Aarøes strejfkorps

Med selveste Bismarck for bordenden blev fredstraktaten underskrevet i Wien: Slesvig, Holsten og Lauenborg - svarende til en tredjedel af den gamle danske helstat - blev afstået. Krigen tabtes, fordi den ikke kunne vindes. Det skyldtes dårlig forberedelse (kun søforsvaret omkring København var i orden), elendig politisk ledelse, en katastrofal mangel på officerer, forældet udstyr - især til en vinterkrig - og ikke mindst, fjendens talmæssige overlegenhed. De to modstandere, Preussen og Østrig, kunne tilsammen mønstre 80.000 soldater, dobbelt så mange som Danmark. (Fig. 2)

Men der var også oplivende momenter i den ellers så triste krig. Vigtigst blandt disse var naturligvis søslaget ved Helgoland den 9. maj, hvor en østrigsk eskadre blev slået afgørende tilbage, blandt andet takket være fregatten Jyllands indsats. Fregatten eksisterer som bekendt endnu. Til gengæld er et andet mindeværdigt fænomen, der også bidrog til at højne moralen og humøret, aldeles glemt i dag: Aarøes Strejfkorps.

Vi kender alle verdenskrigens commando-raids, udført af specialtrænede enheder for at bringe forstyrrelse i fjendens linier. Men ideen var ikke ny. Allerede i 1864 forsøgte den danske hær sig med sådanne enheder og leverede hermed et originalt og ejendommeligt bidrag til krigshistorien.

Det hele begyndte med en Fiasko. Først i marts telegraferede krigsminister Lundbye til overkommandoen i Sønderborg, at det »turde være særdeles hensigtsmæssigt, at der spores en mere aktiv optræden fra vor side«. På eget initiativ sendte han to kompagnier af Livgarden fra København med postdamperen Freya og korvetten Dagmar direkte mod den holstenske østkyst. På grund af storm, søsyge og manglende rofærdigheder lykkedes det kun at sætte 50 mand i land. På en nærliggende herregård kunne man fortælle de våde gardere, at der slet ikke fandtes fjendtlige tropper i området. Slukørede vadede folkene tilbage, og hele styrken sejlede hjem til Sjælland.

Til overkommandoens store irritation havde den aktive krigsminister imidlertid ikke givet op. Han var til sinds at organisere et særligt »Vikingekorps«, og han opfordrede hærledelsen til at gå igang. »Opbyd frivillige til halsbrækkende foretagender og lad dem gå på!« hedder det i et brev fra Lundbye. Inspirationen til sit korps kan ministeren have fået fra løjtnant Christian Aarøe, der allerede i efteråret 1863 til krigsministeriet havde indsendt forslag om under en eventuel krig at oprette et »flyvende korps«, der skulle indhente efterretninger om fjenden, ødelægge hans kommunikationslinier og magasiner, tage fanger og i det hele taget forurolige fjenden så meget som muligt for at tvinge ham til at sprede sine styrker og binde en del af hæren til kystbevogtning. Under alle omstændigheder blev korpset oprettet den 23. marts under Aarøes kommando. (Fig. 3)

Den nye chef var ikke nogen helt almindelig officer. Allerede som 21-årig var han blevet udstyret med ridderkorset for udvist tapperhed i Treårskrigen. Militarismens stivhed var ham imod, hvad han viste i praksis ved at være »dus« med sine underordnede blandt officererne - noget ganske uhørt i de dage - og han gjorde »allehånde narrestreger«. (Fig. 4)

Var Aarøe speciel, var selve korpset det ikke mindre. Det bestemtes at styrken skulle være på 200 mand (senere forøget til 600), alle frivillige, repræsenterende hærens forskellige enheder. Desuden fik korpset et stærkt skandinavisk islæt, derved at et af kompagnierne udelukkende bestod af svenskere og nordmænd. Idealisme, selvstændighed og forholdsvis høj uddannelse karakteriserede de frivillige, og dertil kom godt gammeldags mod, det var nemlig et farligt job, de havde meldt sig til. Fjenden truede med at behandle dem som »fribyttere«, så Aarøe måtte skrive til den tyske overkommando og true med at gøre gengæld over for tyske fanger. I udenlandske aviser hed det sig, at strejfkorpset hverken gav eller modtog pardon, hvilket var stærkt overdrevet, men et reelt problem var der dog for de svenske og norske folk; de var hjemfaldne til straf og ville blive behandlede som »røvere«, da Norge og Sverige ikke var i krig. Som et modtræk lod man dem derfor aflægge den danske faneed.

