Ålegård

Anlægsområdet, der ligger lige nord for de nuværende færgelejer, skærer gennem en lille lavtliggende dal, der må formodes engang at have dannet et stræde mellem Sjælland og et par nær kysten liggende småøer; det er nu inddæmmet og tørlagt. Det var netop sådanne steder, stenalderfolkene yndede at slå sig ned, så der skulle være gode muligheder. Til en begyndelse blev markerne grundigt afsøgt, og der blev gjort mange fund, hvoraf dog flere var spoleret ved pløjning og jordarbejder. Vi koncentrerede os om det, der så mest lovende ud og lod os i øvrigt vejlede af terrænet. Erfaringerne har jo lært os nogenlunde, hvor stenalderfolkenes efterladenskaber skal søges.

Det er ikke hensigten her at gennemgå alle dette arbejdes resultater, vi vil nøjes med at fremlægge et fund fra lokaliteten Oleslyst, idet vi anser det for at være af særlig vigtighed. Det drejer sig om et fiskeanlæg, velkendt for så vidt, men af et omfang, som overgår alt, hvad man ellers er stødt på af den art fra oldtiden.

Det var meningen, at der skulle deponeres jord fra tunnelboringen på stedet, så det var på høje tid at få det undersøgt. Med en gravemaskine lagde vi søgegrøfter ud over området, og pludselig sad der i en blok jord på grabben en afbrækket flage af tæt sammenflettede hasselkæppe. Den videre undersøgelse blev grebet noget anderledes an. For at komme til anlægget måtte metertykke jordlag først fjernes med maskine over et større område, men derefter var det finere redskaber, der blev taget i brug.

En sværm af pæle kom for dagen; de dannede et godt 40 meter langt og én meter bredt bælte, vinkelret mod bredden og med retning ud i det, der engang var sejlbart farvand. Strengt taget ved vi ikke, om vi fik det hele med, stolpebæltet kan have fortsat længere ind mod den tidligere kyst, hvor bjerge af jord allerede på det tidspunkt begyndte at tårne sig op og gjorde al undersøgelse umulig. Den ydre ende er vi derimod sikker på at have nået. Her havde rækken en sidegren, bagudrettet som modhagen på en spydspids.

I tæt forbindelse med pælerækken lå en vidjemåtte, 5,5 meter lang, 1,75 meter bred; det var den, gravemaskinen havde haft grabben i. Den bestod af hasselkæppe flettet om tolv stokke anbragt med en indbyrdes afstand af 40-45 cm. Alle stokke var omhyggeligt tilspidsede i den ene ende, så at måtten let kunne stikkes fast i det bløde dynd, hvorved den kom i lodret stilling og fik karakter af et hegn. Kæppene, der dannede fletværket, var lange, en af dem 5,5 meter, hvilket vil sige, at den nåede gennem hele stykket fra ende til anden. Tydelige hugfacetter ved begge ender af måtten viser, at den har været bevaret i sin fulde længde, indtil gravemaskinen forgreb sig på den. Derimod kan den godt have været lidt bredere, for i den side, der har vendt opad, var en del kæppe flydt ud. To af de oprindelig lodretstående stokke, en i midten og en ved den ene ende, var tvedelte fra naturens hånd, så at de kunne klemme sammen om fletværket; de har vel tjent som en ekstra afstivning, der har holdt hegnet plant. Vi havde tidligere under udgravningen fundet flere sådanne tvedelte stokke og undret os over, hvad de kunne have været brugt til. Her fik vi altså forklaringen. (Fig. 2, fig. 3)

Man må gå ud fra, der har været flere ensdannede måtter, og at de har været sat sammen til ét langt hegn (her kunne de tvedelte stokke måske også gøre nytte). Det har været fæstnet i dyndet og på en eller anden måde fastgjort til pælerækken. På den måde er der dannet en spærring, der har standset fiskene, som langs kysten søgte ud mod Bæltet. Når ålene - for det var nok især dem, man var ude efter - mødte forhindringen, svømmede de langs denne og endte i et fangstredskab anbragt yderst ved spidsen; her har »modhagen« hjulpet til. Selve fangstredskabet så vi ingen spor af, men det har vel været en ålekurv af flettede vidjer. En sådan blev fundet i et nærliggende udgravningsfelt sammen med alskens drivgods.

Den meterbrede sværm af pæle tyder på, at anlægget har været fornyet flere gange. Man kan forestille sig, at rusekurven og rismåtterne blev bragt på land om efteråret, mens pælene blev stående, udsat for vinterstorme og isgang. Ved en lejlighed er en måtte gået tabt og endt i dyndet mellem knækkede pæle. Fiskernes uheld blev vort held. (Fig. 4, fig. 5)

Der fremkom ikke ved udgravningen noget, der umiddelbart kan tjene til datering, men en undersøgelse på Nationalmuseets kulstof 14-laboratorium viser, at anlægget er blevet til ca 3250 før Kristus, det vil sige i den del af bondestenalderen, hvor de store jættestuer blev bygget. Sammenlignet med disse tekniske mesterstykker virker vor ålegård beskeden, men faktisk er den et ganske imponerende værk. Og den har jo ikke stået alene, der kan have været mængder af dem langs kysterne - foruden de mere uanselige, som fandtes i indlandets søer.

