kong Godfred truer naboerne mod syd, Ansgar missionerer i Danmark, vikingerne hærger i Vesterled og med regenterne Gorm og Harald indledes vor egentlige kongerække. For livet i landsbyen bliver alt dette ikke uden betydning.

Husene ændrer udseende, omend gradvis. De tidligere rette vægge bliver jævnt buede, tydeligst ved de længste bygninger. Også de indre stolperækker buer, hvilket må betyde, at de bjælker, som stolperne bærer, dem hvorpå tagkonstruktionen hviler, nu ikke længere løber på langs, men på tværs. Kraftige stolper for enderne kunne tyde på en høj gavl. Langhuset rummer stadig både mennesker og dyr, men stalden, oftest i østenden, har nu egen indgang fra gavlen. Selve gården er blevet lidt større. Det indhegnede område, som kendetegner den, kan eksempelvis omslutte et centralt placeret hovedhus, ca 30 meter langt og med plads til en snes dyr i stalden, nogle mindre huse anbragt langs indersiden af hegnet, en eller to staklader i nordvesthjørnet og flere grubehuse, hvoraf dog vel højst et par har eksisteret samtidig. De sidstnævnte, der efter fundene at dømme alle har fungeret som vævehytter, ligger i nærheden af porten, der er ca fire meter bred, altså med god plads til vogne.

Midt gennem byen løb i øst-vestlig retning en otte-ti meter bred vej eller gade, som hegnenes porte åbnede sig imod (Fig. 12, Fig. 13). Syd for gaden har ligget tre gårde og nord for den muligvis fire; kun to er endnu undersøgt, men resten vil blive afdækket 1984. Størrelsen af by 7 har altså ikke afveget meget fra forgængeren, men byplanen er helt anderledes. Ingen af de til nu udgravede gårde kan tillægges høvdingestatus; til en enkelt har hørt smedje, men ellers virker de fuldstændig ens i opbygningen. De enkelte bygningers placering i gården er så ensartet, at det kun kan forklares ved ensartet brug.

De nye tider kommer også - og ikke mindst - til udtryk i oldsagsmaterialet. Importen fra udlandet er tydeligt taget til: der er hvæssesten og klæberstenskar fra Norge, lerkar fra Østersøområdet, kander fra den nedre Rhin, og samtlige fundne dreje- kværne er af Mayern-basalt, en lavaart, som blev brudt uden for Køln. Det er ikke som tidligere prestigebetonede luksusting, men mere dagligdags brugsvarer, der hentes fra det fremmede. Billige kan disse sager næppe have været - deres tilstedeværelse må tages som udtryk for en stigende produktion, hvad da også gårdenes størrelse taler for. Velstand alene har dog ikke gjort det, der må have eksisteret et veludviklet handelsnet med grene helt ind til landsbyer i det midtjyske (Fig. 14). Vejen er utvivlsomt gået over de store handelspladser Ribe og Hedeby, som netop opstår i denne tid.

Vikingetiden var på sit højeste, da næste flytning fandt sted; det må være sket omtrent på den tid, da Svend Tveskæg startede en ny bølge af vestgående togter, den der i 1013 førte til Englands erobring. Den nye landsby (8) ligger vest for den gamle, men strækker en arm ind over denne. Af de seks gårde, som er udgravet, har desværre kun de tre vestlige velbevarede spor af hegn, som gør det muligt at sige præcist, hvor store de har været, og hvad der har hørt sammen. Hovedhuset er stadig med buede vægge, men formen har ændret sig i retning af det, vi kan kalde Trelleborgtypen, den vi kender fra tidens store ringborge. Af indvendige tagbærende stolper er der kun få tilbage, men en udvendig række af skråstøtter stabiliserer tagremmen og hindrer taget i at skride ud (Fig. 15). Noget helt skelsættende er sket angående brugen af huset. Siden tidernes morgen har det været skik, at mennesker og dyr boede under samme tag, men det er nu ophørt; kvæget er flyttet ud i selvstændige staldbygninger. Ved hjørnet af en gård er udgravet fire sådanne staldlænger, hver med plads til 50 dyr, men det er nok sandsynligt, at kun en eller højst to af dem har eksisteret på samme tid sammen med et par mindre stalde (Fig. 16).

En gård har været særdeles stor; hegnet, som til alt held var erkendeligt, har omsluttet et areal på størrelse med de ældste af landsbyerne. Hovedbygningen var et anseligt Trelleborghus, der ved den østre ende havde en mindre indhegnet gårdsplads med en selvstændig bygning; den har fungeret som smedje og bronzestøberi. Uden for det mindre, men inden for det store hegn og især langs dettes inderside, har ligget flere huse af forskellig størrelse; fem af dem er stalde med plads til i alt hundrede dyr, mens nogle med ildsted kan have været til beboelse for medhjælp, måske trælle. En række andre huse har naturligvis også haft deres funktion, men vi er ikke i stand til at bestemme den. Til den store gård har i alt hørt 20 bygninger inden for hegnet, og selv om de næppe alle har eksisteret helt samtidig, er der dog tale om noget af virkelig betydning. Her har en af tidens stormænd boet. Nord for storgården lå to mindre, men i øvrigt meget lignende gårde med hver sit Trelleborghus som hovedbygning. Dog kun den ene har haft selvstændig stald.

