Århushistorie
(Fig. 1) 1815 fik Århus en kvindelig natmand. Det var usædvanligt i en tid, hvor ingen tænkte på kønnenes ligestilling, men Sidsel Rolandsdatter var kendt med håndteringen, som hun overtog efter sin afdøde mand. Hun synes at have klaret opgaven tilfredsstillende, men enkestanden huede hende ikke, og ret hurtigt flyttede hun sammen med Laurs Andrup, kaldet Tambour, som hun efter nogle år og en del børnefødsler giftede sig med. Laurs var glarmester af profession, men gik sin kone til hånde i natmandsfaget - og i et ganske specielt bierhverv, hun dyrkede i det stille. Arbejdet med rensningen af byens lokummer var ikke særlig indbringende, men Sidsel havde visse naturtalenter, opøvet i Vendsyssel, hvor hun havde tilbragt ungdomsårene, og de gav, omend kun lejlighedsvis, gode bidrag til økonomien. 1826 frasagde hun sig natmandshvervet, og parret flyttede uden for byen, hvor de officielt levede af glarmesteriet, men vel mest af Sidsels hokuspokus. Hvor meget, det gennem årene smed af sig, er uopklaret, alt foregik i det skjulte, men et og andet sivede dog ud, og politiet fik kig på parret.
Af Redaktionen
Fig. 1. TEGNING: CARSTEN GRAABÆK
1837 faldt hammeren. Herom kan man læse i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis: »Den 1. maj 1836 kom glarmester Laurs Tambour, også kaldet Døv Laurs, kørende med sin kone Sidsel Rolandsdatter og to børn til husmand Jens Olesen i Mørke, for hvem han satte et fag vinduer ind, og begærte på grund deraf nattelogi for sig og sin familie. Sidsel påstod at ville ligge i laden, hvilket også indrømmedes. Da husmandens kone om morgenen derpå gik ud for at malke køerne, begyndte Sidsel sit forehavende med den bemærkning, at hun om natten tvende gange havde haft besøg af en hare, der havde indgivet husmandens hest en vis drik, men, da haren kom tredje gang i samme ærinde, havde hun afværget det. Hun tilføjede, at hvis der ikke i tide blev søgt råd derimod, så ville alt, hvad levende husmanden ejede, om kort tid bortdø, og han og hans kone skulle selv vorde så elendige skabninger, at enhver ville græde ved at se dem«.
Nu er spillet gående. Husmanden, der får historien forelagt, bliver lamslået, men Sidsel tilbyder sin hjælp mod et beskedent vederlag på 5 rigsdaler. Sagkyndig, som hun er, kan hun oplyse, at årsagen til den truende ulykke er et spøgelse, som i ni år har ligget nedgravet foran ægteparrets seng, og som må fremdrages og tilintetgøres, hvis det onde skal afværges. Husmanden går straks igang og finder en halv alen under stuens lergulv en sort skabning, en muldvarp udstoppet med sand og sten. Sidsel løfter på den og fornemmer, at den vejer til 61 rigsdaler. De fremskaffes. Både muldvarpen og pengene skal brændes, forklarer Sidsel - det første overlades husmanden, det sidste vil hun selv tage sig af. Iøvrigt vil hun nu i ni nætter opsøge ni kirker, hvor hun skal møde fanden og drøfte husmandens problem.
Sidsel og hendes følge afrejser, men en halv snes dage efter kommer hun igen - desværre med dårligt nyt. Fanden forlanger yderligere 25 rigsdaler samt forskelligt bohave - men det skal være nye og gode ting, de gamle vil han ikke have. På ønskesedlen står også en del klædningsstykker, hvad husmandskonen finder mærkeligt, da fanden, så vidt hun ved, ikke går med tøj, men Sidsel forklarer, at han skal bruge garderoben til at gøre ulykker andetsteds. Hun får det forlangte og drager af, men gang på gang kommer hun igen med nye hilsener fra »Hamselv«, og de er ikke billige. Husmanden pantsætter sin hest og låner sig iøvrigt frem, men røber ikke sagens sammenhæng for nogen - det har Sidsel udtrykkeligt forbudt. Til sidst vågner mistanken dog, og nu går vejen til politiet. Listen, han fremlægger over sine tab, er lang som hovedvej 10: 135 rigsdaler i penge, 10 skjorter, 10 særke, 7 par lagner, 66 alen hørlærred, 4 alen blårlærred, 2 underdyner osv. osv. --- tallerkener, karter, høns, kød, pølser, smør, ost, fløde, æg og flere småting, som han ikke kan erindre. Sidsel nægter alt, men må, foreholdt sine tidligere meriter, delvis gå til bekendelse. Dommen, der falder 12. december 1837, lyder på to års tugthus.
Sidsel Rolandsdatter tilbragte sine sidste år på fattighuset, dog uden understøttelse fra sognet. En vinternat 1854 udbrød ild, hun reddedes ud, men så forbrændt, at hun døde et par måneder senere under store lidelser. Sidsels endeligt var således ikke ulig det, hun højst sandsynlig havde fået, hvis hun havde levet et par århundreder tidligere.
