Dendrokronologiens metode og historie
Det er kendt, at man ved at tælle årringe i en træstub kan bestemme det fældede træs alder, men det er ikke det eneste, disse ringe kan fortælle. Tykkelsen af en ring afhænger hovedsageligt af vejrliget og veksler derfor fra år til år. I et år, hvor vejret er vækstfremmende, afsættes en tyk ring, hvor det modsatte er tilfældet, en tynd – tilsammen danner ringene et mønster, der mere eller mindre tydeligt gentager sig i træer, der har vokset samtidigt indenfor samme klimaområde. Træer, der ikke er nøjagtigt samtidige, men tidsmæssigt overlapper hinanden, får overlappende ringmønstre, og med dem kan man danne kæder, der forlænger mønstret langt tilbage i tiden. Træ fra gamle bygninger og lignende konstruktioner samt mosefundet træ tages til hjælp ved denne proces, der i praksis foregår ved, at man måler hver enkelt årrings tykkelse og sammenkæder de derved opståede talrækker til en enkelt »grundrække«. Et træstykke af ukendt alder kan derefter dateres. Man finder det sted i grundrækken, hvor dets mønster passer ind.

Dendrokronologiens opfinder var den amerikanske astronom A.E. Douglas. Det skete i Arizona, hvor klimaet er særligt gunstigt for den slags virksomhed. Metoden vandt udbredelse, også i Europa, men en væsentlig hindring for dens anvendelse var dateringsarbejdets langsommelighed. Ved at omsætte tallene til kurveform opnåede man en lettelse, men sammenligning af prøverækken med »grundrækken« i alle positioner var stadig overordentlig tidstagende. Gennembruddet kom med EDB-teknikken. Det arbejde, der før havde taget dage eller uger, kunne nu klares på sekunder.

Her til Danmark kom teknikken i 1970'erne, først til Nationalmuseet i København, lidt senere til Wormianum, Århus. Begge steder er, uafhængigt af hinanden, opbygget grundrækker for egetræ.


Metodens muligheder og begrænsninger
Det vil i almindelighed være træets fældningsår, man er interesseret i at få oplyst gennem dateringen, men kun, hvis barken eller den til barken grænsende splintring er bevaret, kan dette ønske opfyldes fuldt ud. Hvis kun en del af splinten er tilbage, må man nøjes med et cirkatal i forbindelse med en dateringsramme, inden for hvilken fældningsåret må antages at falde. Mangler splinten helt, er en egentlig datering af fældnindsåret umulig, men så meget kan siges, at det må falde efter det årstal, som kan knyttes til træstykkets yngste bevarede ring.

Hvis al splint er til stede og yderste ring fuldt udviklet, må fældningen have fundet sted i vinterhalvåret, altså efter at et års vækst er sluttet, og før næste års er begyndt, men om det er sket før eller efter nytår, kan ikke siges. I så fald vil dateringen lyde (f.eks.): Sidste vækstår: 1417-18.

Træ, der har været angrebet af oldenborrer, er vanskeligt at datere på grund af disse insekters periodiske optræden. Nogle stammer sværmer hvert tredje år, andre hvert fjerde, og atter andre hvert femte, men alle angriber de egetræer, der som følge heraf afsætter tynde ringe med lige store mellemrum. Disse skaber mønstre, der intet har med vejrliget at gøre, og ligheder mellem træer, der har vokset til helt forskellig tid. Normalt vil man under arbejdet med emnet blive opmærksom på dette, så faren for fejldatering er ringe, men en sikker datering af sådant træ vil ofte være umulig.

Skematiseret stammetværsnit. Yderst i ringserien, lige under barken, ligger et lag af splintringe; deres opgave er at føre vand og næringsstoffer op gennem stammen. De ældste splintringe omdannes løbende til kerneved, men samtidig kommer nye ringe til udefra. Antallet af splintringe er imidlertid ikke konstant, det vokser med træets alder.

Træ med fuld splint og bark. Hvis stykket iøvrigt er daterbart, kan fældningsåret angives præcist.

Træ med delvis bevaret splint. Hvis ringantallet fra stammecentrum til splint – det vil sige antallet af kernevedsringe – kendes eller lader sig anslå med nogenlunde sikkerhed, kan antallet af manglende splintringe bestemmes omtrentligt ud fra erfaringer hentet hos andre træer af samme alder. Til en sådan datering hører en tidsramme, inden for hvilken fældingsåret må antages at falde. F.eks. »Sidste vækstår: ca. 1486. Tidsramme: 1479-1497«. Bemærk, at en sådan rammedatering ikke er ufejlbarlig. Mængden af splintringe kan i sjældne tilfælde være abnormt stor.

Træ helt uden splint. Om fældningstidspunktet kan kun siges, at det må ligge efter det år, som kan knyttes til den yngste bevarede årring, dog med tillæg af nogle få år på grund af den manglende splint. Bemærk at »Efter (f.eks.) 1512« ikke nødvendigvis betyder »lige efter«. Hvis årringene er normaltykke, kan et århundrede eller to være fjernet med få øksehug.