Korpset udgjorde på alle måder en selvstændig og særlig enhed: Aarøe skulle kun i meget begrænset omfang aflægge regnskab for de - ganske store - beløb, han fik til sin rådighed; mandskabet fik forhøjet lønning, og de almindelige militære love gjaldt ikke; i stedet kunne officererne straffe med op til seks gange »Fugtel«, det vil sige slag med den flade klinge. Men disciplinen var upåklagelig, og straffe behøvedes kun i de første dage. Alligevel gav især nordmændene anledning til panderynken. Således skriver løjtnant Bjerager: »Kun var adskillige af dem store yndere af våde varer. Om aftenen kunne man se dem kravle omkring i grøfterne og ligge på landevejen. Men da de jo var frivillige, blev de ikke straffede for så lidt«.

Også udrustningen var speciel. Alt hvad der skramlede og raslede blev fjernet - for eksempel sabler og skeder - og soldaterne færdedes uden oppakning. Officererne fik hver en af de nymodens tromlerevolvere, hvilket dog ikke var en ubetinget succes, da det førte til en del vådeskud. Således skød Aarøe personligt et spejl i stykker i hovedkvarteret, og en løjtnant Ahlefeldt sårede sig selv hele to gange.

Med fast base først i Assens og senere i Kalundborg skulle korpset gøre den jyske østkyst usikker. Der skulle altså foretages landsætninger direkte på kysten. Til den ende havde Aarøe rådighed over dampskibet Aurora og dampbåden Marie samt, ikke at forglemme, Jerntransportbåd nr 5 - et egentligt landgangsfartøj med en port i den flade agterstavn, hvorfra en landgangsbro kunne udlægges og heste og mandskab sættes i land direkte på strandbredden.

I begyndelsen var de forskellige aktioner ikke specielt succesfulde. Det kneb med øvelsen, fartøjerne løb på grund, det var koldt og blæsende, og ofte var fjenderne ikke, hvor de skulle være, eller der var for mange af dem. Aarøe havde ellers sikret sig ved at knytte to civile til korpset - to regulære spioner, kaldet »Den store og den lille Hemmelighed«. De gjorde deres arbejde godt - undertiden hjulpet af nogle af korpsets unge skægløse soldater forklædt som »Bønderfruentimmer«. Men også fjenden havde spioner. En løjtnant Petersen - slesviger af fødsel - var således mistænkt for at stå bag opsendelsen af røde advarselsraketter, hver gang Aarøe skred til handling.

Efterhånden gik det bedre. Aktionerne voksede i antal og omfang. Der blev taget en del fanger - oftest et par stykker ad gangen. Et eksempel er landgangen ved Palsgård skov - syd for Horsens fjord - hvor styrken ved et rent lykketræf pågreb sønnen af den østrigske overgeneral v. Gablenz. Menig Johan Mortensen beretter: »Et stykke inde i skoven var der tændt vagtild, og om den lå en post på 11 mand under sekondløjtnant Gablenz, generalens søn. Vi fægtede med dem et øjeblik, og to af østrigerne faldt. Resten måtte overgive sig. Løjtnant Gablenz græd, da han blev taget. Så skyndte vi os mod stranden, for der var faldet skud under vort sammenstød, så hele styrken inde på Palsgård var alarmeret«.

Som det fremgår, var det ikke blot Slesvig, men også de nordligere dele af halvøen, aktionerne gjaldt, og der blev endda - i et forsøg på at føre krigen over i fjendens lejr - gjort landgang på Rygen. Strejfkorpsets sidste togt var nær blevet skæbnesvangert. I tæt tåge ankrede man op ved målet, Moesgård syd for Århus. Det troede man i hvert fald, men da tågen med ét lettede, viste det sig, at skibet lå umiddelbart ud for selve Århus by, som havde en 4000 mand stærk preussisk garnison. Aarøe måtte skyndsomst returnere til basen - og hermed var det slut. Den 20. juli trådte våbenhvilen i kraft, og 22. august blev korpset opløst.

Man kan næppe påstå at Aarøes Strejfkorps fik nogen egentlig militær betydning, men på hjemmefronten - for befolkningens moral - var effekten stor. Korpset var populært, og der stod en særlig nimbus om Aarøes navn. Man oplevede ellers næsten kun ydmygelser og nederlag i denne krig. Hele Jylland var besat, og 4. division under general Hegermann-Lindencrone havde trukket sig op bag den skærmende Limfjord uden at indlade sig i slag med forfølgerne - der altså kun så »røven af 4. division«; hvad befolkningen mente herom, behøver næppe uddybes nærmere. Der var hårdt brug for et propagandistisk modtræk. Den danske hær skulle demonstrere mod, initiativ og handlekraft.

Det var opgaven, og den blev løst af Aarøes Strejfkorps. (Fig. 5)