Hvad antallet af gårde angår, synes by 8 at svare meget godt til forgængeren, men arealet, de dækker, er dobbelt så stort. Der må have skullet mange mennesker til for at drive så omfattende bedrifter. Vi er nu fremme ved oldtidens slutning, kristendommen er for længst indført og rigets enhed en kendsgerning. Antagelig omkring år 1100 flytter man til stedet, hvor det nuværende Vorbasse ligger, og her bliver man. Den lange vandring er endt.

Et spørgsmål må under læsningen af det foregående have trængt sig på: Hvorfor alle disse flytninger? Ingen af landsbyerne viser tegn på brand, så det kan ikke være grunden. Snarere kan man tænke sig landbrugsmæssige årsager. Et udpint jordstykke kunne være godt nok til bebyggelse og et forladt landsbyområde egnet til avl på grund af affaldets gødende egenskaber. Huse af træ har i det danske klima en kort levetid, og når de nu alligevel skulle fornyes - . Endeligt løst kan man dog ikke sige, at problemet er.

Flytningerne - hvordan de nu end er kommet i stand - er vort held, uden dem havde vi ikke haft mulighed for at skaffe os et så enestående tilbageblik over en landsbys årtusindlange udvikling (Fig. 17). Fra de forholdsvis primitive huse med stue og stald i hver sin halvdel går man over til solide tømmerbygninger med flere rum, og mod oldtidens slutning ser vi træbygningskunsten udfolde sig til sandt mesterskab. De vekslende konjunkturer for landbruget kan aflæses af gårdenes og ikke mindst staldenes størrelse: efter en velstandsbølge i den senromerske periode følger dårlige tider, men atter i vikingetiden kommer et stort opsving. Sociale forskelle gør sig gældende i det lille samfund - også dengang var der forskel på folk - men de enkelte gårde må i hvert fald have været drevet selvstændigt. Uvist er det dog, om de har været i selveje eller underlagt en anden og større besidder.

Gennem mange små træk kan fremskridtet følges. Vognen vinder terræn i landbruget, drejekværnen går sin sejrsgang, håndværk trives, og menneskene opgiver omsider deres flertusindårige samvær med dyrene. Varer fra den omgivende verden finder vej til landsbyen, først forbeholdt de bedrestillede, men senere mere udbredt; det er selve landets situation, der her afspejler sig i lokalsamfundet. Nærhandel har naturligvis også fundet sted. Pollenundersøgelser viser, at der ikke har været skov i nærheden, men store græsningsarealer. Tømmeret til husene har altså måttet skaffes andetsteds fra, og det er store mængder, der er tale om.

Importen fra udlandet har sikkert været modsvaret af eksport, og her har landsbyen med sit efter datidens forhold veludviklede landbrug baseret på kvægavl også kunnet bidrage, for eksempel med stude, som vi kan forestille os i fredelige perioder er gået i store drifter sydpå. Interessant er den vældige vækst, som finder sted i vikingetid; ingensinde tidligere i oldtiden har gårdene haft en størrelse som den, vi nu ser. En forklaring på fænomenet kan formodentlig findes i selve landets situation. Rigssamlingen har styrket kongens stilling; det gamle kongesæde i Jelling kun 20 kilometer fra Vorbasse er flyttet til det mere centralt beliggende Roskilde. Med den stærkere kongemagt er antagelig fulgt skatter og afgifter, men også kraftigere styring. Det er nærliggende, at landsbyens vækst skal ses på den baggrund, men indførelsen af en ny plovtype med muldfjæl kan også have spillet en rolle.

Vikingerne er bedst kendt for deres røvertogter, men handel og kolonisation hører med i billedet. Uden landsbyer med dygtige, fredeligt arbejdende bønder havde konger og høvdinge været magtesløse. Gårdene var samfundets rygrad.

I nutidens Vorbasse er ikke foretaget udgravninger, så indtil videre må vi opgive at følge linjen op. Markbøgerne til Christian 5.s matrikel nævner seks gårde, samme antal som i den yngste oldtidsby, men det kan naturligvis være et tilfælde (Fig. 18). Dog: tilflytning og fraflytning har næppe været af større omfang, sønnerne gik i fædrenes spor, og helt umuligt er det vel ikke, at enkelte af Vorbasses nuværende indbyggere kan nedstamme i lige linje fra beboerne i by 1.