Ålens vandring

»Ålenes velsmagende og fede kød ernærer mange mennesker«, siger Anton Frantz Just i sin Naturhistorie om Dyrene, der udkom i Viborg 1802, og han fortsætter med at opregne de forskellige måder, man kunne tilberede dem på: »Man koger suppe på dem, tillaver dem ferske med peber, citronsaft og en frikasesauce, sylter dem med krydderier under navn af rulleål, steger dem ferske eller rister dem, efter at de en nat har fået salt, røger dem, speger dem som sild, salter og bager dem ved ovnvarme efter bagningen som sprødeål og nedlægger dem i salt under navn af grønsaltede«. - Jo ålen indgik som en vigtig bestanddel i fjordbøndernes føde, og et par år senere indberettes da også fra Thyland, at »bønderne heromkring tror, at de ikke kan leve uden at nyde ål i høbjergningens og høstens tid«.

Trods de hæderligste anstrengelser kunne befolkningen nærmest fjorden dog umuligt sætte alle de ål til livs, som fangedes først og fremmest ved pulsvådfiskeriet, og gennem lange tider havde man derfor brugt at røge overskuddet af fangsten med afsætning for øje. Handelen foregik mest med fjernereliggende byer, og så efterspurgt var produktet, at det kunne blive vanskeligt nok at få røget ål ved fjorden selv. Herremanden på Gudomkloster, Mads Staby, klagede i 1741 over, at havboerne fra Agger og Harboøre »sælge deres fisk og dog aldrig giver jorddrotterne eller bonden så meget til villighed, som en ret fisk kan være. Ja, det er end mere fortrydeligt, at der ikke kan fås ål at købe for penge af de fiskende, førend de såkaldte åledrivere har fået så mange at køre bort med andetsteds hen, som de vil have«.

Det er disse »åledrivere« eller »ålepiskere«, som vi skal beskæftige os noget nærmere med i det følgende. For at få en udførlig præsentation af dem kan vi søge til Knud Aagaard, der i 1802 tog sig for at beskrive landskabet Thy, hvor han var præst. Da han i sin omtale når til Thyholm, den lange halvø, der krummer sig over mod fjordens sydbred, med retning mod Struer, er det fiskeriet, der kommer til at dominere beskrivelsen. Han siger følgende:

»Ålefiskeriet her giver tillige anledning til nogen landhandel, da små gårdmænd, boelsmænd og husmænd samt ledige personer i søndersognene opkøber ålene, der fanges i pulsvåddene både af Holmboerne og af Aggerboerne. De køber disse ål for 14 -16 skilling snesen, salter dem lidt og røger dem i 2-3 dage i egne dertil indrettede røghuse, nedpakker dem i lukkede vogne og fører dem således igennem hele Jylland lige til Kolding. 8000 ål udgør et læs. Dermed foretages gerne to eller tre rejser om sommeren. Fra skovegnene fører de da tilbage træsko og andre trævarer og i efteråret æbler og pærer, hvormed de forsyner hele Thyland. Fra det slesvigske henter nogle hertil høleer og hakkelsesknive«.

Vi får gennem denne omtale et levende billede af den betydning, den kørende handel med røgede ål har haft for Thyholm og iøvrigt for hele den vestlige del af Limfjorden. I denne bortgemte landsdel fandtes ingen større byer, som kunne aftage og levere varer, og den naturlige forbindelsesvej, fjorden, kunne ikke passeres af større skibe på grund af de udstrakte sandbanker ved Aggersund. Fra gammel tid havde hovedforbindelsen været med Ålborg, hvortil fjordbønderne stadig sejlede i deres fiskerbåde, men handelen med de sydjyske byer var vigtigere, fordi fiskere og prangere her kunne få større fortjeneste, end de kunne opnå ved fjorden selv. Fjernhandelen bragte også produkter frem, som den vindblæste og sandhærgede landsdel ikke selv kunne frembringe. Thyholm var næsten træbar, og beboernes havebrug indskrænkede sig til en kålgård med et par hyldetræer og måske ribsbuske og stikkelsbærtorne, når det kom højt. Trævarer og i særdeleshed frugt måtte skaffes andetstedsfra.

Det var forbavsende strækninger, de kørende prangere tilbagelagde. Undervejs kunne der vel nok sælges nogle ål, men de faste mål var markederne i de større sydjyske byer, hvor de nørrejyske pindevogne med den rødmalede, lukkede kasse tilførte folkelivet et markant træk. At beskrivelsen af ålekasserne som »rødmalede ligkister« er træffende, viser museets nyerhvervede eksemplar. Det vides ikke, hvornår denne form er opstået, men at den ikke er den oprindelige fremgår af en beretning fra 1769. Det hedder her, at ålene lægges »tæt og ordentligt ned i en vogn, som har høje haver eller sidestykker, og bedækkes med huder eller et krumt dæksel af brædder«.

I Ribe er åleprangerne fra Limfjorden en gammel foreteelse; så tidligt som 1640 nævnes vogne med limfjordsål på markederne der. I 1735 omtales åletransporter, ikke alene til Ribe, men også til Århus, Skanderborg og Horsens. En menneskealder senere bringer Danske Atlas en udførlig beskrivelse: Ålene røges i et dertil indrettet kammer med halm i fire dage, to dage før de nedpakkes. Den første rejse foregår, når bønderne har tilsået, men den vigtigste var utvivlsomt den, der fandt sted efter høsten, når resultatet af sommerens pulsvådfiskeri forelå. På den første rejse, siges det, »bringer de hjem igen træsko, vognredskaber, hjul, grovt brunt klæde, tørklæder med videre. På den sidste mestendels ej andet end frugt«.

Smålandmændene ved Vestlimfjorden havde på denne måde fået en vigtig mission at fylde. Rejserne var lange og besværlige, men de bidrog væsentligt til at udvide befolkningens horisont. Der skete det bemærkelsesværdige, at bondefamilierne holdt deres børn til skrivning og regning, hvorved de bedre kunne skøtte deres rolle som formidlere.

»Megen kultur og handelslyst, en følge af idelig landhandel og rejser«, udvikledes i de vestlige Limfjordsegne, siger Begtrup i sin beskrivelse af Agerdyrkningens Tilstand fra 1812. Kritik kom dog også til orde, men kritikeren er ganske vist påny den bedrevidende herredsfoged Brønlund i Thisted, som jeg tidligere har nævnt for den negative indstilling, han havde til fiskeriet (Skalk 1966:5). I en henvendelse til amtmanden 1806 udtaler han: »På Thyholm hendriver en mængde mennesker den bedste årets tid med at fiske ål, andre med at røge og omkøre dem i hele Nørrejylland. Dette føder dovenskab, vellevned og liderlighed, thi hvad er lettere end at dingle på en båd i godt vejr med en krog i hånden eller at holde på en tømme«.

Den gode herredsfoged har øjensynligt aldrig været i en fiskerbåd eller siddet på en stiv pindevogn, der skrumplede ad elendige veje mil efter mil ned gennem Jylland for at hente en beskeden fortjeneste hjem.