Fiskeanlæg som det ved Oleslyst har været anvendt i stor udstrækning helt frem til slutningen af forrige århundrede. Historisk kan disse ålegårde, som de kaldtes, følges fra 1300-årene, de nævnes i fæstebreve, skøder, regnskaber og synsforretninger - især de sidste beskriver anlæg, der ikke har været væsensforskellige fra 1800-årenes og i princippet heller ikke fra stenalderens. Ved gamle som nye ålegårde finder man flettede måtter fastgjort til en pælerække; den var i nyere tid dobbelt, pælene anbragtes to og to klos op ad hinanden med rismåtterne klemt ind i mellemrummene. For at forrige århundredes fisker kunne komme tørskoet ud til sin ruse, var der til pælene, over vandlinjen, bundet en lægte, som han med forsigtighed kunne gå hen ad, idet han støttede sig til endnu en lægte, anbragt noget højere; om stenalderens ålegårde har haft lignende luftbroer, ved vi ikke, men det er langt fra utænkeligt. Det var vigtigt, at rismåtterne sluttede tæt sammen og ligeledes tæt til havbunden, så at ålene ikke kunne smutte igennem eller nedenunder, og de skulle have en nogenlunde jævn overflade for ikke at fange tang, som spærrede fiskenes vej til rusen. De »moderne« ålegårde blev opstillet vinkelret på kystlinjen, ganske som den ved Oleslyst, og de havde som denne kun én »modhage«, ikke to, hvad man måske ville vente i den tro, at fiskeriet derved blev mere effektivt. Det blev det ikke, ålenes bevægelser følger nemlig ganske bestemte love. Efter at være fuldt udviklet i de danske farvande søger de fra slutningen af august og til november mod Atlanterhavet ad faste ruter. Dem kender fiskerne, og de anbringer deres risgærders fangearme, så at de peger i den retning, hvorfra fiskestrømmen kommer. En arm på den anden side ville have ringe virkning. (Fig. 6, fig. 7)

Ålegårde som de beskrevne egnede sig bedst til fiskeri i beskyttede farvande. På åbne og udsatte kyster anvendtes - eller kunne i hvert fald anvendes - en anden solidere type, den såkaldte sænkeålegård, der i princippet svarede til den bundfaste, men var lavet sektionsvis på landjorden. Rismåtterne manglede ikke, men de sad indbygget i kraftige rammeværker, som flådedes ud og sænkedes på fiskepladserne med dynger af store sten. Også her var der indrettet gangbro, så at ålekurven yderst kunne røgtes uden brug af båd. Sænkeålegården kendes kun fra nyere tid. I fundene er den endnu ikke dukket op.

Oleslyst-anlægget har ikke været Halsskovområdets eneste, det fremgår af de mange løstliggende kæppe og tilspidsede stokke, som sammen med andet drivgods dukkede op i vore søgegrøfter langs den tidligere kystlinje; de må stamme fra fiskegærder som det nu udgravede. Tilsvarende er for resten fundet mangfoldige steder i og ved fjorde og søer.

Ved Ølby Lyng lidt uden for Køge udgravede Nationalmuseet for nogle år siden et stykke fletværk; det stod næsten lodret, tæt op ad lange, dybt nedrammede pæle, og må tolkes som de nederste 25 cm af et fiskehegn som det ovenfor beskrevne. En c14-datering gør det ca 700 år yngre end vort fund. Og på to andre lokaliteter, Svinninge Vejle, Nordvestsjælland, og Magleby Long ved Skælskør, er der fundet dele af ruser sammen med pælerækker og fletværksrester - altså igen ålegårde. Magleby- rusen fremkom i lag, der er pollenanalytisk dateret til begyndelsen af bondestenalderen, mens Svinninge-fundet snarest går tilbage til jægertiden. En tilsvarende tidlig datering gælder med sikkerhed to stærkt ødelagte fiskegærder, som vi stødte på andetsteds i Halsskovområdet. De havde ikke meget at fortælle om fangstens fremgangsmåder, men viste altså, at tradition og teknologi for fiskeri med fiskegærder blev udviklet for mere end 7000 år siden.

Det har gennem fund af fiskekroge og især ålelystre i mange år stået klart, at vore forfædre - både før og efter landbrugets indførelse - udnyttede havets fødekilder ved aktivt fiskeri, det vil sige fiskeri, hvor fiskeren selv er til stede under fangsten. Den anden form, det passive fiskeri, som ålegårdene tilhører, er vanskeligere at påvise, men også det kom man tidligt på sporet af. Et snart hundrede år gammelt fund med net af bast og flydere af bark kan dateres helt tilbage i fastlandstiden og godtgør altså, at man allerede på dette tidlige tidspunkt, for henved 9000 år siden, befattede sig med fiskeri, der ikke krævede personligt nærvær, men kun regelmæssigt tilsyn med og røgt af redskaber - en måske lidt mindre sportslig, men i det lange løb mere givende form.

Undersøgelser af stenalderskeletter har vist, at jægertidens danskere overvejende fik deres næring fra havet, bondestenalderens mere fra det faste land. Men den yngre stenalders mennesker var ikke udelukkende landbrugere; dengang som nu var der også en kystbefolkning, og for den var havet stadig en vigtig fødeleverandør. Det er den, vi gennem det nye ålegårdsfund har stiftet nærmere bekendtskab med.

Egentlig var folkene ved Oleslyst vel lidt af hvert, både fiskere og landbrugere. De meterlange hasselkæppe, som indgik i måtten, har været påfaldende rette og velegnede til flettebrug, kort sagt af en kvalitet, som kun vil kunne fremskaffes i større mængde ved systematisk at stævne hasselbuske. Vi får en anelse om, at der i landskabet ved det lille Halsskovstræde har været plantager med »stynede« hasselbuske. (Fig. 8)

Den historisk kendte kombination af landbrug og fiskeri i de danske kystegne har med andre ord sine rødder 5000 år tilbage i tiden, og det er forbavsende, at teknik og metoder, som var gangbare dengang, har holdt sig næsten uforandrede gennem hele det lange tidsrum. Først for hundrede år siden begyndte de i sandhed gamle vaner så småt at gå i opløsning. (Fig. 9)